TV 2 NEWS…lær af SVT Sydnytt!

Om præcis 24 timer starter den første danske døgnfoderautomat af tv-nyheder og ihhhh…hvor de glæder sig!

TV 2 laver nedtælling og TV 2 laver indslag om hvor spændende det i virkeligheden er og bliver. De er præcis lisså barnligt forventningsfulde som DR-kollegerne var før, under og efter flytningen til DR Byen.

Jeg tror ret beset ikke at seerne går lisså højt op i nyhederne om nyhederne som nyhederne selv gør.

Og jeg blev helt buddhistagtig ved 11-tiden her til formiddag.

Jeg sad og småzappede mellem de fire-fem kanaler jeg har og pludselig sagde det POPPKNAZZ på den særlige måde som jeg godt kender. Det er en særlig popknitrende lyd som fortæller mig at det nationale svenske tv-signal bliver “taget” af det lokale sydsvenske signal fra Sydnytts redaktion.

På billedet var der et nyhedsstudie med en tom stol…i baggrunden til højre blinkede en rolig tv-skærm med logo og den lange remse af sydsvenske byer som Sydnytt dækker: Kristianstad, Trelleborg, Malmö osv osv

Men ingen studievært.
Ingen nyheder.
Kun en behagelig snurrende lyd fra lamperne i loftet.
Det blev ved i flere minutter.

Var det virkelig således at der ingen nyheder var – og at det ville man vise på denne skønne måde?

Gid det var…det havde der sgu været stil og format over.

Men selvfølgelig var det bare en brøler, hvor produceren eller en anden var kommet til at lægge det interne signal direkte ud i æteren.

Snart kom studievært Petra ind og rettede stolehøjden, purrede op i håret og rettede trøjen så man kunne se at hun ikke er en sjuskedorthe.

Efter et par prøver indspillede man så den to minutter lange udsendelse som blev udsendt klokken 12.

Men jeg længes allerede efter den stille udsendelse uden andet indhold end at alt ånder fred og ro.

Den nyhed skal man nok ikke forvente i døgndrift på TV 2 News hvor man vil trives bedst med konflikter, modsætninger, brudflader og dramatiske LIVE BREAKING NEWS billeder i helikopterperspektiv.

Jeg siger på forhånd: velbekomme

…and all that Jazz

Der er penge i kommunikation.

17.000 kr om måneden for at bringe budskaber ud på en gul cykel.

Det er okay…og måske skulle jeg have spændt kæbemusklerne endnu hårdere rundt omkring bideskinnen.

Måske.

Munden er et kommunikationsmiddel.

Se nu bare ham Phil Jay ovre i L.A. – forleden var han på besøg i mormonbyen Salt Lake City i staten Utah hvor man i forvejen gør klogt i at vare sin mund.

Det kunne han ikke, for hans lange Lakers-drenge havde tabt en kamp mod det jazzede hjemmehold og Phil mente at det til dels var dommernes skyld.

Det sagde han så efter kampen.

Højt.

Den kritik har idag kostet ham en bøde på 25.000 dollars (141.650  danske kroner) fra overdommerne.

På 20 sekunder har Phil kommunikeret det samme beløb væk som jeg nok skal bruge cirka et år til at snakke mig til.

Jeg siger ikke det her…jeg skriver det.

Natteravne

Her sidder jeg ud på natten i min blå sofa og digter…og pludselig hører jeg glad og munter fuglesang ude i mørket.

You tell me…hvad er det for en fugl der pipper lystigt midt om natten sidst i november måned på Bispebjerg Bakke?

Er det en mursejler der taler i søvne…eller er det en natteravn?

Må vi få et bu’? 

Mennesker taler og skriver sammen

På den postrute jeg nåede at gå to gange var der den ene dag et brev til en kvinde i et af husene på en lille vej.

En villa…ikke prangende, ikke stor…bare pæn og nydelig.
Jeg genkendte modtagerens navn allerede under brevsorteringen om morgenen.

Hendes mand talte jeg nemlig i telefon med i 1984 i flere timer fordi han havde skrevet noget musik til en anden mand som var kommet til byen.
Vi nåede vidt omkring i samtalen og han er et af de mest imødekommende og ydmyge mennesker jeg nogensinde har kommunikeret med.

Mandens navn er Palle Mikkelborg (trompetist og komponist) og jazzsuiten han havde skrevet hed Aura til ære for trompetisten Miles Davis (1926-1991) som fik Sonnings Musikpris i 1984.

Telefonsamtalen blev optaget og klippet sammen med musik til en halvanden times portrætsamtale på den daværende Radio HSR i København, hvor jeg i et par år midt i firserne var frivillig programmedarbejder.

Mikkelborg skulle bare vide at jeg er det postbud som 22 år senere afleverede et brev i postkassen i forgårs til hans kone, harpespilleren Helen Davies.

Der er mange veje.

Voldelige unge ballademagere

Jeg vil i al fredsommelighed foreslå dig at klikke på billedet og se optagelserne på Politiken.tv fra mødet mellem to grupper mennesker i søndags…spørg eventuelt dig selv bagefter om du er enig med mig i at vi ikke kan have et samfund hvor unge mennesker optræder så aggressivt og voldeligt:

Hai Kurt # 12

kærlighedsgartner
små spirer kan fremelskes
ved at dyrke sex

Hai Kurt # 11

mursejler på flugt
du som sover i luften
sorte skrigefugl

                       

Satori # 12

Jeg har ikke ord for det

Farven er rød # 6

– Det er jo ikke noget svært job, det her… 

I dag var det min anden dag som fastansat postbud og jeg glædede mig!

Hoppede ud af sengen kl 05 og rullede med bus og tog til Gentofte Postkontor. Min rutinerede kollega, instruktør Michael, tog igen meget venligt imod mig, og vi gik igang med at få gjort ruten klar.

Der er rigtig mange ting at tage hensyn til, for at få driblet 450 husstandes post sammen til at kunne fungere indenfor den normerede tid. Ikke alene skal breve og brevpakker (‘klodser’) sorteres, men reklamerne skal fordeles og postmængden deles op, så man kan kun tager det med på cyklen man kan have i første omgang mens resten køres ud i nogle depotskabe på ruten.

Pludselig gik det op for mig at man skal være ret god til at få nogle praktiske delmængder til at gå op i en højere enhed med en masse forordninger, tidsmæssige krav og lokale forhold. Man skal være hurtig til at danne sig et overblik og ikke mindst til at omsætte det til praktisk handling. På samme tid skal man være meget, meget omhyggelig og alligevel få noget fra hånden.

Jeg ejer ikke de forudsætninger.

Faktisk er jeg ret klodset og ikke særlig hurtig til at opfatte baggrunden for at bestemte arbejdsgange er som de er.
Jeg bliver bange for at begå fejl og reagerer ved at sætte tempoet ned.
Instruktør Michael sagde ellers gentagne gange at jobbet jo ikke er svært…

At cykle rundt og dele breve ud og løbe op og ned af trapper synes jeg er decideret afstressende, men jeg egner mig ikke til at få systematiske og logiske ender til at mødes på midten.

Ude på ruten sagde jeg til Michael at jeg ville stoppe efter i dag, og at han endelig måtte forstå at det ikke var fordi han var en dårlig instruktør, tværtimod. Hvis jeg skal lave den slags arbejde, så vil jeg kunne blive god til det – og det tror jeg ikke jeg kan…ikke engang hvis lønnen var den dobbelte.

Man skal være kvik på en praktisk måde, og det er jeg simpelthen ikke.
Hvad den form for bevægelsesmæssig intelligens anbelanger er jeg mentalt underfrankeret.

Michael bad mig give det en chance, men jeg sagde pænt nej tak.
Så nu er jeg ikke postbud mere.

Jeg kan heldigvis få lov til at læse nogle flere lydbøger ind, så jeg går ikke konkurs lige med det samme.

Uro i Jernet?

Jeg ser på tv at humpende sædceller demonstrerede tidligere i dag i Industriens Hus.

Det er lidt af et personligt nederlag for mig.

Jeg har nemlig engang optrådt som kondom i Industriens Hus.

Det var i min tid som taxichauffør: en kvinde spurgte om jeg ville køre hende til Industriens Hus.

Ja, selvfølgelig.

Ville jeg udover min taxiuniform bære et bælte af oppustede kondomer i mange farver samt en chik kondomkyse, og ledsage hende ind i bygningen til hendes far som beklædte en ledende stilling i Dansk Industri?

Ja, selvfølgelig.

Hun havde et tilsvarende spraglet kostume på…mener det var noget med en kanin og nogle lange ører og forholdsvis alt for lidt tøj på nedover.

Vi gjorde det…hendes far svedte kraftigt på overlæben.

Kunderservice er mit mellemnavn.