Den lille mand foran mig har briller på. Blikket er roligt og køligt, men ikke uvenligt. Håret er mørkt og delt op i små opretstående totter, der peger i alle retninger. Hænderne er i lommen på jeansene. T-shirt under den tynde jakke.
– Jo, det må du da, svarer jeg, som jeg ofte gør på mit job i Operaen på Holmen.
På sådan en søndag eftermiddag får vi besøg af mange turister, og selv om de egentlig ikke må komme ind uden billet, hvis det skal være helt rigtigt, så lader vi ofte nåde gå for ret. Generøst værtsskab. Det har bestyrelsen bestilt, og så kan jeg ikke sige nej til sådan en stille og rolig forespørgsel.
Nu bagefter kan jeg ikke huske om jeg sagde til ham, at han kunne tage turen op på 1. Balkon og så komme ned igen til mig ved de blå bånd. I hvert fald kom han tilbage en tid efter, så på mig med sine vandblå øjne, sagde tak for kigget, og gik ud gennem svingdørene.
– Selv tak, sagde jeg, og fik en helt speciel murren i mellemgulvet.
Jeg havde først lyst til at løbe efter ham for at få min oplevelse bekræftet. Men jeg tog mig i det. Det ville ikke være i orden, syntes jeg. Hellere være i tvivl. Hvis han var den, jeg fik for mig, så ville det være dårlig stil. Historien er bedre med en lille smule tvivl.
Ligesom dengang han i fjernsynet blev spurgt, om det var med vilje at de tre runde kuglelamper i Operaens foyer, set ovre fra modsatte bred af havneløbet, lignede Christianias flag. Tre gule prikker på rød baggrund. Da var der heller ingen ændring i hans ansigtsudtryk.
Samme uudgrundelige og finurlige lille smil, som jeg fik i søndags.
Hvis det altså var ham.
Var det dig, Olafur?
Beologisk Institut 