Jeg får øje på Tristan ved mælkehylderne i supermarkedet.
En frisk og legebeskidt lille gut med skriggrønne clogs, shorts, smart lyst jet-hår og Angry Bird t-shirt. Fire-fem år.
Han er ved at sige hej til alle letmælkene. Det tager tid. Hans mor kalder på ham, dog uden at hæve stemmen. Dejligt.
Vi mødes igen oppe ved kassen.
Da Tristan får øje på mig, smiler han og siger hej. Hans mor – en endog meget fiks og påfaldende solbrændt type med blændende lysblondt hår (som jeg nok normalt ville have det en smule svært med som sådan) fortsætter med at være præcis så tålmodig med ham, at jeg på stedet forelsker mig i hende.
Tristan har en hej-dag, fortæller hun. Han siger hej til alt og alle, og der er ikke anden udvej end at bruge den nødvendige tid. Kassedamen får nu et stort hej, og for at fejre det gnaver Tristan i sin medbragte gummi-øgle, der hedder Kaj.
Jeg elsker mødre, der kan rumme børns besynderlige univers.
Beologisk Institut 