Jeg gik langs en lysende rapsmark og lo, så jeg var ved at dele mig i to. Himlen grinede med, mens jeg hørte noget der var så vidunderligt absurd at jeg nærmest krakelerede.
Mit liv var i forvejen ved at slå revner. Jeg var frakoblet enheden i helheden. Latteren var malplaceret, men den skyllede ind over mig som en tordenbyge man ikke når i læ for.
Jeg hørte to mænd mundhugges om smertestillende piller og rotter og tilgivelse og fortid og slutning.
Den ældre af dem er blind. Han kan ikke rejse sig fra sin stol. Den anden er halt og kan ikke sidde ned. De befinder sig i et gasværk. Udenfor er der tomt og øde, rapporterer den halte efter at have stavret rundt og op på en trappestige og kigget ud af vinduerne.
Alt hvad mændene siger til hinanden er fragmenteret og finurligt. De lægger hele tiden små onde sprogfælder ud. Spillet mellem dem havde eksisteret siden det år jeg blev født. Den siddende har en tøjhund som han kærtegner når han er bange og han har også en bådshage ved hånden. Den yngre taler hele tiden om at gå sin vej, hvilket vil være fatalt for ham i stolen.
Den yngre går hele tiden ud og ind af en dør til et køkken man ikke kan se og som måler ti fod gange ti fod gange ti fod, efter hvad han siger. Dér henter han hundekiks til den siddendes ældgamle forældre, der bor i hver sin skraldespand med låg på i et hjørne af lokalet.
Oldingene vil hellere have sukkerkugler fordi de ikke kan tygge kiksene og plager forgæves igen og igen, ligesom den siddende forgæves spørger den yngre om det er nu han skulle have sine smertestillende piller. Da det endelig er pilletid siger den yngre triumferende at der ikke er flere piller.
Flere gange beder den ældre om at blive slået ihjel, men får nej. Den yngre vil hellere gå sin vej og gør sig til sidst klar til at rejse…men kan ikke gennemføre det, når det kommer til stykket. Teaterstykket.
Det hele lød komplet vanvittigt, men da alting i forvejen var helt uvirkeligt, på grund af skilsmissen, hjalp det at høre noget der forekom endnu værre.
Mine usynlige vandrefæller var lige ud ad min landevej. Jeg var fortvivlet og gik lange ture for at holde det ud, og da jeg ikke er god til at græde var det befriende at kunne grine højt og vise tænder i landskabet.
Det kan landskaber sagtens holde til.
Beologisk Institut 