Monthly Archives: april 2010

sukkerkugler

Jeg gik langs en lysende rapsmark og lo, så jeg var ved at dele mig i to. Himlen grinede med, mens jeg hørte noget der var så vidunderligt absurd at jeg nærmest krakelerede.

Mit liv var i forvejen ved at slå revner. Jeg var frakoblet enheden i helheden. Latteren var malplaceret, men den skyllede ind over mig som en tordenbyge man ikke når i læ for.

Jeg hørte to mænd mundhugges om smertestillende piller og rotter og tilgivelse og fortid og slutning.

Den ældre af dem er blind. Han kan ikke rejse sig fra sin stol. Den anden er halt og kan ikke sidde ned. De befinder sig i et gasværk. Udenfor er der tomt og øde, rapporterer den halte efter at have stavret rundt og op på en trappestige og kigget ud af vinduerne.

Alt hvad mændene siger til hinanden er fragmenteret og finurligt. De lægger hele tiden små onde sprogfælder ud. Spillet mellem dem havde eksisteret siden det år jeg blev født. Den siddende har en tøjhund som han kærtegner når han er bange og han har også en bådshage ved hånden. Den yngre taler hele tiden om at gå sin vej, hvilket vil være fatalt for ham i stolen.

Den yngre går hele tiden ud og ind af en dør til et køkken man ikke kan se og som måler ti fod gange ti fod gange ti fod, efter hvad han siger. Dér henter han hundekiks til den siddendes ældgamle forældre, der bor i hver sin skraldespand med låg på i et hjørne af lokalet.

Oldingene vil hellere have sukkerkugler fordi de ikke kan tygge kiksene og plager forgæves igen og igen, ligesom den siddende forgæves spørger den yngre om det er nu han skulle have sine smertestillende piller. Da det endelig er pilletid siger den yngre triumferende at der ikke er flere piller.

Flere gange beder den ældre om at blive slået ihjel, men får nej. Den yngre vil hellere gå sin vej og gør sig til sidst klar til at rejse…men kan ikke gennemføre det, når det kommer til stykket. Teaterstykket.

Det hele lød komplet vanvittigt, men da alting i forvejen var helt uvirkeligt, på grund af skilsmissen, hjalp det at høre noget der forekom endnu værre.

Mine usynlige vandrefæller var lige ud ad min landevej. Jeg var fortvivlet og gik lange ture for at holde det ud, og da jeg ikke er god til at græde var det befriende at kunne grine højt og vise tænder i landskabet.

Det kan landskaber sagtens holde til.

Reklamer

let’s get animal

blomsterfluehannen tiltrækker blomsterfluehunnen
ved at fastholde samme position i luften i lang tid
om han så skal tabe en tredjedel af sin vægt imens
han bliver hængende til hun kommer og hænger ud

bjørnedyrshannen er hot på den allercooleste måde
han kan dø men live op igen og skåle i 96% alkohol
100 graders varme eller minus 272 er ren barnemad
bare han får bamset hende han længes så hedt efter

bogen springer ud

I dag er det ‘Verdens Bogdag’ – og det burde jo få en orddribler som mig til at løbe rundt om mig selv, som en hund efter egen hale.

Men i stedet vil jeg sætte mig stille ned og læse en meget smuk og smertefuld historie højt, om en AIDS-syg ung mands sidste dage i god pleje hos en ældre sort pebermø, i en provinsby i sydstaterne.

Desuden vil jeg spekulere over hvad jeg ville kunne sige til en gymnasieklasse, som måske er tvangsindlagt til at forholde sig til noget så indviklet og sammenkogt noget som lyrik.

Jeg læser jo ikke selv lyrik! Jeg skriver det kun.

Måske ville dette digt fra ‘Beologi’ være en god start:

 

hvorfor læser du egentlig denne linje
hvilke ord regner du med at få øje på
hvad får du ud af at lade øjnene løbe

dit blik er her stadig kan jeg fornemme
en ukuelig optimist ser det vist ud til
måske et uforbederligt godt menneske

nu skal du gøre som jeg beder dig om
flyt øjeblikkeligt dit fokus væk herfra
find på noget andet og bedre at se på

jeg tror simpelthen ikke mine egne ord
du er så sandelig ikke nem at skuffe
den slags læsning må og skal ophøre

forlangt forkortet X

Havde jeg troet at min medvirken i P1’s Skønlitterære Ugemagasin ville åbne den gyldne port til dalen, så ser det ikke ud til at blive sådan. Men det troede jeg nu heller ikke, så det er fint nok. Porten er dog stadig lukket. Den om det…sådan en gammel dum port.

Til gengæld har jeg nu modtaget et ex. af andenudgaven af min lille sovebog, som ses ude til højre. Jeg bestilte den hos g.dk, og vist gik der en generation eller to inden den kom, men systemet virker nu – og bogen ser fin og pæn ud.

Fyrre kroner, inkl. forsendelse. Ikke dårligt, rent bortset fra at nu tager den netboghandel igen 15 kroner i porto, så nu er det igen AdLibris som har det billigste tilbud…men det har jo knebet gevaldigt for dem overhovedet at levere, så-eh…(sic!).

Og nu?

Krulmadul

Jeg har tilgang til en ny side. Høvdingesiden. På et fjernlager fandt jeg den. Den havde siddet og spist rester i smug, men jeg fik fat i fuppen på den og trak den hele vejen hen til hovedindgangen og ud i lyset.

Krulmadul er et slags udråb. Et brøl. Min høvdingeside hiver fat i folk, der er på afveje. Den bruger lydsprog, snarere end ord og forklaringer. Når jeg er høvding, er jeg fast forankret.

Endnu har høvdingesiden ikke fået noget navn, men måske skulle jeg hente et af mine mange kælenavne frem, fra et lager i den helt modsatte ende af bygningen. Høvding Botto?

Hvor meget er penge værd?

Dyb respekt for den 44-årige enlige mor, som stillede op til almen beskuelse i TV 3’s ‘Luksus Fælden’. At udstille sin mangel på økonomisk sans på den måde er det første skridt på vejen til at få styr på tingene, og jeg håber meget at det lykkedes for hende. 

Jeg så nemlig ikke programmet til ende. Som afdelingsradiograf på et hospital fik kvinden 21.000 kr. udbetalt om måneden – altså efter skat. Dertil kom 4-5.000 kr om måneden i underholdsbidrag, plus børnebidrag og børnecheck til hendes 13-årige søn. De boede i en lille lejelejlighed. 

At man ikke kan få økonomien til at hænge sammen med så mange penge at gøre godt med, kunne jeg ikke holde ud at se på. Igen: jeg tager hatten af for den kvinde. Det er mere end mandsmod at melde sig til programmet. Godt moderskab. Hun ville netop også have råd til den kommende konfirmation.

Jeg gik tidligt i seng. Man skal stå tidligt op for at kunne nærme sig sådan en indtægt. Et af hendes problemer var, at hun havde svært ved at stå op om morgenen, så hun tog et par taxier om ugen til arbejdet. Hun havde ikke bil.

Jeg slukkede, da den kvindelige rådgiver stod og nedgjorde take away-mad. Hun var simpelthen for selvgod til min smag. Go away.

Man skal have penge til at leve for. Og man skal ikke bruge flere penge end man har råd til. Heldigvis har det vist sig, at jeg er ret god til at sætte læring efter blæring…eller hvad det hedder.

Men alligevel…21.000 kr udbetalt hver måned…plus det løse..! Det var sandt for dyden at sige et provokerende program, må jeg sige.

Gys(ser).