Monthly Archives: februar 2009

Nej, for satan..!

Jeg sad i går eftermiddags på en træbænk i læskuret på Ny Ellebjerg station. For engangs skyld er der ikke en af de ulyksalige rygere tilstede, der søger ly for vind og vejr. Derfor glæder jeg mig til at kunne sidde i fred og ro og tyre gratisaviserne igennem, inden min datter kommer med E-toget fra Køge.

Men.

Så kommer der to kinesere gående på perronen, og de er ikke i tvivl om hvor de vil hen. Hen til min bænk. Ikke om disse raske ungersvende ville drømme om at stå op ude i den friske luft. De er tynde og har hver sin bærbare i en taske over skulderen.

Der er kun lige plads til os alle tre på bænken, men de er åbenbart vant til kropslig nærkontakt i det offentlige rum, så de sætter sig uden videre mens snakken går om et eller andet. De ikke så meget som ser på mig, og jeg har ikke en kinamands chance for at læse eller trække vejret.

Jeg pakker aviserne sammen, og sender en tanke til den unge kvindelige student i IC3-toget forleden. I dette tilfælde er der ikke nogen kommunikation. Kun mig med min surhed. Måske skulle jeg spare sammen til en ferietur i Beijing, og ikke bestille andet end køre rundt i diverse offentlige transportmidler, og møve mig ind på ledige sæder og puffe og mase og føre lange og påfaldende høje samtaler med min egen mobiltelefon.

Men jeg kan jo for så vidt også lade være. 

Før jeg i tankerne når halvvejs til Riget i midten, har de to ungersvende rejst sig og taget A-toget. The Duke har ikke levet forgæves. Kort efter kommer E-toget, og så er der fest på den glade station.

Reklamer

Ja, for helvede..!

Jeg sidder på yderpladsen i IC3-toget, som behageligt vugger hen over de fagre sletter. Min bærbare står slået op og tændt på bordet. Det tomme vinduessæde til venstre for mig gi’r god plads til mit mulenet og ledningen op til strømstikket i loftet.

Der sidder heller ingen lige over for mig. Diagonalt for mig, på det modsatte vinduessæde, sidder en ung mandlig student med opslået Mac. Han og jeg nyder at kunne sidde og surfe med albuerum og plads til tanker.

I Slagelse kommer et antal passagerer på. To kvinder kommer fra døren bag mig bagfra og hen til mig og studenten. Jeg gør alt for at se sur og utilnærmelig ud, så de vælge andre alternativer, men de vil sidde på de to tomme sæder. Den ene sætter sig overfor mig. Hun er en fin lille ung kineser. Måske også student. Smart tøj. I mit højre øre hører jeg nu hendes veninde spørge med en meget spinkel og forsigtig stemme, om hun eventuelt må komme ind til vinduessædet. Hun taler engelsk.

Jeg ved, at jeg er nødt til at lade hende komme ind, så jeg resignerer og begynder at pakke sammen. Langsomt, meget langsomt. I forvejen har jeg et reserveret sæde ved det modsatte vindue, men derovre er de tre andre pladser optaget, så jeg har været glad for den gode mulighed på den anden side af gangen.

Det går åbenbart for langsomt for den unge dame, og jeg har heller ikke hverken svaret hende eller set hende i øjnene. Hun bøjer sig derfor lidt ind over bordet, så hendes ansigt er næsten lige udenfor mit. Igen spørger hun undskyldende, om hun eventuelt må komme forbi mig og ind på vinduespladsen.

Jeg eksploderer: “JA, for helvede…hvis jeg lige måtte få to minutter til at pakke sammen, moster!”

Allerede ved mit tredje ord, har hun med rædsel i øjnene kastet sig baglæns og væk fra denne vredladne og gnavne mand, der svarer på dansk når hun spørger på engelsk. Jeg pakker alligevel sammen, og går over til min vinduesplads. Den anden kineser ser på mig, men blander sig ellers ikke i situationen.

På resten af turen til København H sidder Mac-studenten og den anden kineser og taler engelsk sammen om forskellige studieting. Måske kendte de to kineserpiger ham i forvejen. Den forskrækkede kineser kommer aldrig tilbage. Jeg sidder og forsvarer mig selv over for mig selv med, at jeg jo sagde ja!

Men der er ingen undskyldning for min opførsel.

Sådan er jeg altså også.

And the Oscar goes to….

Jeg vil ikke påstå, at jeg skulle have været inviteret med til søndagens Oscar-gala. Men Dorte W. Høegs kortfilm ‘Grisen’, som er årets danske håb om en guldstatuette, har jeg en lillebitte forbindelse til.

Filmen er baseret på en fin novelle af den norske forfatter Lars Saabye Christensen, og handler om hvor ødelæggende kulturelle og religiøse dogmer kan være for mødet mellem mennesker. Jeg skal helt bestemt se filmen, når den bliver sendt på mandag aften på DR 2, kl. 20.30. Da ved vi, om filmen har vundet i kategorien ‘Bedste Korte Fiktionsfilm’.

Det glæder mig, at Dorte er nået så langt. Jeg kan huske hende fra mit første journalistjob på Kanal 2 Morgenflimmer sidst i firserne, hvor hun var redigeringstekniker. Aldrig glemmer jeg en meget tidlig morgen ved halv seks-tiden, hvor vi sad i et lillebitte rum og klippede et eller andet inferiørt indslag sammen om noget mode-noget, som jeg ved lisså meget om som visse nøglemedarbejdere i Danske Bank ved om rettidig omhu. Undervejs i indslaget vandrer nogle lidet påklædte kvinder frem og tilbage på catwalken, og så fræsede Dortes herlige skipper skræk-stemme til mig: “Hva’ så, Botto…får du stiv pik, når du ser dem dér?”

Om jeg fik det eller ej, fortaber sig i de historiske tåger, men jeg har endnu en lille connection til ‘Grisen’. Jeg har nemlig indlæst den på lydbog, og var fuldstændig vild med den. Den er blandt det bedste jeg har fået lov at lave. Som sagt indgår historien i en novellesamling, og hvis vi skal tage titlen som et tegn, så har Dorte gode muligheder. Bogen hedder nemlig ‘Oscar Wildes elevator’.

Pøj pøj, Dorte….og husk nu: håret tilbage, ikk’?

I mørke er alle katte rå

Den jyske elskovsdrik var gledet ned, omend med periodisk synkebesvær langs de blå bånd. Det var en benyttet kontrollør som ved midnatstid i aftes satte sig på et af de to sidevendte sofasæder i Bus 66 med kurs mod bjerget. Snefald gjorde føret og udsynet problematisk, men jeg kunne hurtigt se og mærke at jeg og de øvrige passagerer var i gode hænder.

En årvågen, slank chauffør med spids næse og en lille smule sandfarvet, måske rødternet hår havde absolut kontrol over Operabussen. Og der var en helt særlig detalje ved ham, der gjorde mig nostalgisk og sendte mig nordpå til fiskebuddingens land.

Jeg fik mig en god ven i Oslo, da jeg boede i byen i et års tid i 1980. Han hedder Tord, og så sent som for nylig havde jeg fornøjelsen af at få besøg af ham og hans elegante bergensiske hustru, Else. Dengang, i min norske tid, ejede han en udfaset ambulance. Eller også roder jeg det sammen, så han ejede en Mercedes stationcar. Jeg arbejdede jo som ambulancemand, selvom jeg hverken måtte køre den eller anede noget om førstehjælp. Meget betryggende for nordmændene…eller måske ikke.

At Tord havde en god bil, er i hvert fald helt sikkert. Med servostyring. Ja, faktisk tror jeg at Tord er født servostyret. Han bestiller altid en hel masse, og når at lave en ubegribelig masse ting, uden at gøre store bevægelser. Han er smooth. Der er lidt cool cat over ham. Og nu kommer vi til detaljen, som han deler med Bus 66-kaptajnen i aftes.

Tord var en suveræn bilist. Jeg er selv gammel taxichauffør, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Okay, de kretensiske buschauffører er lisså gode, men det er en anden historie. Tord kørte som et svin, set udefra. Med højst en lillefinger på den nederste kvadratmillimeter af rattet, sendte han mørseren rundt om hjørnere og på kryds og tværs i den norske hovedstadregion, med en hastighed og frækhed som ellers kun ses i dårlige amerikanske film.

Men han havde altid fuldt overblik, og der skete aldrig noget. Og når han i sidste sekund bremsede ned for en morlille fra Drammen, på grund af den rigoristiske højrevigepligt i Oslos gader, og med en flad hånd viste hende at han ville vente til hun havde passeret, så kunne det ske at han for at bløde op på situationen løftede solbrillerne op, så hun kunne se at hans semi-sataniske smil var både lunt og venligt længere oppe.

Tord kørte med solbriller. I al slags vejr. Og om natten. Han sagde, og jeg tror ham, at det var på grund af et migræneproblem han døjer med, at han er meget lysfølsom. Det så bare dybt provokerende ud, når han fræsede rundt om Stortinget i snevejr klokken 23.30 med afsikrede pilotsolbriller.

Det tænkte jeg på i aftes, da superchaufføren zigzaggede gennem København, som om han havde opfundet privatbilismen. Med solbriller for øjnene. Kun når han skulle ekspedere, og trykke byttepenge ned, satte han Ray Ban’erne op i panden.

Jeg slappede af i fuldkommen tryghed, og så for mig ham og Tord som Crockett ogTubbs, i en skandinavisk genindspilning af Miami Vice. På snescooter i Stockholm med bind for øjnene. Det skal trods alt være en spændingsfilm.

It’s a goal!

Jeg er aldrig rigtig røget på det der spilleri på diverse konsoller, kasser, maskiner og boxe. Lige siden jeg som dreng på Dyrehavsbakken blev en pinball wizzard på diverse flippermaskiner har jeg ikke haft længslen efter at stirre på en skærm, mens mine fingre hastigt og lystigt smutter rundt på en lille sort vibrerende dimmer med joystick og spændende knapper. Så hellere stirre dybt ind i en smuk kvindes øjne, mens mine fingre…ja, du forstår sikkert.

Men jeg har jo med et halvt øre fulgt med, når den ene begejstrede nørd efter den anden har givet alle mulige fodbold- og krigsspil seks stjerner, lagt oven i en endeløs strøm af lovprisning. Senere kom syng-med-spillene og guitarspillene, og nu er Wii-spillene dukket frem – hvilket får hele familier til at ligne folk med flere kilo kløpulver hældt ned ad nakken, når de spiller bowling eller tennis uden kugler og ketchere.

På min ferie i Ribe Byferie, så jeg ud af øjenkrogen to andre gæster spille en dybt mystisk fodboldkamp, på aktivitetslokalets dertil opstillede spillemaskine. Det var et fodboldspil, og i en forrygende kamp kommenteret af den engelske BBC-veteranspeaker John Motson, mødtes Argentina og…Brøndby. Det pirrede min nysgerrighed. Kunne man eventuelt lave en pokalfinale mellem Brasilien og Svendborg?

Min datter tilbød sig som modstander, og vi skyndte os at skabe en kamp mellem Brøndby og FCK. Min datters yndlingshold vandt 1-0, fordi jeg kunne ikke få mine åndssvage spillere til at løbe derhen, hvor jeg ville. Jeg aner jo ikke hvad man skal trykke på! Så prøvede vi igen. Samme resultat. Enten skød mine spillere bolden ud af stadion, eller også fældede de dommeren bagfra. Fnys. Det var også snyd, at stort set ingen af de navngivne spillere på banen spiller for klubberne mere. Wieghorst for BIF og Zaza for FCK…så skal det jo gå galt, ikke sandt?  

Så forsøgte vi os med lokaldramaet Tottenham-Arsenal. Det kedelige hold vandt 1-0, og det er jo en gammel nyhed. Heller ikke i Lissabon-opgøret mellem Belenenses og Benfica, fik jeg andet end to indkast og en ørkenvandring ud af det.

Næh, du…bordtennis! Det ved man da hvad er. Celluloid møder gummi. Ping møder pong. Svedige hænder. Kantbolde. Netrullere. Kontrasmash.

Old school. Old boy. Oh boy 🙂

Sudan skal det ikke gøres

TV 2 lader TV 2 News om at lave middagsudsendelsen, og det går sikkert fint de fleste gange. Men når de bruger grafikere eller producerassistenter, der ikke kan stave, så er det skadeligt for troværdigheden.

I dagens udsendelse satte de først et stort skilt op, som påstod at Socialdemokraterne havde præsenteret en Vækspakke – og det kan jo være en enlig smutter. Men bare sekunder efter bragede et nyt skilt op, som påstod at der var en aftale på vej i Dafur.

Så zappede jeg hen til DR 2’s pausebillede med skøn P 2-musik.  

UPDATE: DR 2 indledte kort efter sin transmission fra Folketinget. Blandingen af Kanal Klog og landets parlament kunne vel ikke andet end vise klassen over for TV 2 News?  Suk…et skilt dukkede op med den lakoniske meddelse, at Tinget behandlede et lovforslag om anvendelsen i fængsler af…peperspray!

Strø endelig salt i såret. Smertegrænsen er nået.

Lille mand – stor udvikling – høj pris

Personlig udvikling kan være meget givende. Samfundsudvikling, og måske især byudvikling, kan være en gave til en stor befolkningsgruppe, samtidigt som den ødelægger tilværelsen for enkeltpersoner og familier.

Jeg husker stadig min forargelse, da jeg for år tilbage hørte om måden man med lumpen list og afsikret lovgivning, fik fjernet en række villaer på Amager, som stod i vejen for Øresundsbroen. Beboerne blev ofret på fællesskabets alter på den mest hjerte- og hensynsløse facon.

Man skulle tro, at man som medlem af et demokrati, har gode muligheder for at øve indflydelse på selv store beslutninger, måske hjulpet godt på vej af pressen, der skal afspejle de holdninger som råder netop nu.

Da man skulle beslutte linjeføringen af den københavnske Metro, kom en masse beboere i Tårnby på Øst-Amager i klemme, fordi sporerne ville skære deres bydel midt over. Deres indsigelser blev tålt, men fik ikke den store indvirken på projektet, der tordnede uanfægtet videre – af hensyn til storbyens udvikling.

Amager Metro Gruppens talsmand, Martin Einfeldt, har skrevet en bog om processen. Jeg kender ham privat, og synes han er en hædersmand, så man kan ikke regne med at jeg bedømmer sagen objektivt. Men den er alligevel principiel – og interessant for den, der spekulerer i tanker om hvad magt er, og demokrati, og redelighed, og byliv, og transport og og og…

Jeg har ikke læst bogen endnu, men Einfeldt har åbnet en Facebook-side, hvor teksten lægges ud lidt efter lidt. Han kalder det et demokratiprojekt, hvor andre borgere i klemme kan drage nytte af amagerkanernes dyrekøbte erfaringer.

‘En planlagt katastrofe’ kalder han det. Læs med, og dan din egen mening om han har ret.  

Bare en stemme?

Nu har jeg 10-20 gange set den samme tv-spot på DR, og for hver gang bliver jeg mere og mere olm i sulet. Vist er det glimrende, at man gratis (husk lige licensen) kan downloade Kaaberbøl & Friis’ krimi ‘Drengen i Kufferten’ fra Kulturguidens hjemmeside.

I tv-spotten hører man små uddrag fra lydbogen, der er indlæst af…af….nå nej, det får man ikke at vide – og det er det, jeg er vred over. Heller ikke på Kulturguidens hjemmeside gider de oplyse hvem min kollega er. Det lyder som Stig Hoffmeyer, men jeg er ikke sikker. Man kan i hvert fald høre at det er indlæst dygtigt og professionelt.

Endnu opfattes os indlæsere ikke rigtigt som kunstnere, men måske mere som kunsthåndværkere. Jeg diskuterer løbende med ‘Smagsdommerne’s redaktion, om indlæsning af en roman er så selvstændig en kunstnerisk præstation, at den kan bedømmes som sådan. Det mener de ikke rigtigt.

Og jeg forstår det simpelthen ikke. Hvis to forskellige dirigenter dirigerer det samme orkester i en kendt symfoni, så anmeldes og vurderes det som selvstændige bud på en fortolkning. Hvis to solodansere danser de samme trin i det samme store parti i en kendt ballet…ja, så bliver det opfattet som to forskellige udtryk, der kan vurderes og bedømmes.

Men min fortolkning af en i forvejen kendt tekst, er tilsyneladende kun en slags speakerindtaling, på samme måde som forsinkelsesdamen på Hovedbanegården. Og min kollega fra Kaaberbøl/Friis-bogen bliver ikke engang nævnt ved navn, trods den enorme markedsføring via mange, mange tv-spots på DR!

Måske skal markedet bare udvides lidt mere, så kommer interessen for de enkelte indlæsere helt af sig selv. Vi må se ad… 

 

It’s a tøf world out there

Der er en milliard biler i verden, og eksperter regner med en fordobling i løbet af femten år.

Jeg havde en bil engang. Faktisk har jeg ejet to biler. En lille blågrå tre-dørs Fiat 127, da jeg som 20-årig boede i bofællesskab i Hjortespring, og blandt meget andet tog et kvantespring ind i seksualitetens verden. Så tog jeg på højskole, og solgte bilen til en af de andre elever. Han hed vist Kongerslev. Da jeg var omkring 30 år købte jeg en helt ny bil. En rød fem-dørs 1,4 Fiat Tipo. Den var dejlig. Jeg solgte den til en tyrker i Århus ti år senere, cirka.

I dag har jeg ikke nogen bil. Og jeg er begyndt at synes, at den måde bilisterne sidder på i førersæderne, er en lille smule komisk. Armene og benene peger lige ud i luften, mens motorkraften puffer dem fremad, ofte i skræmmende høj fart. Kropsstillingen som sådan er besynderlig. De sidder der bare og vipper med fødderne. Frønn frønn dytbil.

Som en lille baby, der bare sidder på gulvet og sidder. Øjnene prøver at fokusere. Tungen tæsker rundt om sutten, hvis en sådan benyttes. Men der sker ikke andet, end at babyen sidder.

Så kommer mor.