Monthly Archives: august 2007

fem fredagsord

mundsved
dagsværk
henhold
fordom
bagskid

Reklamer

Det her er vist ikke helt skeløjet

»Jeg mener virkelig, at man skal tænke over, hvad man roser sine børn for. For man risikerer, at de gemmer de sider væk, der ikke får ros. Man skal være varsom, for det er ikke alle børn, der er lige stærke.(…) Det er igennem modgang, man udvikler sig. Så når mine børn bliver kede af det, kan jeg finde på at sige: ‘Nå. Så fik du dig et problem. Vi skal jo alle ha’ et eller andet at slås med’.«
  
(Psykolog, forfatter, ex-model Renée Toft Simonsen i Nyhedsavisen om den angst hun har oplevet livet igennem)

Arme bøj og Dankort stræk!

Svensk folkemusik kan få folk til at gøre de mærkeligste ting.
Jeg kan stadig huske tilbage til engang i firserne, da skånske ‘Filarfolket’ spillede i Vognhjulet i Thorsgade på Nørrebro.

Gruppen af unge musikere blandede svensk polska, vals, march og 
halling med krydrede verdensmusikrytmer som om det da var den mest 
naturligste ting. Hver for sig og sammen var de så dygtige og levende, og 
arrangementererne så krøllede, frække og nyskabende, at resultatet blev 
uimodståeligt og åbenbarende for mig.

På et tidspunkt i koncerten åbnede musikken mig så fundamentalt, at jeg havde det som om jeg var blevet frelst. Jeg overgav mig. Hvis gruppen havde repræsenteret en eller anden vupti-religion, så var jeg blevet en ydmyg discipel. Men de var såmænd bare musikanter på et højt niveau. 
Violiner, blæseinstrumenter, stemmer og percussion. Flere af dem blev rigsspillemænd – og gruppen blev en evolutionær kraft i svensk musikliv.

I går lyttede jeg til den cd med Filarfolket, jeg havde lånt på biblioteket 
i forgårs, da jeg var flygtet fra Pingvingården på Frederiksborgvej. Genhøret 
var så vidunderligt, at mit hjerte begyndte at smile helt af sig selv. Egentlig 
skulle jeg bruge cd’en til at mixe og brænde en cd til en fjern bekendt, men 
der er ikke noget at mixe. Jeg vil maile til vedkommende, at det er meget 
nemmere at låne cd’en ‘Vintervals’ på biblioteket, eller købe/downloade 
gruppens cd’er (f.eks. ‘Smuggel’) via nettet. 

Filarfolket findes ikke mere.
Vognhjulet findes ikke mere.
Jeg findes.
Hjertet.

På mandag begynder jeg i fitnesscenter på daglig basis.

  
Filarfolket

Pral er ikke altid kun pral

For et par år siden sad Donald Thomas og et par venner og sludrede i et cafeteria. Snakken gik som den ofte gør mellem mænd. Donald påstod at han sagtens kunne hoppe over to meter. Han var 21 år og læste til lærer 
i Nassau på Bahamaøerne.

Det troede gutterne ikke på. De væddede om det og begav sig straks hen på seminariets idrætsanlæg. Hopla! Donald over 1,98, 2,02 og til 
sidst 2,13 meter. I første forsøg. De andre måbede, og han blev spurgt om han aldrig havde tænkt på at dyrke højdespring? Næh, det havde han da sådan set ikke. Det gad han da ikke. Han spillede basketball. Basta!

Nærmest for sjov tog han et par prøvetimer med en atletiktræner, og efter de to timers teknisk instruktion sprang han 2,22 m. Det fik ham til at overveje at skifte idrætsgren for alvor. I 2005.

For få sekunder siden blev Donald Thomas fra Nassau verdensmester i højdespring i Osaka i Japan med et spring på 2,35 m. Det ser bare totalt krøllet ud når han sprællende passerer overliggeren. Som om han ikke aner hvad han har gang i. Men over…det kommer han!

Manden har ingen respekt for højder.
Dertil er Donald Thomas alt, alt for ny i faget.
Han bruger ikke højdespringssko med pigge.
Dem har han ikke lært at bruge endnu.
Han har trænet seriøst siden januar.

På to år blev han bedst i verden.

Eventyrligt?
Eventyrligt!

danske pingviner elsker svensk folkemusik

først cyklede jeg ned i en jysk butik og købte en topmadras
allerede i lørdags købte jeg den og var meget glad for den
så kom propsyren fra skibsrederen med en anden madras
som netto kostede under halvdelen i forhold til den jyske
det fik mig til med det vuns at levere jydemadrassen tilbage
jeg lynede rullemadrassen op og tog skumgummikernen ud
omslaget fik fyrre graders finvask selvom det skulle renses
efter vasken måtte jeg klippe femten centimeter af kernen
og jeg sov godt med den nye topmadras og klipmadrassen
men det irriterede mig at jeg er så smålig over for mig selv
nu har jeg den oprindelige topmadras men der er flere ting
skumgummikernen i madrassen er for slatten og gammel
skumgummibutikken har ferielukket helt frem til på tirsdag
en fin ny rullemadras til halv pris fra jydebutikken er for dyr
kan du nu forstå hvor meget jeg havde at tænke over i går
oven i det kom det problem at min venstre øreprop skratter
hvordan er det muligt når sættet kun er fem dage gammelt
ydmygelsen er dobbelt fordi det gamle sæt også skrattede
allerværst er det dog at jeg ikke kunne finde kvitteringen
halvtreds kroner er for pokker vel også en form for penge
humøret var bestemt ikke i top da jeg cyklede til gymnastik
nikolai og de pakistanske pingviner ventede måske på mig
i første omgang ville jeg bare møde op og hilse og snakke
sandheden er at jeg var sløj i går med allergisk forkølelse
da jeg så kom hen til adressen var der alt for tomt og tyst
pingvinhuset viste sig at være et slags genoptræningscenter
på stedet udviklede jeg den onde form for akut dødsangst
vist var der kondicykler men jeg kunne ikke tåle stilheden
panikken fik mig til at cykle op på biblioteket og sidde lidt
for at føle mig i live lånte jeg en cd med svensk folkemusik
egentlig vil jeg helst liste hen i et fitnesscenter og gå i gang 
men det koster det samme som ti nye luksusrullemadrasser
måske skulle jeg købe en springmadras og hoppe på den
og slå løs på gamle puder og skrige op og råbe islamabad  
mens jeg visualiserer at jeg er en superfit topscorepingvin 

Rudimentært synsbedrag

Det passer ikke, og det har jeg også sagt til mig selv hver gang B&O’s tv-reklame for den nye hanky-panky-arty-farty fladskærm er blevet vist.

Jeg er altid meget opmærksom når der sker noget nyt i den verdenskendte Struer-virksomhed, som jeg deler initialer med.

Vist hentyder B&O til stifternes efternavne i tv- og radiofabrikken, som gennem tiderne har været nyskabende, når det gælder design og kvalitet. B&O hentyder til mine fornavne, men jeg regner den forskel som værende et typisk tegn på, at jyder holder lidt mere på formerne end vi gør herovre. Nu er jeg kommet i tvivl om den forskel stadig eksisterer, eller om virksomheden går helt nye veje, på en måde som må forbløffe selv den mest ferietabletfriske københavner.

Det passer ikke – men hvis det gør, så er det godt nok frækt.

Jeg mener at have kunnet konstatere, at virksomheden lader den tidligere chatkonsulent Rudy Frederiksen præsentere B&O’s nye fladskærmi tv-reklamen. De kalder ham godt nok noget andet, og titulerer ham chefdesigner, men havde politiet ringet til mig kl. 03.20 i nat, og spurgt om jeg kunne bekræfte at jeg havde set luskebuksen Frederiksen i en tv-reklame for noget af det mest eksklusive billedfremføringsmateriel som findes på kloden, så ville jeg prompte sige ja.

Men det kan da ikke passe, hva’?

Det ligner ham ellers på en prik, især den måde han fniser på til sidst i reklamen. Det ligner 100% den hvidhårede Rudy, som gnubber sit hvide skæg og fniser over at man havde sat ulven til at vogte fårene. Jeg synes nok at B&O burde have skærmet mig for den oplevelse, selv om det ikke kan passe at det er Rudy. Det er garanteret ham chefdesigneren, som ikke har haft tid til at chatte i de sidste ti år, og som ikke kunne drømme om at begære et får.

Det passer ikke.
Det er ikke ham, men det ser sådan ud.

En flad fornærmelse.

Merlene fra Cold Springs

En elegant sprinter suser gennem morgenheden i den japanske by Osaka.

Det er 57. gang løberen stiller til start i et VM-løb.
Hun har 14 VM-medaljer og 8 OL-medaljer.

Merlene Ottey er 47 år og repræsenter Slovenien.
Født 10. maj 1960 i Pondside på Jamaica.

Hun bliver nr. 4 i sit 100 m-heat.
Dermed går hun ikke videre til mellemrunden.

Jeg ville få kramper i benene bare ved at tage flyet til Japan. Hatten af for en mesterlig moster. Still going strong.

På tirsdag starter jeg på Pingvinholdet hos Nikolai ovre på Frederiksborgvej.
Nu skal jeg fanden gale mig ha’ jazzet flæsket op. Merlene viser vejen.

Update (5/1-08): Merlene beskyldes nu for at have brugt ulovlige stoffer for at opnå sine fine resultater.

Katrine fra Vejle

Hun står på knæene på sengen med overkroppen oprejst, og skal til at tage sine lange lyseblå, eller måske snarere lyserøde bukser af. Hun ser på kameraet med et let fnisende smil. Egentlig et muntert ansigtsudtryk. På væggen hænger et lille maleri i abstrakt stil. Hun har ikke noget tøj på overkroppen. Katrine er 20 år og har halvlangt kastanjefarvet, måske endda en anelse rødblondt hår, og et charmerende halvskævt smil.

I næste vindue ses hun direkte forfra, stadig knælende på madrassen, som er opredt med hvidt sengetøj. Nu har hun pludselig en blomstret BH på, eller næsten på. Stadigvæk det samme glade smil, dog uden at vise tænderne denne gang. Her kan man se at bukserne har en slags snørebåndslukning foran til. Smart nok.

Nu har hun ryggen til, stadig på knæ, og de lange bukser er væk. Et par små underbukser i samme stof og farver som BH’en er på vej ned over hendes flotte bagdel. Hun ser ind i kameraet med et blik, der siger fest og ballade – men helt uden provokation. Barmen er ikke stor. 

Fjerde billede er taget ovenfra og ned i sengen. Fotografen har måske stået i sengen. Katrine ligger på ryggen og har underbukserne på. De dækker helt for kønnet. Benene er ikke samlet. Hun lukker øjnene, og prøver at se ud som om hun tænker på noget behageligt. Hænderne ligger på brystet. Tænderne er lidt lange og den tynde næse peger opad.

Femte vindue er meget udfordrende. Katrine ligger ovenpå dynen og har ikke noget tøj på mere. Hun hviler på højre albue, og ligger på højre side med benene bøjet op under sig. Hele bagpartiet vender ud mod
kameraet, og der er ingen detalje på hende som ikke tydeligt kan ses.
Blikket er nu en anelse mere pågående, men trods den meget intime
selvudlevering er det pudsigt nok hendes fødder som virker mest nøgne.

Nu er hun oppe på det ene knæ igen, mens hendes højre ben støtter ned i madrassen på foden. Det ser ud som om hun har lidt svært ved at holde balancen. Hun holder derfor fast på højre knæ med højre hånd, mens hun med den venstre sørger for at man stadig kan se præcis hvordan hun er skabt, selv i de allermest private dele. Blikket er en anelse anstrengt, trods smilet. Der er to abstrakte minimalerier på væggen, kan man se her.

I syvende vindue ligger hun på ryggen, og peger sine samlede strakte
lange ben op i luften. Igen virker hendes fodsåler unødigt afslørende, selvom hun ikke har andet på end sine øreringe, armbånd og fingerringe i sølv. Hun er en meget velskabt ung kvinde med blød varmtonet hud.

Her ligger hun på maven. Billedet er taget oppefra, måske stående i sengen. Hendes halvlange hår falder blødt ned på den øverste del af ryggen. Man kan kun se højre side af hendes ansigt, og hun har lukket øjnene. Venstre hånd har hun ført ned mellem benene under sig, og hun er stadig meget nøje med at sørge for, at intet er skjult.

Lyset omfavner både Katrine og det hvide sengetæppe hun ligger på. Hun ligger på ryggen med lukkede øjne, og benene fra hinanden. Ansigtets højre side er vendt ned mod sengen, og hun prøver igen at se ud som om hun nyder at ligge der og holde med den ene hånd på brystet, mens den venstre hviler blødt ovenpå hendes hårløse venusbjerg. På hendes venstre kind ser man, at huden dér er lidt uren. Resten af hendes hud er så ungdommelig perfekt, at hendes åbenlyse nøgenhed er lige så skulpturel som bevidst erotisk.

Det ottende billede er taget en meter fra fodenden. Hun ligger i en unaturlig position, på knæene, med siden til. Med hele venstre arm støtter hun under sig, mens højre hånd er skjult mellem benene. Hun ser med sine blå øjne i kameraet og smiler sødt, men opstillingen fungerer ikke som billede.

Næstsidste billede er det bedste. Man ser hende omvendt, altså med hovedet ned mod bunden af billedet og fødderne mod toppen. Katrine ligger halvvejs med højre side til, og holder med sin venstre hånd under knæhasen på venstre ben, som er halvt løftet. Lyset rammer hende, så hendes øjne lyser op gennem smilet. Hendes hår ligger fordelt rundt om 
og under hendes smalle ansigt. Lyset rammer også hendes brystparti på
en måde som forstærker indtrykket af en naturligt velskabt ung kvinde. Højrehånden ligger på kønnet og sørger for at detaljeringsgraden er bibeholdt.

På det sidste billede ligger hun på maven, med højre ben løftet op under sig. Højrehånden er ført under benet og ned til kønnet, som blottes fuldstændigt. Hun har ingen neglelak på og ikke stærk make up. Katrine fra Vejle viser sin krop frem for den som vil se billederne af hende.

Under billederne bliver hun i et lille interview spurgt om hvad hun kan lide at tage sig til, når hun elsker. Det svarer hun på, og hun er ikke anderledes end landets øvrige 20-årige kønne unge piger. Hun foretrækker mænd, der er lidt macho, siger hun.

Ikke et ord om hendes liv i øvrigt. Intet. Hele øvelsen går ud på, at Katrine ser godt ud, og at hun godt tør vise det frem for alverden. Hun har ingen hemmeligheder tilbage til sin udkårne, uanset hvor macho han er, eller ikke er. Det befriende ved de tolv vinduer er det totale fravær af aggression. Der er kun en køn ung pige, som ser glad ud.

Jeg burde være glad for at have set Katrine.

Det er jeg ikke.

Men køn, det er hun.

Meget.

Begærer og begræder

Hun havde taget festtøjet på. Håret sat op til sidestep og småkager.
Pink partyjakke med strittende lammetotter i kække kontrastfarver, som perfekt spillede op til hendes levende mørke øjne.

Jeg sad ved bordet ved siden af og surmulede over et myggestik, jeg lige havde scoret mig på halsen mellem kravebenet og kæbebenet. Det 
hævede ekstraordinært, fordi jeg var kommet til at kvase kællingen mens hun havde det meste af hovedet boret ind i min blodbane.

Der var sommerfest på min datters skole. Vi havde fået noget mad og var ved at blive kaffestille. Aftensol. Til at begynde med havde jeg ryggen til hende med festtøjet og lammehåret. Det var min eks-kone og eks-svigermor som først fik fornøjelsen af hendes sublime optræden.

Der var noget hun gerne ville have, men ikke kunne få. På den ene side var hun stor nok til at bide i det sure æble. Det er ikke alt, man ønsker sig, man kan få. Derfor kan man jo godt reagere ved at give udtryk for sin sorg. Og det gjorde hun. Tro mig.

Hun græd. Ikke vrælende, vildt protesterende og i små irriterede stød. Men stort. Hun stillede sig ret op og ned med armene ud til siden i en beklagende gestus og græd sine modige tårer. Hun sang lange smukke arier med bogstavet A som eneste libretto. Adskillige andre borde afbrød samtalen og gav hende fuld opmærksomhed. Det fortjente hun.

Det var så smukt, trods den åbenlyse smerte.
Jeg måtte vende mig om og se på hende.
Da hun fik øje på mig og mit myggestik blev hendes sorg ikke mindre.
Hun gav sig påny hen til tårerne og ulyksaligheden.
Med blikket søgte hun efter en trøstende favn og fandt den.

En gestaltterapeut ville have klappet i hænderne.
Her havde vi endelig et menneske som går direkte efter at få sine behov opfyldt, og giver spontant udtryk for de følelser som opstår hen ad vejen.

Jeg blev helt jaloux på hendes evne og mod til at forløse sine følelser.
Eller måske gik min jalousi mere på at hun vidste hvor hun skulle gå hen, når græmmelsen blev ubærlig. Hun tankede tryghed op hos sin far eller mor, når billedet af de varme popcorn som nogle drenge ved et af de andre borde guffede i sig, poppede op for hendes indre blik.
Jeg tror hun nåede at få fem fuldbårne grædeture, bare ved tanken om tabet.

Hun var højst halvandet år.
Et lille menneske. Ind imellem sine wagnerske udladninger løb hun storgrinende op og ned af en lille glad græsknold fem meter fra rækken af langborde. I munden sikkerhedssutten.

Det gode liv.