For mig gik det egentlig ganske godt i den tysktime, jeg overværede, men jeg glemte dog at tage mit halstørklæde og tophue med. Derfor fulgte min datter mig tilbage til lokalet en halv time efter.
– Nu må vi ikke håbe at lokalet er blevet aflåst, siger min datter bag mig.
Jeg kunne på afstand se at døren ikke var aflåst – og for at bevise det, greb jeg fat i håndtaget og flåede døren op med et dramatisk brøl. Det var min sikre og bestemte forventning at lokalet var forladt og tomt.
Det var det ikke.
Der sad 20 elever + en lærer med hver sin opslåede bærbare computer. De havde matematik.
Læreren, som ikke anede hvem jeg var, så på mig. Alle elevhoveder drejede sig på tælling i samme ulyksalige retning.
– Jamen, kom dog indenfor…sagde han roligt, uden så meget som at blinke.
Jeg var nu blevet til en stenstøtte. Min datter smuttede hurtigt forbi mig, og informerede alle om, at jeg kun var der for at hente mine beklædningsgenstande.
En let fnisen tog sin spæde begyndelse i den siddende flok, og jeg retirerede med røde øren og en intens trang til at leve videre uden arme.
Læreren hedder Morten Lindholmer, fortalte min datter bagefter.
Undskyld, Morten Lindholmer.
Beologisk Institut 
Klukker af grin 😀