Altid bagefter, dog på vej fremad

Forleden tog jeg på en lille hyggetur med datteren. 

Femøren er hverken Copacabana, Waikiki eller Bondi Beach, og det var faktisk første gang jeg besøgte stedet efter den seneste modernisering. Jeg er altid fem år bagud med nye ting.

I 2005 åbnede Amager Strandpark for revl og krat, og nu ville jeg derud og se den. Vel er jeg ingen arketypisk strandløve, men en Løve er en Løve, så nu tog jeg Tyren (min datter) ved hornene og kørte med Metroen til Bellevue’s sydlige storebror.

Det blev en hyggelig vandretur og jeg må indrømme at jeg er meget imponeret. Der er opført en lang kunstig ø, hvor man kan gå tur langs den nye strand, enten i sandet eller på de asfalterede Øresundsstien og Øresundspromenaden langs indsøen. Det minder om Køge Bugt Strandpark i mindre format.

Jeg fortalte min datter om det brutale dobbeltmord en sommermorgen i 1984, hvor en jugoslavisk taxichauffør ifølge dommen nærmest aflivede to teenagedrenge med nakkeskud fra en stor Colt-revolver. En tredje dreng nåede at flygte fra stedet med kugler hvinende om ørerne. Drengene havde slået telt op på Femøren Strand. Den psykisk syge gerningsmand afsoner stadig sin livstidsdom på Skt. Hans Hospital, angiveligt under stærkt neddyssende medicinering. 

Livet kan jo bestå af stor skønhed og grum brutalitet.

I går gik jeg så tur igen derude på den københavnske riviera. Jeg passerede Sundby Sejlforenings klubhus. På to streamers i indgangsdøren til Restaurant Sejl står der: “Forbeholdt søde mennesker”. 

Jeg elsker at se flyene lette ude fra lufthavnen og søge opad. Det ser ud som om de står stille. Jeg gik helt ud til lufthavnen, men det koster to ekstrazoner i Bus 5A hjemad. Det går ikke.

I morgen vil jeg afprøve en rute, hvor jeg går frem og tilbage fra Lergravsparken i Zone 1. Så dækker mit månedskort. Turen skal kun koste kalorier og byde på luft og lys. P1 i ørerne under kasketten. Gode sko.

Bevægelse fremad. 

Say cheeeeeeese..!

Jeg har længe glædet mig til at smage en af de hersens nymodens gourmet-burgere, og via en rabatside på nettet kunne jeg få hele to frokostburgere til den halve pris.

Restauranten hedder sådan cirke Hakkelse, hvis man grov-oversætter dens navn til dansk, men det er bestemt med forventningen om virkelig god mad at jeg går ind ad døren og op af et par trappetrin.

Imod mig kommer en lille ung sorthåret kvindelig tjener. Mere effektiv end egentlig køn, men meget fiks. En frisk type. Udover mig er der kun et enkelt par i det smarte højloftede lokale med hvidskurede vægge og sort kridttavle over midterbaren. Jeg fumler efter sedlen med betalingsnummeret.

Jeg ved sgu ikke.

Hun ser ud som om jeg har forvekslet restauranten i Møntergade med Mændenes Hjem. Jeg parerer med et skævt smil og siger, at jeg er “een af dem dér med rabatkuponer”. Bedømt på hendes ansigtsudtryk er hun netop blødt igennem. Hun spørger om jeg vil spise i restauranten?

Det har hele tiden været min plan at nyde bøfferne på selve gerningsstedet. Fanden tager ved mig. Jeg siger meget stille og påtaget undskyldende at jeg håber at jeg ikke forstyrrer.

Hun bliver lidt forvirret og hæver det ene plukkede øjenbryn. Neeeeej, da…siger hun, og prøver fortvivlet at regne ud hvad fanden jeg har gang i, og jeg forstår hende bedre end godt.

Jeg hvisler med mit anstrengt falske støvsugersælgersmil, at jeg nok skal gå hurtigt igen. Øjenbryn nummer to sendes op. Hun leder efter ord, mens jeg endelig har fundet sedlen.

Ifølge menukortet kan jeg vælge en hvilken som helst burger. Der er mange lokkende muligheder, men da jeg skal på arbejde og tale lige ind i ansigtet på 1500 mennesker, så må jeg vælge de mest krydrede fra. Synd.

Jeg elsker ellers løg og chili og den slags.

Hele situationen er latterlig og idiotisk og det er min skyld. Jo, hun kunne have smilet lidt, men jeg kan jo være ligeglad, hvis bare jeg får en god, varm og velsmagende kødoplevelse. Ja? Ja! Alligevel siger jeg, at jeg gerne vil have burgerne med mig.

Hun fatter ingenting, og jeg standser adskillige måbende undskyldninger med giftindsmurte retursmil. Jeg vil bare ud og væk og videre med min mulepose, posebukser og tubamave.

De to fint indpakkede cheeseburgers kommer med på arbejde og smagte fint. De ville have smagt endnu bedre hvis de havde været varme, osten ustørknet og brødet knapt så uimploderet. Tidens tand.

Kort efter, da jeg lige skal finde en postkasse inden min aftenvagt begynder, bløder jeg igennem, og må vakle hen i Netto og købe et par redningsbukser.
Var det hendes hævn? Nok ikke.

Min selvstraf er at smile ekstra meget til de 1500 gæster, der hverken skal have hø eller hakkelse, men høje toner og og heftige følelser inde bag ahornskallen. Bag min venlige maske er jeg vred over at have måttet give fyrre kroner for et par hvide boxershorts, når jeg nu har så mange derhjemme i forvejen.

Sagen er bøf. Hver dag og hele tiden og altid med ekstra ost.

I servicebranchen.

Udkast

Kære Jessica,

Kan du huske da vi stod for foden af Valby Bakke og ledte efter noget at sige? Vi havde brug for noget som kunne afslutte uden at såre. Sende os videre uden at gøre ondt værre.

Men der kom ikke noget. Jeg prøvede med det gode gamle skæve smil og du forsøgte dig med dit velkendte sørøverblik.

Jeg husker ikke hvad det endte med, men jeg leder stadig. Der må da være noget. Bare et eller andet, som kan få dig til at lade være med at stå der med armene over kors uden at sige noget. 

Ikke fordi jeg kunne forvente ret meget andet. Det gik jo på samme måde med Inge og Karina og Anna og Nicoline og Tove og Rebekka og Kitty.

Måske tog jeg fejl, når jeg alligevel troede at det kunne gå. Jeg har sikkert overset nogle signaler som andre ville have bemærket på et tidligere tidspunkt. Det kan være I har ledt efter en måde at komme ud af det på, eller en måde ikke at komme ind i det på.

Men du, Jessica, du skal vide at jeg synes du er bedre til at tie end til at tale. Og een ting til, forresten.

Alle de positive egenskaber jeg lagde oven i den skønhed, du besad i forvejen, er jeg kommet i tvivl om. Var de der? Kan du overhovedet have et velfungerende forhold? Er du kærlig, når det kommer til stykket, eller er det bare mig som overfører følelser og håber at de sætter sig og sænker sig?

Jeg fik et glimt af dig forleden. Du kom gående og drejede til højre. Jeg sad med siden til og lod som ingenting. På den korte tid fik jeg alle mulige tanker. Hvordan har du det og hvordan har du haft det. Har du fundet nogen som siger dig noget, uden at nogen af jer behøver at sige noget. Eller noget.

I virkeligheden ved jeg for lidt om dig. Eller rettere, jeg ved en masse om dig, men jeg kender dig ikke. Og jeg tror at der ligger en vigtig sandhed gemt i det forhold. Som ikke var noget forhold og aldrig bli’r noget forhold. At jeg bilder mig ind. Fortaber mig. Foresvæver mig noget som ikke vil kunne lette.

Den del er mit ansvar. At jeg brugte dig til at drømme. Vi sov jo ikke. Vi stod for foden af bakken. Oppe på toppen brølede de indespærrede dyr. Du kørte på cykel, kan jeg huske, for jeg elskede ding-dong lyden fra den store runde ringeklokke. Hvem fanden elsker en cykel-klokke?

Jeg vil ikke sende det her brev til dig. Det skulle bare skrives, så jeg kunne se på det og måske blive lidt klogere på mig selv. Men jeg tror ikke det har forandret noget. Jeg elsker dig stadig og har købt min egen ding-dong ringeklokke, bare i en anden farve. Om aftenen kører jeg rundt og ringer til dig.

kærlig hilsen

mig

Velputtet (2)

De samlede direkte og indirekte samfundsmæssige omkostninger ved psykiske sygdomme og problemer beløber sig årligt til 55 milliarder kr. Heraf udgør de direkte omkostninger til behandling kun omkring 10 procent, mens hovedparten af omkostningerne skyldes udgifter til førtidspensionering, langvarigt sygefravær og nedsat produktivitet.

Hvis man flyttede blot én af milliarderne fra samfundets konto for udgifter til tabt arbejdsindkomst og produktivitet til kontoen for forebyggelse blandt børn og unge, ville samfundsøkonomien være den samme – men vi ville tage et menneskeligt kvantespring.

                      Hallur G. Thorsteinsson, leder af Børn & Unge, Psykiatrifonden

Poppedrengen

Min mor var en festlig dame som brugte et særligt trick for at undgå at lægge ører til alt for mange sandheder. Hun holdt lange taler for at andre ikke så let kom til orde.

Lidt lissom den såkaldte filibuster-taktik i den amerikanske kongres, hvor en politiker kan trække behandlingen af en sag i langdrag ved at tale uafbrudt, uanset om han så læser kageopskrifter op. Formanden stopper ham ikke på grund af et overordnet hensyn til ytringsfriheden.

Mor vidste at så længe hun havde ordet kunne hun nogenlunde styre samtalen og dirigere rytmen med sin vippende fod under bordet. Min skarpsindige storesøster fandt på et tidspunkt en hidtil uhørt måde at få et ord indført. Hun begyndte simpelthen at tale samtidig med min mor. Det var tidsbesparende, for de kunne tale i munden på hinanden uden at blive afbrudt, og slap for anstrengende tænkepauser.

Jeg fik altid hovedpine når de begyndte at “tale sammen” på den måde, så jeg plejede at gå ind i stuen og febrilsk lede efter en eller anden genudsendelse på Eurosport af en gammel VM-fodboldkamp eller følge en rundbordsdiskussion på svensk tv om samernes selvbestemmelse.

På et tidspunkt havde Fætter BR nogle papegøjer til salg som optog dét, man sagde til dem på en båndoptager skjult i papegøjemaven.

Når man holdt op med at sige noget blev dét man lige havde sagt afspillet automatisk af en lille højtaler i papegøjenæbbet. Jeg overvejede seriøst at købe to papegøjer til min mor og søster, så de kunne sætte en sætning i cirkulation mellem de to papegøjer i en evig båndsløjfe indtil batterierne satte ud.

Så undgik min mor at blive nervøs over hvad der blev sagt, og de kunne oven i købet nå at drikke kaffe, handle lidt ind eller tage et langt karbad.

Men jeg ville ikke ofre de to gange 199 kroner bare for at få den pointe ind, og jeg var faktisk også lidt usikker på, om papegøjerne ville ha’ fået gøjseren af at skulle deltage – eller om min mor og søster måske havde drejet næbbet rundt på dem, inden båndet havde nået bare en enkelt gang rundt?

Hos Bent Bekker Automobiler A/S på hjørnet af Glasvej, Frederiksborgvej og Rentemestervej i København kan man købe Folkevogne og Audi’er – og der er også en lang værkstedshal med en stor port.

Over porten hænger et stort skilt: DIALOGMODTAGELSE.

Det er sikkert en bil med den typebetegnelse som man kan rulle ind og få kigget på, men i mit hovede bliver det til at man kan aflevere dialoger som man vil have rettet op eller rustbehandlet. Jeg tager ofte skilte helt bogstaveligt.

Skænderier og misforståelser bliver til udviklende meningsudvekslinger baseret på saglig argumentation. Man kan få sig en gennemgribende motorvask med godt med knofedt og en gang twist til sidst. Ikke mere råberi. Et par tavse dage hvor man går ture, reflekterer, lytter til økologisk fuglesang, spiser luftskinke og drikker mangojuice med frugtkød.

Bent Bekker er sikkert en god audiolog.

I den grønne skov

Peter Steen tager jakken af.

Nu er det for varmt.
Han har været på druk med Morten Grunwald i et helt døgn på Dyrehavsbakken.
Det er midt i den danske lyse sommer.
Han er forelsket i Yvonne Ingdal og det var alle kønsmodne mænd i 1968.

Peter banker på mens de stadig er meget berusede og vækker Cirkusrevyens direktør for lige at fortælle ham nogle sandheder om at Morten Grunwald i hvert fald er en stor musiker.
Så klippes der til studenter med huer på i skoven og kronhjorte i brunst i tykningen.
Grunwald synger en oversat Bellmanvise med skrøbelig tenor og fiks scorekrølle og går hjem for at sove brandert ud.

Peter Steen drikker kølig kildevand ved Kirsten Piils Kilde og tager som sagt jakken af.
Filmen knækker ikke, endnu.
Den vil fortælle at nu er hovedpersonen ved at blive voksen og moden.
Derfor går Steen hen til den mand som kunne gætte de besøgendes vægt inden for et par kilo, og kunne han det skulle man betale for det.

Dér snyder filmen, for det er skuespilleren ‘Bakkens Andy’ som spiller vejemanden med rød jakke, i stedet for den rigtige vejemand som sagtens kunne have klaret den rolle.

Men det er bestemt ikke den eneste skandale i forbindelse med Palle Kjærulff-Schmidts film med manuskript af selveste Monsør K. Ryffberg von Hovedstol og musik af Bent Fabric og scenografi af Henning Bahs.

I den grønne skov fik premiere 29. marts 1968 og blev optaget året før i stærk sommervarme.
Det ved jeg, for jeg boede på Bakken sammen med mine forældre.
Jeg har sågar en vigtig birolle i filmen og er blevet snydt for både Bodil-og Oscarnomineringer. Mindst.

Altså: Peter Steen er blevet vejet og fundet for let.

Jesper Langberg er forlængst løbet med yppige Ellen Winther som havde orange turtleneck og laguneøjne.

Jeg kommer så ind i billedet og viser hvad ægte nærvær vil sige, også selv om man kun er ti år og har korte tyrolerbukser på med seler, og langærmet skjorte i mørkeblåt kunststof og en gummisnog om halsen. Peter Steen ignorerer mig og er dermed færdig med at vælge selv.

Det er filmens dramatiske kontrapunkt.

Har han måske på det tidspunkt kørt 500 gratis ture i radiobilerne?
Nej!

Har han kørt 500 gratis ture i Rutschebanen?
Nej!

Har han set Pjerrots forestilling 400 gange og kan teksten udenad?
Næppe!

Har han optrådt på DR i en børne-tv udsendelse hvor han i Professor Tribinis show mirakuløst præsterer at sidde blandt publikum og klappe af sin egen optræden oppe på scenen?
Nix!

Behøver jeg skrive mere?
Ikke nu.

Det jeg ikke vil skrive

Drømmelandet udspiller sig foran mig.

Jeg kan se det mens jeg hører det.
Der er trommer.

Jeg vil ikke skrive det jeg ikke vil.

Nu er der flere trommer.
En kvinde prøver at fortælle mig noget.
Det er ikke første gang.
En gruppe mennesker råber i baggrunden.

Bag ørerne, siger kvinden.

Jeg kunne godt finde på at gøre noget jeg ikke vil.
I går var det tæt på.
Et kvantespring.
Hjortespring.

Meget nervøst.
Jeg ved jo godt hvad der sker.
Der sker ingenting.
Det er derfor jeg ikke skal give efter.

Mundstykke, siger hun nu.

Gruppen råber igen.
Det lyder som om de bifalder det hun siger.
Nu skifter det igen.
De river hovedgaden ned.
Den med den lille hvide kirke jeg blev konfirmeret i.

Alt skal væk.

Mundspil.
Supermarkedets lys.
Om aftenen var hele hovedgaden blå.
Sådan går det med de mindre byer.

Det kan jeg godt skrive.
Der sker ikke noget ved det.

Man kan blive syg af stress.
Lige foran øjnene.
Lige før hørte jeg noget med en mand hvis underansigt bevæger sig voldsomt når han koncentrerer sig.
Så meget at det ser ganske påfaldende ud.

Man kan hurtigt komme til at se lidt for koncentreret ud.
Det kan man blive syg af.

Jeg kan ikke lide dig, siger kvinden, nu med falsk dyb stemme.

Eller rettere, hun synger det.

Hun har meget på hjerte.
Der er noget med at hun fik et barn som ganske ung.
For lidt siden hørte jeg en mand sige at man skulle gøre alt for at holde det middelmådige fra livet – eller rettere: han sang det.
Han ser næsten altid sur ud.

Min sofa er blå.
Lige nu står den langs den ene væg.
Engang stod den nærmest på tværs i stuen.
Der sad een i den og læste avis.
Men det vil jeg ikke skrive om.
Jeg vil ikke ind i det.

Man kan blive syg af det.
Jeg vil hellere høre hende foran synge om en veninde hun vil opmuntre.
Så skal det nok gå.

Kom ud af buret, synger hun med klingende stemme.

Hun er fra det samme land som en anden kvinde jeg engang kendte.
Hende kan jeg godt skrive om.
Ingen problemer der.
Heller ikke selv om hun engang kom til at fnise af mig mens jeg koncentrerede mig.
Det må have været noget med mit underansigt.
Hun holdt sig for munden, kan jeg huske, medens hun grinede.

Det kan jeg skrive uden videre.
Hun var jo både sød og kærlig.
Meget endda.
Pyt med det fnis.

Lige nu griner hende der synger foran mig.
Mærkeligt.
Hun sang ellers om at Paradis blev revet ned og erstattet af en parkeringsplads.
Det lød som om hun var meget yngre end lige for lidt siden.

Jeg ved hun maler oliemalerier når hun ikke synger.
Det kan man godt.
Det er helt fint.

Det kan jeg skrive om.

Hvis jeg bare skriver om alt andet end det jeg ikke vil skrive går det helt fint.
Det blinker efter det sidste punktum.
Det holder aldrig op.

Vil du tage mig som jeg er, lyder det.
Den sang har tredive år på bagen.
Mindst.
Jeg er vist ved at blive syg.

Nothing can be done

Peter, for fanden mand..!

Jeg kender ikke en skid til Peter Lüttge, så hvis jeg nu tager grueligt fejl og han er verdens skønneste kollega, nænsomste elsker og vidunderlige far, så vil jeg gerne på forhånd undskylde meget.

Undskyld, Peter. Undskyld. Virkelig.

Peter har for den svensktalende del af det finske tv-publikum lavet en lille dokumentarserie om at gå langs Caminoen, pilgrimsruten i Spanien som alle kendisser efterhånden allerede har lavet en lille dokumentarserie om.

I Danmark har selveste Mikael Bertelsen forsøgt sig med opsmøgede skjorteærmer og et ubarberet pokerface, som fik mig til at slukke efter den første udsendelses første kvarter – og jeg er ellers meget, meget glad for det meste af det, han producerer.

Nå, men i dag zappede jeg på DR2 lige lukt ind i Peters møde midt på den slagne vej til Santiago de Compostela med et menneskeskabt stenbjerg, hvor man traditionelt lægger en medbragt sten hjemmefra og beder en lille bøn til et uoriginalt kors på toppen.

Det er rutens højeste punkt, med mindre man er på E.

Peter har tændt sit selvbetjente kamera (han er der jo IKKE for at gå ruten, men for at filme sig selv mens han går ruten) og sætter sig på kanten af en af de tusinde sten fra alverdens lande.

Jeg tænker på hvordan man mon udtaler Narcissus på finsk. Måske var Narcissus finne fra starten af, fra et lille muntert ferieeventyr med en tjener på en taverna?

Anyway…Hemingway.

Peter siger jernmalmfuldt at, nå ja…her er så det her bjerg – og der er vist en eller anden historie med det her bjerg. Kunstpause. Fra baglommen udfolder han en udskrift af en google-forklaring på stenbjerget – og så læser han op, at hvis han skulle have fulgt traditionen, skulle han have haft en finsk sten med sig hjemmefra og lagt den ved siden af de andre.

Nå da da, tænker jeg. En forglemmelse, men han kan jo bare fyre et eller andet af og komme videre. Men nej. Peter siger [jeg henter lige min bideskinne, øjeblik]……………at hø-hø, han havde jo så meget udstyr at slæbe på i forvejen hjemmefra, så der var – hø-hø – ikke lige plads i vadsækken til en sten.

Javel så. I Finland er der åbenbart kun hele bjergmassiver.

Så ser han helt bibelsk ud inde bag brillerne. Han har fundet på en anden løsning. Han vil i stedet lægge en tom plastickassette til en af de ca. 245 filmkassetter, han trods alt har haft plads til. Så vil han skrive nogle bevingede ord udenpå og lægge æsken ved siden af de fine sten.

A’ hva’ for en saunaskurk?!

Jo, han skriver gudhjælpemig en pseudo-religiøs hilsen på plasticemballagen, og lægger den lisså forsigtigt som var det hans dødfødte førstefødte ovenpå en sten fra en chilensk vulkan, sibirisk slette eller grønlandsk barde.

Og så går finske filmpeter ellers glad videre, mens han måske drømmer om en hæders-Emmy for ‘lifetime achievement’. Jeg siger KITOS, Peter, for at have givet mig noget at hidse mig helt vildt op over. Der skal noget til efterhånden. Jeg mener…jordskælv, tsunamier, hungersnød. Brøndbys angrebsspil. Man bliver jo sådan lidt immun, ikke sandt?

Faktisk (men okay, jeg har drukket to glas rødvin) har jeg en vild lyst til at gå ruten alene for at rydde op efter dig. Så vil jeg skrive med mit eget blod på et medbragt kridthus fra Møns Klint:

Perdón

– og så vil jeg aflevere din latterlige plasticæske på det nærmeste finske konsulat.

”A sæjer walbekom!”

»For ikke så længe siden havde vi en brasiliansk kok på besøg, og han havde taget myrer med. Nogle ordentlige krabater, som der kom noget cremet ud af, når du tyggede på dem. Lige til brækposen, ikke. Men ved du hvad: De smagte som den perfekte blanding af citrongræs og ingefær. De smagte simpelthen som en drøm. Det var … ualmindelig lækkert. Og for nogle år siden smagte jeg dampede myreæg, der poppede i munden og var lidt våde indeni. Jeg vidste ikke, hvad det var, og tænkte: Hva’ fanden er det for en type ris? Så sagde værten, at det var myreæg. Jeg havde spist en skefuld fugtige myreæg. Varme. Men ved du hvad, det smagte simpelthen så delikat, de toner, der var i dem, var fantastiske«.

                                             Rene Rédzepi, chefkok på Noma i Politiken

Forførelsens Grundlov (4)

“Den værste fejl, en mand kan begå, når han lægger an på en ung kvinde, er at være for rar og for ufarlig.”

Brutally honest dating advice for the cynical, bitter and jaded, Relationshit.com