Jeg har en ven. Han er ikke rigtig sejler, men han har sandelig været i havsnød mange gange. Heldigvis er han bemærkelsesværdigt søstærk.
Snart skal jeg til middag hos ham. Første gang var i 1976. Der kommer også to andre. Den ene var engang meget mørkhåret. Den anden er måske landets mest stabile medarbejder, selvom han ingen uddannelse har.
Vi fire gutter har spist så mange middage sammen, at begrebet livsstilssygdom sidder og flæber ude i opgangen. Da vi var unge, var der god tænding på samtalerne. Især den ene af os havde det med at brænde igennem. Ingen nævnt. Det var mig.
Jeg er den yngste. Tror jeg nok. Næsten. To af dem er tres år. Næsten. Eller vent…er de blevet det? Jeg husker det ikke. Mon deres benmuskler er lige så ømme som mine om morgenen? Uanset om de er det, så ved jeg at samværet med dem vil gøre mig så glad, at jeg bliver helt grådmild.
Derfor vil jeg nok undlade at bringe forfaldet på banen. Vi er over toppen. Kan højst nå andet hold skyllevand. Vil gerne have en masse uforpligtende, men orker det ikke – når det kommer til stykket.
Vi har haft biler, huse, hunde, ægteskaber, karrierer, sygdomme, skuffelser, klarsyn, katte, drømme, hemmeligheder, mareridt, marsvin og forbrugslån. Fastnettelefoner. Bedsteforældre. Sorgforløb. Tankemylder.
Vi har børn. Smag. Gode undskyldninger. Ro på. Timing. Erfaring. Resultater. Børnebørn. Buskort. Sukkersyge. Gældssaneringer. Gule tænder. Runde rygge. Fornuftige sko.
Ingen kan lave tomatmad som værten. Ingen kan time en one-liner som ham med selerne. Og ingen kan fange min diabolske lægning som ham den mørke.
Fire liv. Mine tre venner.
Vinen.
Maden.
Musikken.
Tiden.
Døden.
Og kaffen.
Beologisk Institut 