Slægt skal følge slægt

– Hej Far.

En hilsen fra søn til far er de sidste ord i min hidtil eneste roman, der handler om en ung mands vej fra situationer til millioner.

Bogen ender med at han ser sin biologiske far komme op ad trappen i den etageejendom moderen ejer. Denne far er lisså kendt i offentligheden som han og sønnen er ukendte for hinanden.

Min far var 48 år, da jeg blev undfanget. Det var året efter at Sovjet med vold og magt havde standset en begyndende revolution i Ungarn, hvilket må have været en stor skuffelse for min far, der havde sympati med de tanker, der lå til grund for livet i saltagurken, samovaren og vodkaens hjemland.

Jeg har altid sagt i en sjov sætning, at jeg aldrig har haft en samtale med min far, hvor vi brugte flerledede sætninger. En lidt mere alvorlig udlægning kunne være, at han og jeg ikke fik nogen særligt tæt kontakt i de sytten år, jeg nåede at leve inden han døde af en blodprop i hjertet.

Det er snart Jul. På den aften hvor man fejrer hvor flot gavepapir kan skinne og røde sløjfer kan bindes, bliver alle relationer sat på årets hårdeste prøve.

Som om familien er et skib, hvor en ny last udfordrer sødygtigheden, og hvor mandskabet spørger sig selv om man mon vil kunne ride en storm af i Biscayen. De tør bare ikke spørge den rugende kaptajn, og alle ved at førstestyrmanden skylder ham penge fra kortspil i officersmessen.

Kan det nu også passe at min far og jeg aldrig talte sammen? Og uanset om det passer eller ej…hvorfor har jeg så den følelse?

Jeg kunne tage en snak med min storebror om det emne. Han er en klog mand og vi har jo samme far. Ikke samme mor, selvom de pudsigt nok havde det samme dobbelte fornavn. Jo, han var smart, den gamle.

Min halvbror har jeg ikke talt så meget med i årenes løb. Jeg har haft tre ældre halvsøskende. Nu har jeg to tilbage, og det har altid været sådan at der ikke har været nogen særlig kontakt mellem os. Det har jeg altid accepteret som en slags naturlov, men det er det jo ikke. Slet ikke, faktisk.

I disse dage, hvor den første efterårsstorm nærmer sig, tænker jeg meget på min far og på min kloge halvbror. Jeg har selv et fader/søn-forhold til en dreng midt i tyverne, som ved hjælp af nysgerrighed, snilde og vilje har skabt sig en god platform for et langt og godt liv. God uddannelse, skøn kone og to pragtfulde små børn. Han er en god dreng, og jeg er stolt af ham.

Vist er jeg ikke hans biologiske far, men jeg har trods alt haft vagten i så lang tid, at jeg uden videre påtager mig ansvaret for den fædrene service han har kunnet trække på. Nu er han selv far, og han elsker sine børn og sin kone. Jeg er mere end glad på hans vegne.

Jeg er ret sikker på at det bliver en god jul for ham, og dermed er jeg fortfarende en glad fungerende far. Og hvis min far læser med (de har vel et eller andet æble-produkt i Himlen?) – så vil jeg bare ønske ham God Jul deroppe og sige til ham:

– Hej far!

– Er det din, den dér?

Idet jeg indefra skal gribe fat i håndtaget får jeg øje på spejlbilledet af mig selv i opgangsdørens vindue.

Det er gråvejr udenfor og ret mørkt i det hele taget, selvom klokken kun er lidt over tre. Jeg kommer fra anden sal.

For måske 467. gang har jeg været på arbejde i den gule industribygning med 20-30 små firmaer. Jeg har indtalt den sædvanlige time og sytten minutter fra en dramatisk roman, hvor der dræbes, råkneppes og siges slemme ting bag ellers elskede næres ryg.

Jeg ser ud som jeg plejer: to par sorte joggingbukser i oversize, sorte sneakers, en ældgammel limpopo-farvet vamset jakke med lynlås, sort halstørklæde, sort kasket og sorte ørebøffer.

Da jeg kommer ud på pladsen foran opgangen, kan jeg straks se at den er helt gal. En pænt stor hvid kassevogn fra et af de kendte transportfirmaer holder med bagklappen slået ned på anløbsrampen ved siden af opgangen.

Vognen holder så meget på tværs at 8-10 parkerede personbiler ikke kan komme ud, hvis de vil. Transportchaufføren er der ikke. Måske er han på vej op eller ned med den store vareelevator.

En af de indelukkede vil gerne ud. En mand midt i trediverne står ved bilen med en mobiltelefon for øret, måske på ventetone i transportfirmaets omstilling. Mit gæt er at han har stået der i lang tid. Motoren er i gang og føreredøren står åben. 

Han får øje på mig, da jeg åbner opgangsdøren. Mandens småfornærmede udtryk irriterer mig. En tændt smøg i den mobilfrie hånd. Han har overskæg, pjusket hår og ølmave. Da vi får øjenkontakt løfter han cigaretluffen, peger med den og siger:

“Er det din, den dér?”

Enten er han dummere end selv stand up-komikere tillader, eller også er hans desperation ved at koste ham den sidste rest af mental førlighed. Jeg glor bare på ham uden så meget som at blinke.  

“Er det DIN, den dér?”

Jeg kan ikke med min bedste vilje forstå, hvordan han kan få sig selv til at tro, at jeg har noget med sådan en transportvogn at gøre. Hvordan han får mine joggingbukser til at rime på europa-paller. Derfor glor jeg bare videre på ham, som om han er en ny attraktion i zoologisk have.

“ER det din??”

Vi får aldrig begyndt den samtale som måske – hvem ved – kunne have sluttet med fuld fælles forståelse. Jeg kommer fra et univers af mord, vold og modbydelighed. Nu vil jeg fanme have fyraften.

Jeg holder masken, vender ham ryggen uden svar, og går med disse ord i mine ører:

What is the point of this story/what information pertains/the thought that life could be better/ is woven indelibly into our hearts and our brains

DSB = De Smiler Bare

I dag tog jeg på overraskelsestur til min datter på hendes fynske kostgymnasium.

Hun skulle optræde med en lille selvforfattet monolog, og jeg havde ingen aftenvagt på hverken Skråleøen eller i Sludrehytten.

Ergo skulle jeg efter generalprøvevagten på Livlægens Besøg i Operaen med IC3 toget fra Hovedbanegården til Nyborg på en ordinær Standard-billet klokken 17.00.

Kunne jeg lige nå i Brugsen på Christianshavn Torv og købe nogle…noget et-eller-andet til turen?

Ork ja, for klokken var jo “kun” 16:47, da jeg med varerne lunt i muleposen ventede på bussen ved Lagkagehuset. Den første som tilbød sig var en 66’er, som ganske vist kører et sving rundt om Borgen, Diamanten og havneløbet – men jeg mente helt hundrede at jeg ville kunne nå toget.

Det kunne jeg så bare ikke. Da jeg kom stæsende ned på Perron 6 så jeg to røde baglygter på vej vestover.

På billetkontoret nåede jeg dårligt nok at forklare mit problem, før jeg stod med en ny pladsbillet til klokken 17.30-afgangen.

Øh…tak.

Et lyntjek på Rejseplanen havde vist, at der gik en bus fra Nyborg mod Svendborg en halv time senere, så jeg ville kunne ankomme til Oure et minut før tæppet gik op.

På det nye tog satte jeg mig et andet sted end den tildelte plads. Togføreren sagde smilende, at det var da helt i orden. Han virkede som om han ville have taget jobbet som frivilligt arbejde. Meget smittende fredsommelighed. Vældig fornøjeligt.

Jeg nåede frem i tide. Datterens monolog gik rent ind. Den handlede om raseri. Hun blev glædeligt overrasket over mit besøg. Det var spændende at se hende og de andre på teaterlinjen. Tidligere i dag havde de haft gæstelærer: Thure Lindhardt. Ikke dårligt.

Klokken 22.36 går jeg op på perronen på Nyborg Station med en billig forhåndskøbt Orange billet hjem til hovedstaden. Et tog ruller ind – og pludselig kommer jeg i tvivl om det er nu eller først klokken 23.00.

Jeg mener at jeg skal vente lidt efter bussens ankomst, men billetten findes kun som PDF-fil på min lille bærbare, som ligger slukket i tasken.

Jeg ta’r chancen og hopper ombord i sidste sekund. Ups…det VAR først kl. 23.02. Jeg tilbyder den kvindelige togfører at stå af i Korsør og vente på det tog, min billet gælder til. Hun ser først strengt på mig og siger, at det burde jeg sandelig også gøre.

Men….da hendes tog i forvejen er et forsinket lyntog som nu er omdannet til et IC 3-tog, så må jeg for en enkelt gangs skyld køre med til København, på trods af min manglende billet.

Det kunne jo være at forsinkelsen, som skyldtes sporarbejde, også ville ramme efterfølgende afgange. Men KUN denne ene gang, sagde hun med et formanende smil. De findes!

En meget glad mig satte mig ind på klapsæde 54 i vogn 20. Der sidder jeg sådan set stadig. Vi har lige forladt Høje Taastrup.

Jo, DSB har det med at være lidt kringlet og kranglet. Og jeg har sandt for dyden at sige stået med en meget opgivende mine og stampet på mangen en trist perron.

Men der er også dage som denne.

Det vil jeg skrive mig bag mine røde…aj, orange ører.

Mit køleskab er en kikkert

Lige siden jeg flyttede mit køleskab fra køkkenet ud i entréen, har jeg nydt nattens glæder, så meget som det nu engang er menneskeligt muligt når man sover sammen med sig selv, og pga en smule allergi ikke længere ønsker at have en varm teddybjørn i favnen.

Ofte, når jeg åbner døren ud til entréen, smiler jeg til den brummende kasse, der ikke længere kan smadre min nattesøvn. Det brummede nemlig meget tit. Og rystede. Og gav sig, Og sukkede. Og vibrerede. Og så videre.

Nu har jeg opdaget, at der er hul igennem.

Der er jo sådan en rende, hvor smeltevand kan løbe langs en slags bagkant inde i selve køleskabet. Væsken skal derpå filtreres eller i hvert faldes ledes ud til den hvide opsamlingsplasticbakke, der sidder fast på bagsiden af skabet.

Nu har jeg opdaget, at det dér hul, som vandet skal ud af, simpelthen er…ja, et hul. Der er kig ud til trådnettet bag på skabet, og hvis jeg åbner døren og kigger bagfra, så kan jeg se filmplakaten på modsatte væg.

Det kan da ikke være meningen, vel?

Skal der ikke sidde en eller anden sort dimmerdut i det hul?

Koster det mig en formue i elektricitet?

Kæmper det skab en daglig og især natlig kamp for at holde temperaturen nede?

Det er da godt, at det ikke er nede i frysedelen af skabet – bortset fra, at jeg endnu ikke har prøvet at bøje mig så langt ned.

Åh nej.

Spar Ord på Danske Anker

Min datter på 17 år har en bankkonto. Hos Spar Nord. Hævekortet kunne kun bruges i bankens egne filialer. Banken tilbød hende et specielt ungdomskort, som hun kunne hæve på i alle bankers kontantautomater. Hun sagde ja tak.

Tiden gik.

Jeg gik ind i den københavnske filial og spurgte til sagen. Den var glemt, eller i hvert fald ikke ekspederet. Fik jeg en undskyldning eller bare en mekanisk beklagelse? Nej. Kortet kom til sidst. Langt om længe.

Min datter har en anden bankkonto. Hos Danske Bank. Det er en konto, som hendes mormor har åbnet i sit barnebarns navn for længe siden. Nu var det tid til at få et hævekort. Banken tilbød i telefonen et specielt ungdomskort, som hun kunne hæve på i alle bankers kontantautomater. Jeg sagde ja. De ville sende mig nogle skemaer til underskrift.

Tiden gik.

Hun og jeg gik i forgårs ind i bankens filial på Strøget i Købehavn. Jeg er selv kunde i banken. Ved kassen spørger vi meget venligt til sagen. Manden trykker cpr-nummeret ind. Ser på skærmen. Siger, at han ikke kan se andet end at der mangler noget legitimation. Jeg spørger om han ikke kan gøre noget for at få sagen til at fortsætte.

Nej. Det kan han ikke. Hvis vi har bestilt det i bankens telefonkontakt, så må vi ringe til dem og rykke. Jeg tillader mig at synes, at det er en mærkelig situation. Hvorfor kan han ikke love at se på sagen? Nej. Han vil ikke noget. Jeg resignerer. Vi går ud.

Begge banker må siges at have ydet en ikke-inkluderende service.

Deres chancer for at kapre min datter som livslang kunde hænger i en tråd tyndere end deres grånende topfolks tilbageværende hårtjavser.

Super Sok Søndag

På mit aftenjob har man mestendels mørkt tøj på og ifølge reglementet skal man tilmed have sorte lukkede sko på.

Derfor prøver jeg også altid at grave sorte sokker frem fra bunken af kampklare tøjstykker, men med alle de vagter jeg har – både på Skråleøen og i Sludrehytten – så kan det godt knibe for de sorte at følge med. Alt for ofte har jeg måttet ty til en grå mellemløsning.

Sidste år fik jeg så chancen til at gøre noget ved det. I et eller andet varehus var der tilbud på en flok sammenbundtede kulsorte sokker. For en hund gik jeg hjem med to sæt på i alt tyve par. Glad var jeg.

Men nu kommer der så noget, der er typisk mig.

Følelsen af at have de dér sikre sorte sokker liggende gjorde mig så tryg, at jeg i stedet for at bruge dem, begyndte på et intenst forsøg på at få bugt med de gamle sokker, så jeg kunne starte forfra med de fine nye.

Der er gået mindst et halvt år, hvor det nye fodtøj har ligget og undret sig.

Vist havde jeg oven i købet en eller anden undskyldning med, at de nye sokker lige skulle vaskes en enkelt gang før jeg tog dem i brug, og det er jo en meget stor beslutning for mig at gennemføre så kompleks en handling, ikke sandt?

Men så i går…ja, jeg ved fanme ikke hvad der gik af mig – men pludselig var den der: Action!  Ned i vaskemaskinen med dem!

Ooooh, hvor jeg nød at klippe de plasticdimser op, der holdt sokkerne tæt sammen! Ihhh, hvor så de enkelte sokker sølle og angstfyldte ud, da de blev skilt fra flokken!

Og nu….nu hænger de allesammen nede i kælderen og tørrer i sammensyningerne ved tæerne. I kassen med gamle sokker er der vild panik. Der er nye tider på vej. Alle enlige sokker som ikke har haft en makker i månedsvis ved godt at det snart er slut.

At de får en sidste lille stjernestund som støvfjernere eller andre opgaver langt fra deres oprindelige funktion, inden turen går ud i affaldsskakten og ned….ned….ned.

Jeg morer mig over at jeg er god til at finde på løsninger, men elendig til at føre dem ud i livet.

Omvendt er den metode måske bedre end at foretager sig en masse ting, som man ikke kan forholde sig til før bagefter?

Impulshandlinger, som man fortryder?

Een ting er jeg sikker på nu:

I’m a sunday sock sucker!

Socks rocks!

Nød lærer tyk mand at flyve Cimber Sterling

I går satte jeg mig til rette i det forreste sæde, da Cimber Sterling skulle propellere mig til Rønne. Nå ja, ikke i pilotsædet, men i det forreste passagersæde i venstre side.

Det er en nødudgangsplads, og hvis man gerne vil sidde dér, så skal man opfylde visse kriterier.

Ifølge et hvidt plasticlamineret skilt, som lå sammen med brækposen, den almindelige nødprocedureseddel og selskabets læsemagasin i sidelommen, så var jeg en vigtig del af sikkerheden ombord, alene fordi jeg sad dér hvor jeg sad.

Du milde flyverute.

Jo, for hvis uheldet er ude, kan det blive mit ansvar at åbne nødudgangen. Eller få røven hurtigt ud af sædet, så de andre kan komme ud. Jamen dog.

Derfor kan man, af sikkerhedsmæssige årsager, kun sidde på den plads, hvis man er voksen (gulp), ikke er bevægelseshæmmet (diskutabelt), og fri for fysiske eller psykiske handicap (endnu mere diskutabelt).

Men vi er kun ved begyndelsen.

Cimber Sterling er nødt til at henvise mig til en anden plads, hvis jeg skulle vise mig at være “beruset, gravid, overvægtig eller har gipsbandage på.”

Jeg fik lov at blive siddende..!

Ergo er jeg ikke, ifølge Cimber Sterling, overvægtig.

Ta’ den, BMI..!

Solskinsøen

Sidst, jeg var på Bornholm, havde jeg feber. Men jeg ville afsted. Ekstra Bladet havde valgt mig til at dømme kredsfinalen mellem Nexø Centralskole og et sjællandsk hold i Skolefodboldturneringen.

Det gæstende hold var med i flyet fra Kastrup. Jeg havde spist nogle panodiler og dømte en feberkamp på enhver tænkelig måde. Hvem der vandt husker jeg ikke, men kampen endte 5-0. Tror det var udeholdet.

Året var vel…tja, hvornår var det? 1990? Mærkeligt som den slags diffunderer i erindringstågen.

I dag skulle jeg så til Bornholm for som beboerrepræsentant at deltage i et bestyrelsesmøde i den fond, der ejer det hus jeg er lejer i. Formanden bor i Klemensker, og mente at nu måtte det være os københavneres tur til at komme over til ham. Fair nok.

Pludselig sygdom i weekenden hos en anden mødedeltager gjorde dog, at mødet blev udskudt til senere på måneden i hovedstaden.

Ups. Jeg havde jo købt to flybilletter, som ikke kunne byttes! Hvad gør man så? Man laver det om til en hyggetur. Ergo lettede jeg i morges og skal hjem igen om lidt.

Jeg sidder i lufthavnen i Rønne og tænker tilbage på en dag så smuk, at jeg vil tage dens skønhed og stemning med mig til det hinsides.

Da BAT-regionalbussen nåede til Nexø fra lufthavnen var solen brudt gennem skydækket, og jeg kunne sidde mutters alene på havnen og nyde de to medbragte sandwich. Derpå kørte bussen op til Allinge-Sandvig, hvor jeg gik den mest ubeskrivbare tur i den næsten mennesketomme dobbeltby, og videre op mod Hammershus.

Alting stod skarpt som en kokkekniv. De små huse, alle med salgsskilte. Røgerier og fiskebutikker havde lukket for sæsonen. Jeg nød at kunne gå i fred, dog med hovedet fyldt af tankevækkende ord fra den nye 24Syv-radio, som sendte tale-programmer. ‘Romerriget’ med Knud Romer. Guf for mig.

Solen stod lige bag den historiske borgruin. Dybt nedenfor lå den blåglitrende Østersø og smilede til mig. Jeg var meget tæt på at få et lykkeanfald, men dertil var der trods alt for langt op fra startpositionen. Det har været nogle hårde dage op til i dag.

I morges kom brandbilen til mit nabohus, hjemme på Bjerget. På førstesalen har jeg i lang tid kunnet se de ubevægelige sortstrømpede fødder af en person, som døgnet rundt lå i den samme seng kun afbrudt af regelmæssige besøg af hjemmehjælp og sygeplejersker. Og det var netop i den lejlighed at der havde været brand. Hvilket mareridt. 

Og her sidder jeg med prikkende skaldepande fra de timers sol, jeg har fået på vandreturen. Jeg har haft en af de smukkeste dage i mit liv. Det er en gave at få lov at opleve den slags.

I morgen er jeg midt i det kendte igen. Så skal jeg lade som om jeg er en svensk læge, der aldrig har kendt en kvinde, og som vil gå til ekstremer for skåne en patient fra sin ægtemand, der kræver sin ret fra sin halvt så gamle kone.

Om aftenerne skal jeg så gå rundt og sælge programmer i Operaen. Et dejligt job, for det meste. 300 uopfordrede ansøgninger om året.

Eventyrlige rejsedage som den i dag perspektiverer alle de almindelige. Jeg er mere end lykkelig for at jeg kan give mig selv sådan en oplevelse.

Og ifølge Cimber Sterling, som om lidt skal smutte mig hjem til aftenkaffen, så fejler jeg intet og er ikke det mindste overvægtig.

Mere om det i morgen…eller en anden dag.