Monthly Archives: august 2011

Cool night

Mens jeg boede i lejligheden under den, jeg bor i nu, undrede jeg mig ofte over hvorfor min overbo så ofte havde sin opvaskemaskine kørende om natten. Hele natten, faktisk.

Jeg lå i min seng og prøvede at få den rytmiske snurren og durren deroppefra til at blive en del af mit indslumringsmønster. Det lykkedes nogenlunde. Sådan da.

Nætterne her er lidt specielle, for hele dagen er der en konstant larm fra ringvejen nedenfor ejendommen. Det stilner af ved godnattid. Kun hidsigt hylende sirener fra de ankommende ambulancer til hospitalet lige over for, prøver at opretholde støjniveauet. Og når stilheden pludselig findes, så bliver enhver afbrydelse ekstra påfaldende. 

Da jeg så flyttede herop, så opdagede jeg at den generende brummen ikke var fra en opvaskemaskine. Eller vaskemaskine. Den kom fra et køle/fryseskab. Og det skab skulle jeg overtage.

Siden har skabet og jeg været endnu tættere på hinanden. Kun en enkelt væg skilte os. Vi har levet sammen som to isbjørnehanner på en alt for lille flage. Hvidvarevanvid af iskold vanvare. Glade for hinandens kompetencer. Sure over prisen. Gensidig respekt, trods alt. I smug, 

Men det har været et forhold med kulde som grundpræmis. Mange gange har jeg smækket døren ekstra hårdt i, så A38’en er blevet til A39.

Nat efter nat er jeg vågnet ved den småsnerrende lyd og den uafvendelige vibreren, er stået op, gået ud i køkkenet, har åbnet døren og skruet ned fra 3 til 2. Så standser den irriterende lyd.

Ahhhh….og så hurtigt ind i Morfi’ favn igen.

Men nu har jeg fået nok. Jeg orker ikke den nattelarm længere. Desværre er jeg alt for nærig til at købe et nyt. Selv om jeg egentlig ikke har brug for så stort et skab og da slet ikke for frysedelen.

Jeg kunne købe et brugt A++ køleskab, spare 200 kW-timer om året og tjene det ind på 3-4 år. Men tænk nu hvis det også brummede. Den chance tør jeg slet ikke tage, men så fik jeg en idé.

Og nu står det lortekøleskab så ude i entréen. HA! Jeg glæder mig til i nat. Tilbage er der så kun at forbedre københavnernes sundhed så meget, at de aldrig bliver hasteindlagt om natten.

Nogle idéer? 

Reklamer

Tidssug

Det går pludselig op for mig, at jeg måske skal til at tænke mig lidt om. Hvis jeg først kan få folkepension om femten år, så er det jo spørgsmålet om jeg i mellemtiden kan tjene til dagen og motorvejen.

Og ikke alene skal jeg overveje om de job, jeg lever af nu kan holde i femten år. Jeg skal også til at være langt mere opmærksom på om jeg har fysikken og hovedet til at køre igennem til 2025 – bare ved at mumle lidt om mord og blod og sælge et program eller to ude på Skråleøen.

Når man er timelønsansat som jeg, så er der ikke noget der hedder løn under sygdom. Dagpengesystemet har jeg, gudskelov, meldt mig ud af forlængst. Men dermed er reglerne også ligetil: no work, no pay. Ærligt, med kant.

Hmm…

Så bliver det lige med ét ret vigtigt hvordan ryggen har det. Om der er ryddede vejbaner i blodbanen. Om personalemøderne i diverse (og de værste) indre organer forløber i god ro og orden. For slet ikke at tale om snurrepotten. Og lemmerne. Plus de finere kemiske ligninger.

Man kan hurtigt få nogle kvababbelser, som i sig selv kan være…hov, nuer sgu fodbold!

VIDERE!

Dirch

Forleden havde jeg fødselsdag. Som en lille gave til mig selv købte jeg en billet til filmen ‘Dirch’, og så den i dag klokken 14 i Imperial Bio.

Jeg kan stadig huske hvor nervøs jeg var, da jeg som lille dreng vovede mig hen til Dirch Passer. I seks år boede jeg på Bakken, hvor mine forældre arbejdede nærmest i døgndrift i sommervarmen. Selv tullede jeg rundt, kørte tusindvis af gratis ture i rutschebane og radiobiler og kiggede på de voksne.

Og man kunne også allernådigst få lov at se Cirkusrevyen, hvis man kendte den helt rigtige måde at spørge overkontrolløren om lov. Men een gang var jo ingen gang for mig, og der var jo andre metoder. Man sneg sig ind under teltdugen og så forestillingen mellem benene på en intetanende publikummer. Blev man opdaget vankede der lammere.

Var man ekstra meget mere modig, og hvis man brændte for sagen, så prøvede man også at liste sig ind i pausebaren under forestillingen. Så kunne man forsigtigt og ærbødigt nærme sig skuespillerne og danserne. Vejen fra garderoberne til scenen gik gennem den bar. 

Jeg brændte. Og fik hilst på nogle af dem. Også Dirch Passer.

Jeg vidste han havde haft fødselsdag, og ville give ham en gave. Det var måske i 1968. Jeg var elleve år og han i begyndelsen af fyrrerne. Min gave var en lille legetøjsbil, en lokomobil. Den havde jeg sikkert vundet i et af gevinstspillene derude.

Han modtog den som om det var en meget fin gave. Kaldte på Ole Søltoft (mener jeg det var). “Se Ole, jeg har fået en lokomobil..!” Jeg rødmede og trak mig tilbage.

Filmen om hans liv berørte mig meget, og jeg synes at Martin Zandvliet har løst den umulige opgave med stort mod og med et resultat, som jeg tror ville have opfyldt de drømme om seriøs kunstnerisk kvalitet, som filmen også handler om.

Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe er imponerende i rollerne som Dirc og Keld. Kaas ville have været på Herrens Mark uden Ranthes sublime med- og modspil. Det er meget mærkeligt at se Kaas spille scener op imod Martin Buchs udgave af Kaas’ egen far, Preben.

Jeg elskede hvert et sekund af den film, selv om den mest gjorde ondt. Et stort smil måtte jeg dog sende med tankemail til min kongelige kontrollørkollega Heidi ‘Krøllemor’ Keller, der i filmen spiller Lommerpige på fornemste facon.

Sidste oplysning i filmen er at Dirch døde i en alder af 54 år.

Det blev jeg forleden.  

Danske Bank irettesætter mig

Jeg fik en check tilsendt.

Beløbet lød på ca. 2.000 kr., og er en tilbagebetaling i forbindelse med varmeregnskabet for min lejebolig. Administrationsfirmaet bruger Danske Bank, så det er en Danske Bank-check.

Det er jo ret smart, når jeg selv har konto i Danske Bank. Jeg går derfor op i min egen kasseløse filial, for at få checkens beløb indsat på min konto.

En kvinde på min egen alder, eller måske i virkeligheden nok lidt ældre, måske, kommer hen imod mig med et ansigtsudtryk, som om jeg minder hende om hestemøg. Hun undgår øjenkontakt indtil sidste øjeblik. Hendes “Ja?” er næsten uhørligt.

Jeg når kun halvvejs hen i sætningen, før hun bremser mig. De kan ikke hæve deres egen check. De har ikke maskinen, der kan gøre det. Jeg kan få en kuvert. Så vil der gå et par dage.

Senere på dagen opsøger jeg en filial i vandkogningszonen. Den har både kasse og brugbar maskine. Jeg viser checken og mit Visa Dankort frem for den unge kvindelige kassemester, hvis familie nok ikke har haft den samme slægtsgård i Svogerslev i generationer. Nok snarere i Lahore eller Bangalore.

Hun taler perfekt dansk, og optræder venligt og bestemt. Der er problemer. Jeg kan ikke hæve checken uden at fremvise billedlegitimation. Siger hun. Hun spørger om min adresse (den står på checken). Jeg nævner den. Hun kigger med let plirrende blik på skærmen. Om jeg har netbank?

Ja, det har jeg da, svarer jeg. Godt så. Jeg får undtagelsesvis lov til at lade bankens egen check forvandle sig til et beløb, der nu optræder på min konto i selvsamme bank. Næste gang skal jeg altså have billedlegitimation med, formaner hun. Jeg går med et bistert ansigtsudtryk. 

Hvad fanden i hede hule forpulede helvede er problemet? Jeg ved godt, at reglen om at jeg skal fremvise billedlegitimation måske ikke engang er bankens egen opfindelse, eller noget. Jeg har det bare meget, meget svært ved at blive mødt med mistro. Når jeg har det kundeforhold til banken i forvejen. 

Som om jeg ville begå fængselsudløsende straffelovsovertrædelser for at flytte 2.000 kr til min egen konto. Hvis jeg ville have pengene i hånden, så kan jeg forstå det. Eller hvis checken var fra en bank på…Cuba eller i Venezuela. Eller Roskilde.

Helt ærligt.  

Fenger fænger

Ærlig med kant.

Sådan sammenfatter sangerinden Søs Fenger sin holdning til hvordan en god sang skal være.

Hun sagde det i P1’s ‘Besøgstid’ forleden. Teksten skal være ærlig. Musikken skal være gennemført, men der skal undervejs være ét eller andet som får lytteren til at skærpe opmærksomheden. En lille overraskende kant.

Jeg studsede. Hendes måde at synge på har altid ramt mig mere end så meget andet. Hun har et eller andet som smutter ind i hjertekulen. En sikker teknik med sprødsom og småhæs sensuel kvalitet i fortolkning og finish.

I mit eget kunstneriske virke, hvor jeg skal læse lange og mange romaner og krimier højt for en lytter, der ikke følger med i den trykte bog, tænker jeg hele tiden på hvordan rytmen, tempoet og intensiteten skal være.

Hvis man bare læser løs, så kan der hurtigt gå autopilot i det. Det kan blive for lækkert. Man skal selvfølgelig både have en god stemmeklang og kunne læse afsnit efter afsnit op uden at hakke eller kløjs i det. Lytteren skal føle sig tryg lige fra første side. Men måske ikke for tryg hele tiden?

På det seneste er jeg begyndt på, uden at have planlagt det, at lave nogle små overraskende brud i linjerne. Hvis en person siger noget spøjst, eller hvis teksten byder på et meget overraskende ordvalg, så kan jeg godt finde på at holde en lille kunstpause.

Som om teksten blev skrevet på stedet. Som om den ikke stod dér allerede på en bogside. Det er jo mig, der fortæller historie. En mundtlig gengivelse. Ja, gu’ ved både jeg og lytteren at det handler om en i forvejen trykt bogtekst, men faktum er jo at jeg læser noget højt, og det skal jo lyde som om handlingen sker lige dér og lige nu.

Jeg er dog stadig i tvivl om de små bitte pauser dér. De kan hurtigt komme til at lyde som en billig effekt. Kruk. At jeg ønsker at få opmærksomhed. Som sagt er det kommet helt af sig selv, og det virker KUN hvis resten af oplæsningen fungerer så perfekt som muligt. Ellers virker kontrasten slet ikke.

Og da jeg hørte Søs Fenger forklare sin metode, så følte jeg at der gik en lige linje mellem hendes arbejdsovervejelser og mine. Jeg gør det jo intuitivt. Det sker fordi sætningen bér om det. Og en anden dag ville jeg ikke lægge nogen pause ind lige dér. Det er lidt lissom at improvisere i jazzmusik.

Det er mit håb at metoden giver en ekstra levende kvalitet til lytteoplevelsen. At lytteren mærker at stemmen tilhører et menneske. At det ikke bare er én lang afliring af ord. Som sikkerhedsremsen på et fly før afgang.

Men nu, efter at jeg har skrevet om det, så holder jeg måske op med at gøre det. Måske skriver jeg om det for at få det til at gå væk. Det ville være typisk mig. 

Min datter hørte for nylig ‘Fars store hemmelighed’ – en superfestlig og totalt najs syret islandsk børnebog om at have en misbruger som forælder – og hun studsede meget over min nye teknik. Hun kunne ikke lide den. Jeg havde bedt om hendes holdning til det.

Men måske fik det hende til trods alt at lytte mere koncentreret. Jeg studser selv, når jeg hører det. Når det sidste ord i sætningen mangler, og det så kommer efter et lillebitte ophold. Kanten.

Ærlig med kant. Du tog mit hjerte med.

Dejlig tragisk dødsulykke

Man skal have mindst et kvarters motion hver dag, siger kødsnedkerne, så nu tager vi lige en tur på kæphesten.

En dansk avis skriger ‘Død efter fald fra tivoli-forlystelse’. 

GYS…er det Bakken eller Tivoli?

’23-årig kvinde blev dræbt, da hun faldt seks meter ned fra en attraktion i en forlystelsespark’ – ivrer Ekstra Bladet videre.

Oh skræk. Er det mon nogen, jeg kender? Jeg kender flere 23-årige kvinder.

Nåååh, det er i Italien! Det får man bare først at vide, når man kommer længere ned i artiklen. Dermed er det lykkedes bladet at få sig et indbringende klik, baseret på læserens frygt for at det er sket her i landet.

Min kæphest udtaler: “Det er fair nok at skrive om sådan en ulykke. Men hvis stanken af spekulation i at tjene penge på en bevidst søgen efter vold, mord og ulykker med dødelig udgang, der kan skabe mere frygt, som man kan skrive en hel masse mere om for at pseudo-berolige læseren, skal være til at udholde, så kræver jeg følgende:

At jeg samtidigt får at vide hvor mange tivolier, der er i Italien. Og i Europa. Gerne et bud på hvor mange 23-årige der på samme tidspunkt kørte op og ned i en tilsvarende attraktion. Med hvin og stor glæde. Det er sikkert et forbavsende højt tal. Og hvis man får det tal, så bliver ulykken isoleret til det ene særtilfælde og dermed omgivet med en tryghed for den, der kunne være bange for selv at falde ud.”

At fokusere på sådan en enkelt-ulykke, hvor tragisk den så i øvrigt er, kan ikke være andet end rå spekulation i at tjene penge på en frygt, man selv skaber. Nyheden bringes ikke på grund af dens væsentlighed i forhold til et dansk nyhedsbillede, men kun for bruge dens tragik til at skaffe flere klik på netavisen.

Ahhhh, det var en god tur.  

Alvorstid

Been there.

Dødskamp fra første sekund, mobning, store tab, nedture, kriser, ægteskab, børn, skilsmisser, sygdom og arbejdsløshed.

Done that.

Nu er det alvor. Jeg kan ikke længere hidse mig op over den slags småting. I mit liv, lige nu, er der helt andre vigtige ting at tage stilling til. Og ja, du må godt få nogle eksempler, for jeg kender dig jo. Du tror ikke på selv den bedste dørtærskel.

Jeg har altid sagt ‘stagnjeret’ når jeg har skullet udtale ordet ‘stagneret’. Nu er jeg kommet i tvivl om man skal høre det dér ‘j’. Det var bare et eksempel. Er du så tilfreds? NEJ??

Okay.

Så er der alle de ord, hvor man undlader at udtale et bogstav. Postbud, duftspor, luftfart, vestkysten, frugtkurv, vægtløftning. Det er lige til at gøre een søvnløs midt om dagen. Ingen morfar. Heller ikke i underført betydning.

Jeg kæmper med det, men du må have forståelse for at det koster. At jeg ikke altid har kræfter til at dikke dig under hagen. Ordene er sindssygt jaloux anlagt. De kan gøre ubodelig skade på alt og alle ting.

Nu ved du det.

Spar Nord sparer på servicen

Min datter og jeg går ind i Spar Nords eneste filial i København.

Vi vil lige høre lidt om status på hendes bankkonto. En dame, som ser ud som om hun lige har fået nedslående svar på livsvigtige blodprøver, møder os. Det virker ikke som om det redder hendes dag at vi er der. 

Det er noget rod at have så sparsom en bank. Men efter nærmest at have tryglet hende om lidt service, så får vi oplysningerne. Et par måneder efter ringer vi og beder om et hævekort, så min datter kan hæve i andre bankers kontantautomater. Det skulle vi nok få.

Tiden gik.

I dag gik jeg så alene ind i den kasseløse filial på Rådhuspladsen. En lidt yngre dame møder mig denne gang. Hun ser ud som om hun lige har hørt i radioen at hendes familie er taget som gidsler i hajfyldt piratvand. Det virker ikke som om jeg i hendes øjne er en rigtig sailor

Jeg spørger hvorfor kortet ikke er kommet endnu. Hun lader mig stå og blomstre foran hendes bord. Perfekte negle klakker forsigtigt på tastaturet.

Tiden går.

Efter en rum tid siger hun at nu er sagen ordnet. Jeg ser spørgende ud. Jo, nu er der bestilt et kort. Ingen forklaring. Ingen beklagelse. Jeg må selv spørge hvad der gik galt i første omgang. Nå ja, siger hun, den medarbejder jeg havde talt med i telefonen havde vist glemt at bestille det.

Javel så.

Jeg tvivler på at det kort får særlig lang levetid.

Jeg kunne være blevet europamester

Da jeg debuterede i 2002 (nej, ikke seksuelt, trods alt) med den røde digtsamling ‘Blindforsøg’ var der en decideret stavefejl i den. Ordet ‘rygrad’ havde fået to g’er dér i midten. Ryggrad. Pinligt for en selvudnævnt god staver.

Nu ser jeg at europamesteren i fodbold fra 1992, Morten Bruun, som oven i at have spillet for og have trænet Silkeborg IF er uddannet journalist, laver samme fejl. Han er i dag en fremragende ekspertkommentator og analytiker på Kanal 6.

Det er i klummen ‘United og de andre’ i gratisavisen Metroexpress, at han skriver om Chelsea: “…let bliver opgaven ikke, for ryggraden på holdet skal skiftes ud inden længe.”

Tænk engang. Jeg bliver sgu så glad. Og han er virkelig en smart fyr. Han blev europamester uden at have spillet et eneste minut i slutrunden i Sverige. Det svarer til at jeg får nobelprisen i litteratur uden at udgive en bog.

Verden har brug for os wise guys with backbones.