Hver fredag prøver jeg at blive færdig med mit lydbogsjob før klokken tretten. Jeg vil så gerne høre P1’s ugentlige medieprogram ‘Mennesker og Medier’.
I dag lykkedes det, og jeg fejrede det ved at købe en dürüm i Zorro Pizza.
Det gør jeg stort set hver dag, fordi de laver den på en helt særlig velsmagende måde. Hvidløgsdressing og stærk chilisovs.
Der er med andre ord tit fest i mit liv.
Jeg går hjemad med Lasse Jensen i ørerne og hjemmestegt lammekød i munden. Ruten går neden om Frederiksborgvej, videre til Tagensbo Skole og opad igen mod Tuborgvej i en stor grøn græsklædt firkant mellem boligblokkene. Jeg er tæt på et lykkeanfald.
Så hører jeg en lyd. Et råb?
Jeg ser op.
Ingenting.
Men jeg fornemmer stærk fare.
Så ser jeg nedad og ser ind i et ansigt, der udtrykker en åben interesse for hvem jeg mon er – og hvad jeg eventuelt kan bidrage med.
Rædslen vælder op i mig.
Det er en hund. Boxer, måske. Farlig. Uden snor. I hvert fald en kraftig een, som ikke vil have problemer med at få et proteinrigt og nærende måltid ud af mødet, uanset om den sætter tænderne i min hals eller min frokost.
Det er mig umuligt at røre mig.
Jeg opdagede ikke at hunden kom hen mod mig, fordi jeg hørte radio på ret høj lyd i ørepropperne, og fordi jeg fokuserede intenst på den bløde madpølse i mine hænder.
En stemme prøver at trænge gennem debatten om netjournalistik i mit hoved. Den kommer fra et punkt inde i det grønne.
Jeg ser derhen.
En ung fyr af anden etnisk herkomst end Valby ser på mig og peger på mig. Jeg er tæt på at besvime, for ved hans side er der endnu en løs hund, der måske/måske ikke har fået frokost.
Jeg tør ikke hæve hånden for at tage øreproppen ud, for jeg frygter at kampmonsteret ved mine fødder vil tage det personligt. At den ikke vil nøjes med at spise af hånden, men spise hånden.
Hundens menneske derhenne har en hættetrøje på.
Hætten er oppe, og der er en kasket nedenunder.
Alle mine sanser skærpes, idet jeg fornemmer at jeg er i livsfare, eller endnu værre: i fare for at gå glip af resten af min frokost.
Fyren kalder hunden til sig ved at gentage dens navn to-tre gange meget højt.
Den vender om, og jeg har det som om Dronningen har benådet mig i sekundet inden bødlen på Nytorv dekapiterer mig.
Nu forstår hvad fyren prøver at sige til mig.
Han peger på min dürüm, og siger at det er den som hunden har fået færten af.
Den har åbenbart også god smag.
Jeg nikker og viser ham en enkelt oprakt tommelfinger.
Med den yderste delikatesse vender jeg om, og går roligt – meget roligt – den modsatte vej.
Min angst for hunde er nu for evigt blevet til en frygt for at de til enhver tid kan forvandle mig til en godbid, hvis de har det sådan.
Og der er ikke noget, som gør mig mere desperat end hvis man truer med at tage min mad fra mig.
Det kan gøre mig så stenaldersk at jeg vil kunne forvandle mig til en…en…nej, jeg tør ikke skrive det.
Næste gang spiser jeg min dürüm i pizzashoppen. Der er altid en frisk avis. Og servietter. Ingen hunde.
Ingen hunde.
Ingen hunde.
Ingen hunde.
Jeg er bange for dem.
Beologisk Institut 