Monthly Archives: juni 2008

Bare et godt råd (5)

Hellere trøffelhelt end tøffelhelt

Reklamer

kvinder i fremdrift

jeg siger det
cykelpiger med langstribede ben
åbenbarmer sig tværs over havneløb
fastholder de store styr og kædesmil
fortovsvokaler og krydderkonsonanter
undviger elegant listige bemærkninger
alpehuer armeres med driftige duftspor
blinker blåt hvis de skal modstrøms
på deres purunge bedstemorheste  
stålsatte med let eksede understel
det bliver sagt 

Lang næse igen fra Brian Arthur

Jeg gad næsten ikke åbne brevet fra Biblioteksstyrelsen. Lige siden jeg debuterede i 2001 har jeg måttet vinke farvel til flere tusinde kroner i kompensation for at man kan låne mine bøger på biblioteket.

Men selvfølgelig åbnede jeg brevet. Naiv er man jo. Minimumsgrænsen for udbetaling er 1.787 kr. For at regne mit beløb ud, skal man gange mine tildelte 33225 bibliotekspoint med årets pointværdi på 5,0564 øre. Det giver en sum på 167998,89 øre. Jeg går altså glip af et beløb før skat på 1.680 kr.  

Farvel lille tusindlap. Jeg håber fanme at min seneste digtsamling kan stoppe denne sindssyge farce næste år. 

det første digt

Mit arkiv består af tre gamle kufferter, og i dag var jeg på gæstevisit i dem for at finde et foto fra højskoledagene i 1979. Det fandt jeg ikke. Til gengæld dukkede det aller-allerførste digt op, som jeg debuterede med i antologien ‘Sjælens Betonklodser’ i 1977. Jeg har vist tidligere omtalt det. Titlen er ‘Byens Lys’ – og her er det i hele sin patetiske fuldstændighed:

en aften i byen
med tankefuldt sind
lysreklamers heftige lyn
som en hed sommervind

på turné i byens lys
med usikre skridt
et lille stille gys
et hjertes mareridt

i byens menneskestrøm
med hungren efter trøst
en ung sjæls knuste drøm
om en at trykke mod sit bryst

Othello med danske jordbær

I aftes købte jeg en Othellokage. Ekspedienten var en ung kvinde, som jeg har set før. Hun har haft job som butiksassistent i en dagligvareforretning nær min casa, men nu er hun altså i en bageriafdeling i en noget større biks. Hun er af afrikansk æt, cacao-brun i løden og taler perfekt NordVærst-lingo helt uden at blinke. Mon ikke hun er dansk statsborger, født og opvokset her i hoodet? Hun er den type afrikaner, hvor det hele ser rundt og sundt ud. Klare øjne, runde kinder, elegante bevægelser og en formfuldendthed som kun sjældent ses hos mennesker, der er af sjette generation i Valby, Stoholm og Snogebæk. 

Jeg fik en hurtig og kyndig betjening. Faldt også lige for to luksussnegle. Engang så jeg hende i festttøj stå af bussen halvvejs oppe af Bispebjerg Bakke sammen med nogle veninder. De havde noget suverænt flot kluns på, i stærke og varme jordfarver. Det var som om de var blevet vendt og drejet i en silkepalet af draperier og klædestof. Kors, hvor var de smukke!. Og hele tiden den meget oprejste gangstil og det stærke direkte blik med et touch af stolthed. Som om hun er fra en kultur hvor kvinderne er det stærke køn (den slags kan lette integrationen). Det, jeg har lagt mærke til hos hende, er den aldeles uforfærdede måde hun arbejder på. Både da hun sad i kassen henne om hjørnet og nu i den travle bageriafdeling. Der er ikke så meget fis og pjat og fnisen. Hun er meget opmærksom, uden at være sur. Jeg kan mærke på hende, at hun går direkte til angreb på livet. Aktion er lig med reaktion. 

Hun er lisså dansk som kuglen i trappeopgangen i Huset På Christianshavn, Misse Møhges rævepels og Fru Foghs dansesko. Også selvom hun ser alt andet end “dansk” ud. Jeg synes hun er sej. Det er typer som hende som kan tage fat i nakken på det her lille angstbævlende land og hælde noget varm chokolade ned i flødekanden. 

På beløbet?

Livet som toneart

I aften skal jeg til kaffe hos min ven Rasmussen. Jeg mødte ham på HF i 1975. Både han og jeg har haft noget at slås med i løbet af livet, men hans kampe har været en hel del hårdere end mine. Meget hårdere. Derfor er jeg glad for at vi kan mødes og hygge os og glo noget bold på fjernsynet.

Sommere ’77 kørte han og jeg rundt i England på bilferie. Vi havde lige bestået HF, og det skulle fejres. Jeg havde ikke kørekort, så han var vores chauffør i den hvide lejede Ford Escort vi hentede i Newcastle. Vi overnattede på vandrehjem og kom godt rundt på øerne. Skotland, Lake District, Wales, Cornwall og et smut til London inden hjemturen med færge og tog fra Southampton. I næsten to uger var vi afsted.

Noget, jeg husker tydeligt fra turen er musikken. I Leicester købte jeg en dobbelt-LP på kassettebånd. Albummet var udkommet i efteråret ’76, og det blev lidt af en milepæl for sin amerikanske ophavsmand. Hans livshistorie var bestemt heller ikke uden udfordringer. Hans mor, Lula Mae Hardaway var, efter en barsk opvækst, blevet gift med en ældre, alkoholiseret mand, der bankede hende og tvang hende til et liv som prostitueret. En dag flygtede hun med sine børn. Et af dem, Steveland Morris Judkins Hardaway, blev født seks uger for tidligt og var blind. Fattig, handicappet… og sort. Ikke de bedste odds, vel?

Men det viste sig, at Stevland havde et særligt talent. Og fordi han rendyrkede det og insisterede på at være glad for livet, kunne Rasmussen og jeg rulle rundt i Storbritannien og nynne med på sange som Sir Duke, Isn’t She Lovely, I Wish, As, Pastime Paradis osv osv. spillet højt på bilradioens indbyggede kassetteafspiller. Hver gang jeg hører et nummer fra Stevie Wonder’s Songs In The Key Of Life er jeg tilbage i den hvide Ford Escort sammen med min gode gamle ven.

If it’s magic…
Then why can’t it be everlasting
Like the sun that always shines
Like the poets endless rhyme
Like the galaxies in time

If it’s pleasing…
Then why can’t it be never leaving
Like the day that never fails
Like on seashores there are shells
Like the time that always tells

It holds the key to every heart
Throughout the universe
It fills you up without a bite
And quenches every thirst

So…
If it’s special
Then with it why aren’t we as careful
As making sure we dress in style
Posing pictures with a smile
Keeping danger from a child

It holds the key to every heart
Throughout the universe
It fills you up without a bite
And quenches every thirst

So…
If it’s magic…
Why can’t we make it everlasting
Like the lifetime of the sun
It will leave no heart undone
For there’s enough for everyone

Krig og Kærlighed

København. Jeg holder for rødt på Sølvtorvet på min lysbeigefarvede bedstemorcykel og venter på at kunne fortsætte ligeud ad Webersgade. Jeg hører radio og skriver en SMS, mens jeg venter på grønt lys. Pludselig lyder der et skingert HEY!-skrål bagfra, og jeg ved med det samme hvad der er tale om. Det er en kvindelig cyklist som føler at jeg holder i vejen for hende. Det er muligt at jeg er kommet for langt frem i forhold til lyskurven, altså forbi fodgængerfeltet, men jeg holder ikke til gene og ulempe for de biler som kommer fra Øster Farimagsgade bag mig. Jeg gider ikke reagere på hendes råb, da der er rigeligt plads til at hun kan køre udenom. Der er grønt lys for hende. Hun er kommet fra Øster Farimagsgade og skal ligeud og videre ligeud mod Lille Triangel. Hvis man tager selve hendes sigtelinje er jeg måske lidt i vejen, men selve cykelstien er faktisk ikke begyndt endnu, dér hvor jeg holder i krydset. Endvidere holder jeg ikke engang på tværs i forhold til hende, men på langs, idet jeg har vendt fronten ind mod cykelforretningen på hjørnet. Derfor ignorerer jeg hende bevidst. Hun skråler sit HEY! to-tre gange. Jeg orker ikke den form for regelrytteri, som ikke har et vigtigt formål. Men hun insisterer på at jeg skal flytte mig. Hun råber HEY! HALLOOOH!? Jeg lader som ingenting. Er ikke i for godt humør i forvejen. Til sidst tager hun fat i min bagagebærer og rusker i den, idet hun gør mig (og ikke mindst de andre holdende cyklister) opmærksom på at jeg spærrer for cykelstien. Så ryger låget af min riskoger: HOLD DIN KÆFT KÆLLING! – brøler jeg, og ser op for første gang. Hun er på min alder og har en meget solid metalcykelhjelm på. Smart cykel, tynde hjul. Hun har meget  kortklippet grånende hår. Briller. Mager. BARE FORDI DU HAR SÅDAN EN HJELM PÅ SKAL DU IKKE TRO AT DU KAN HIVE FAT I ANDRES CYKLER!, fortsætter jeg, og sørger meget nøje for at hun ikke kan komme ind med modargumenter: DU HAR ET STYR OG EN HJERNE – SÅ BRUG DEM DOG, OG KØR UDENOM, snerrer jeg, alt hvad jeg overhovedet formår. Den emsige er forlængst kørt forbi. Hun ville åbenbart bare håndhæve sin opfattelse af færdselsloven, for det viste sig jo at hun sagtens kunne komme udenom. Flere gange vender hun sig og ryster smilende på hovedet efter mig. Jeg er så vred, at jeg suser hjem i Tour de France-tempo og tænker voldelige tanker hele vejen op ad Bispebjerg Bakke.

Køge. Jeg står i en kassekø i et supermarked. En yngre mand i rød t-shirt og blå jeans kommer tæt hen til mig, rækker hånden frem og siger pænt ‘hej’. Heldigvis når jeg at se, at han er udviklingshæmmet, og i øjenkrogen observerer jeg at hans medfølgende hjælperinde (hvorfor er den slags altid så supersexede?) tager det stille og roligt, uden at beordre ham til at retirere. Derfor lader jeg ham vade ind over min intimgrænse, tager hans fremstrakte hånd og siger pænt goddag tilbage. Nu er han glad, Han omfavner mig varsomt og blidt og stryger bagefter forsigtigt min ene kind med håndryggen. Hans tandsæt er et kaos af uenighed om hvilke tænder, der skal være hvor, men smilet er ægte. Han siger PIGE! Det tager jeg ikke så tungt. Min kind er såmænd blød nok til den association. Mødet er forbi. Min datter, som har set det hele, synes han var klam. Det forstår jeg godt hun synes. Det er også voldsomt at blive mødt med så megen ligefrem kærlighed, og han vil  kunne rende ind i mange skuffelser med den metode. Men hans hilsen er ægte nok. Synes jeg. Pænt farvel.       

Det niende møde

– Kom bare ind. Døren er åben.
– Okay. Du skal vide, at jeg er dig mege’…
– Undskyld jeg afbryder, men lad mig lige tænde lampen herovre i hjørnet og sætte lidt varme på. Jeg er selv lige kommet.
– Okay…
– Sådan. Det var bedre. Du har det ikke så godt, sagde du i telefonen?
– Nej, det er helt sort.
– Jeg kunne i hvert fald høre på dig, at det ikke var for sjov du ringede til mig på så sent et tidspunkt?
– Nej, og jeg er dig meget taknemmelig for at du svarede.
– Selv tak. Mit tilbud om at du altid kunne ringe mig op på mobilen var alvorligt ment.
– Ja.
– Vil du ikke have frakken af?
– Nå jo…jeg havde helt glemt den.
– Det sker tit når man tænker på noget vigtigt.
– Ja.
– Jeg synes det er godt du giver dig selv lov til at bede om hjælp, når du kan mærke at det presser på.
– Presser på…ja, det skal jeg love for.
– Det er jo også et stykke tid siden vi mødtes sidst. Du tog dig en lille tænkepause?
– Ja. Jeg var pissesur på dig efter sidste gang!
– Fint…det har jeg intet imod.
– Sikkert ikke. Og jeg var helt sikker på at jeg ikke skulle herhen mere.
– Det er meget almindeligt. Men hvad skete der så?
– Tja. Jeg arbejdede jo bare videre, og nød at blive fri for dine provokationer. Og så sparede jeg jo de penge!
– Intet er så galt…som du ved.
– Næh, det er rigtigt.
– Men nydelsen varede ikke ved?
– Nej. Der gik lige præcis en uge, så begyndte jeg igen ikke at kunne sove om natten.
– Aha.
– Nemlig. Jeg følte mig som en idiot. Som om jeg passerede Start og selv skulle betale 500 kr.
– Ak ja.
– Ja, men jeg ville ikke indrømme det over for mig selv. Jeg kørte bare på, og det endte med sovepiller for at kunne sove.
– Nå da da.
– Ja…og det kunne være gået helt galt. Så sent som her i morges.
– Ja?
– Ja. Jeg havde mange kunder på listen, og kunne ikke rigtigt ryste virkningen af sovemidlet ud af hovedet. Så drak jeg en firdobbelt mocca med en masse sukker i, og troede at jeg kunne klare mig med det.
– Men?
– Først følte jeg mig totalt frisk, men så må jeg være døset hen alligevel lidt senere, efter det første kundebesøg. Jeg vågnede igen, da…
– Ja?
– …
– Er det svært at få ud?
– Ja.
– Tag dig bare god tid.
– Er tiden ikke ved at være gået?
– Ikke denne gang. Nu er det os to, der bestemmer.
– Okay. Jeg vågnede, da jeg…hørte en vogn skride ud, og det første jeg så var to rædselsslagne ansigter i bilen foran mig.
– Hvordan?
– Jeg var kommet forkert ned på motorvejen.
– Spøgelsesbilist?
– Ja. Og der sad børn bag i den anden bil. Små børn. Sådan et…barnesæde?
– Ja.
– Heldigvis skete der ikke noget. Jeg fik vendt om, og skyndte mig væk igen.
– Hvad har du så lavet resten af dagen?
– Siddet i bilen og overvejet om jeg ville leve videre.
– Hvad med resten af dine kundebesøg?
– Dem droppede jeg bare.
– Jaså.
– Ja, det har jeg aldrig gjort før. Og ved du hvad? Jeg var ligeglad!
– Aha.
– Ja…det er helt mærkeligt. Jeg holdt nede på Kystvejen, udfor den dér skulptur af ham manden, der står og ser ud over vandet. Og jeg vidste med mig selv at inden dagen var forbi, måtte jeg beslutte mig.
– Til hvad?
– Om jeg ville leve eller ej.
– Hvad fik dig så til at vælge at leve?
– Dit telefonnummer.   

Majet najs (3)

            Aftenstemning fra første sal (kaldet ‘1. Balkon’) på min arbejdsplads. Lampen fra indlægget i går ses i midten. Billedet i går er taget lodret op i dens indre. De i alt tre lysskulpturers mange spejlglas giver nogle unikke reflektioner rundt i foyeren, når aftensolen går ned ude over vandet. Slet ikke så ringe. I hvert fald bedre end dengang jeg arbejdede på en kransekagefabrik i Bagsværd. Så er det sagt. 

Majet najs (2)

På enhver arbejdsplads er det vigtigt med god belysning. I huset ude på Holmen hvor jeg arbejder som foyermedarbejder, og hvor intet er afgjort før den voluminøse dame har sunget til sidst, har vi nogle nydelige lysskulpturer som gør meget for arbejdsmiljøet. Gæsterne er gennemgående også glade for at kigge på dem. Jeg synes lamperne er pænt najse som sådan.