Monthly Archives: januar 2008

kom til kort

Reklamer

Offer for bandeopgør

Hver tirsdag spiller jeg indendørs fodbold med forfatterkolleger, og normalt er der stillet en ubrudt række af bander op langs væggene og bag målene. Men i går var banderne ikke sat op, så vi skulle spille helt ud til sidelinjerne.

Vi aftalte at passe ekstra på med ikke at skubbe eller puffe hinanden ud mod træbænkene og de tagbærende træstolper. Det fungerede faktisk fint. 
Vi var forsigtige og fik spillet en god times bold.

Men i dag er jeg alligevel øm i akillessenen og skulderen. Det var da 
jeg skulle lave en lang diagonalaflevering. Efter at have svunget højrebenet 
satte jeg foden hårdt ned i gulvet, mens jeg kiggede efter om bolden nåede 
frem til min holdkammerat ved målet. Men jeg havde ikke set at der lå en 
rød plasticpose lige dér hvor min fodsål forventede skridsikkert hal-gulv.

Så jeg foretog en ret uelegant sammenstyrtning, og endte på bovporten med ryggen mod væggen. Det gjorde ondt i akillessenen og jeg humpede hjemad, mens jeg ærgrede mig over at det skulle ramme mig så hårdt at man endelig havde fået fjernet en københavnsk bande.

Senere på dagen opdagede jeg at det gjorde ondt i skulderen. Jeg må have taget godt fra da jeg landede.

Nå, men endnu lever liget…som svensken siger.
Jeg er oppegående, og kan bevæge mig nogenlunde frit.
Man skal passe på når man ikke er 49 år mere, men jeg fik da forbrændt 38,5 kalorier…mindst! 

Urbans solohistorie

Jeg sidder i et sløvt S-tog og læser gratis-avisen Urbans teatertillæg.

En notits har følgende overskrift:

Ole Ernst med i soloforestilling

Det lyder ellers spændende – men hvordan avisen så har tænkt sig at få 
presset andre medvirkende ind i lige præcis det koncept, vil jeg gruble lidt over.

Så god som guld

Jeg fik guld i onsdags, og selv om det var en guldtand og jeg selv har betalt for den, så glæder jeg mig over at kunne bide spids igen i begge sider af kæften.

Da fodboldlandsholdet vandt EM-guld i 1992 så jeg ikke finalen, fordi jeg samme dag var røget ud i en stor krise. Faktisk lå jeg på mit værelse gennem hele kampen og hørte den i radioen, mens jeg var så ked af det som nogensinde. Jeg sov ikke den nat. Næste formiddag strejfede jeg rundt midt i København blandt de jublende masser, og følte mig som Europas største tabernar. Jeg var 34 år.

I går sad jeg og så EM-håndboldfinalen i min stedsøns lejlighed i Køge, og mens de stærke danske spillere nåede hele vejen frem til den fortjente finalesejr, fik jeg en god far/søn-snak med ham. Vi talte om hvad målet med livet egentlig er. Hvad vil det sige at have det godt? Hvilken betydning har det at ønske sig noget, og hvor skal det komme fra i de forskellige livsfaser. Hvilken pris har kærlighed, og hvordan giver man den og tager imod den.

Jeg er så lykkelig over den måde han har arbejdet sig hen til den situation, som han er i nu. Han er i håndværkslære og står op hver morgen. Han har fået sig en sød og klog kæreste og de er lige blevet forlovet. Jeg kan fornemme hvor meget de holder af hinanden, og det gør mig glad helt ned i dna-koden.

Hvis han bliver ved med at være som han er nu, så kan han også nå frem til de afgørende livskampe om mesterskaberne, og så vil han måske kunne mærke den dybe tilfredsstillelse ved selv at have skabt de værdier. Jeg håber for ham, at han vil kunne nyde godt af den overraskende bonus, der kan komme ved at give og tage af et godt hjerte: at man får lisså meget tilbage som man giver – og måske endda mere – sammen med sine nærmeste.

Kærlighed kan være en hård valuta.
Den kan være meget værd – men også koste alt.
Vekselgebyret kan overraske.

Da jeg mødte min stedsøn for første gang i 1987 var han 1 år.
Jeg glemmer aldrig det åbne blik han sendte mig med sine brune øjne.
Det er 21 år siden.
Han er en god dreng.

Bold og bold og bold og flæsk

Pyyyyha…først stod jeg op klokken mørk for at køre min datter til håndboldkamp på Stevns (hendes hold vandt 14-13) og så skulle jeg
besøge min stedsøn i Køge for at heppe på hans og mit yndlingshanekyllingehold mod de røde djævle, og så skal jeg se Danmark spille EM-håndboldfinale – inden jeg iler tilbage til Nørrebro for at besøge min godeste ven, Rasmussen, som har inviteret til flæskesteg.

Så-ehh….pyyyha 🙂  

Farvel Stærekassen

Snart åbner det nye flotte Skuespilhus ved vandet.

Torsdag og fredag blev de to sidste forestillinger spillet på Stærekassen, og jeg var kontrollør begge aftener, som vikar for sygemeldte kolleger.
Mine unge kolleger måbede en kende, da jeg svarede ‘tyve år’ på spørgsmålet om hvor længe siden det var at jeg havde været der senest.

Dengang så jeg et skuespil med Poul Reichhardt i rollen som kriminalbetjent og Inge Margrethe Svendsen (den senere fru Turell) som bævende ung kvinde. Forestil dig min bestyrtelse, da jeg hører den ellers så folkekære
Giro 413-stjerne Reichhardt bjæffe “Luk fissen!” i een af sine replikker.

Nu var jeg på arbejde – og fik set Erling Jepsens ‘Med Venlig deltagelse’, som var et uhyggeligt godt portræt af familiers kamp for at feje livets sorte begivenheder ind under gulvtæppet. Man spiser Knepkager i stedet, selvom de måske ikke er så gode for Pikværket. Jepsens figurer går grusomt langt for at glasere ondskab, svaghed og magtspil med kulsort humor – og hver gang publikum morede sig, stak det i mit hjerte og mellemgulv.

Efter tæppefald holdt Ghita Nørby en smuk afskedstale for Stærekassen, som siden 1941 har været Det Kgl.’s åndehul for moderne dramatik. Jeg klappede med, da hun var færdig…det gør jeg ellers ikke, når jeg er i uniform.

Fredag var der en helt anden stemning. Oscar Wilde’s ‘Bunbury’ i Lars Kaalunds intelligente og lækre opsætning. Jeg stod i garderoben, hvilket jeg ikke havde prøvet før. Det er jeg ikke særlig god til. Jeg kunne for eksempel ikke finde ud af hvor mange billetter der er solgt, hvis den første har nummer 21 og den sidste har nummer 51. Prøv selv!

Inden forestillingen fik vi i Foyeren besøg af en gruppe Ungdomshus-aktivister, som råbte ‘1-2..1-2-3…Ungdomshus nu i dag’. De gik igen, efter at have spillet noget høj rockmusik. Jeg tvivler på at de vil have
Stærekassen, som er fredet…hvilket lægger lidt af en dæmper på festernes vingefang.

Så kom Hendes Majestæt for at bivåne den sidste offentlige forestilling, og det gjorde kun aftenen endnu mere rørende. Pudsigt nok befinder den kongelige loge på Stærekassen sig i Damesiden (højre) i stedet for i
Kongesiden men det er måske det mest korrekte når vores regent er en Dronning?

På scenen strålede Birthe Neumann som giftig stramtandet tante, og Søren Sætter-Lassen og Ole Lemmeke som lapsede dandy’er – mens Beate Bille og Signe Vaupel efter min mening manglede evnen til at spille bitchede overklassegimper. De virkede mere som moderne 2008-kvinder, hvilket er aldeles herligt med nutidens øjne…men Oscar Wildes humor skal spilles gennem et filter af iskold beregning, så dobbeltheden synliggøres – og det kræver en særlig måde at tale på for at replikkerne skal penetrere for alvor.

Jeg undskyldte mine begynderfejl overfor overkontrolløren efter fyraften. Hun sagde, at det var i orden. Nu skal hun og og de andre over i det nye hus ved vandet, og så skal de måske til at lave nye begynderfejl. Jeg kunne godt mærke på dem, at lukningen af den gode gamle fuglekasse gjorde dem lidt beklemte. Sådan er det, når noget nyt skal skabes. Man bliver let lidt nervøs.

Ja visst gör det ont när knoppar brister.
Varför skulle annars våren tveka?

Hep, hep, hep, hep, hep..!

Jeg har bokset med at finde min rette hylde i det meste af mit liv. Ja, bare det at opholde mig på en hylde, uden hele tiden at frygte for om skruerne i væggen nu også kan holde til presset, har kunnet få mig til at hoppe ned igen.

Lige nu har jeg to deltidsjob, plus min “karriere” som forfatter, der dog ikke bidrager positivt til mit økonomiske råderum – tværtimod. Og jeg er glad for de job jeg har. Ikke mange lever af at læse en god roman om morgenen og gå i teatret om aftenen.

I Operaens kantine læste jeg forleden et blad ved navn ‘På Jobbet’, som har eksisteret i fem år og kalder sig ‘Magasinet for Medarbejdernes Trivsel, Sundhed og Velvære’. Jo mere jeg læste, desto mere uroligt sad jeg på stolen. I den ene artikel efter den anden bliver man tæppebombet med tips, råd, gode idéer, forslag, anvisninger, opfordringer og undersøgelser – og som jeg læser artiklerne handler det mest om at man skal yde mere for den samme løn på kortere tid.

Måske overdriver jeg, og måske er jeg bare altid nervøs for ikke at kunne leve op til selv de mindste krav fra andre…ikke fordi jeg har noget imod krav, men fordi jeg ikke har særlig megen tillid til menneskers evne til at forbinde holdninger med følelser. Den mistillid har gjort mig bange for at begå fejl som andre kan udnytte til at få afløb for deres følelser.

I en af artiklerne er der kursus hos Nykredit, som får besøg af en foredragsholder fra Institut for Fremtidsforskning. Overskriften er at intet må få lov til at lejre sig, ingen erfaringer må erkendes og bruges – for man skal være klar til at lave om på sine dumme vaner i hvert eneste sekund. Kan man lære at leve med den konstante forandringsparathed, så kan virksomheden jo forme sig efter markedets behov.

Okay, jeg refererer sikkert kursets indhold helt forkert og illoyalt. Og da jeg når til billedet af Birgitte, som er endnu en ung, smuk, effektiv medarbejder – og som var meget glad for kurset, fordi det lærer hende at gøre tingene forskelligt hver dag – lægger jeg bladet fra mig. Kurset hedder ‘Kickstart din kreativitet’ og Birgitte er i forvejen ‘uddannelseskonsulent indenfor udvikling og undervisning i personlig kompetenceudvikling’.

Sig mig…er det godt at hun gør tingene forskelligt hver dag? Går hun aldrig hjem? Spiser hun små salater mens hun står i stepmaskinen? Vil hun hellere tage sit eget liv end at kæresten må høre at hun har en tarmfunktion? Eller handler det her bare om, at jeg ikke kan se skoven for bare tæer?

Jamen, jeg ved godt at det er mig, som bare er misundelig på mennesker med drive og et godt udseende. Der er intet som helst i vejen med at ville erobre hele verden og have et hammergodt liv med en masse livligt indhold. Hvis danskerne ikke var verdensmestre i virksomhedsorienteret kreativitet, så havde landet ikke klaret sig så godt, rent økonomisk.

Jeg skal bare lade være med at læse den slags stræberblade, og i stedet nyde at jeg har fundet min måde at leve på – med den personlighed og de følelser jeg har, og ikke har. Man behøver ikke at være så hyldefikseret. Det er i orden at hylde det liv man kan præstere med de forudsætninger og evner man har.

Lyder det ikke flot og pissefrelst? Den holdning ville nok jeg ikke have haft for tredive år siden, tror jeg. Da mærkede jeg suget i maven efter at sparke noget røv. Nå…nu vil jeg have noget havregrød.

Spøgelset på Gamle Scene

I aftes skulle jeg være sygevikar på Gamle Scenes Balkon og 1. Etage. Da jeg alligevel havde et ærinde nær Det Kgl. Teater sent på eftermiddagen, valgte jeg at komme en time før mødetiden. Det var min plan at tage på et lille eventyr, nemlig selv at finde vej fra personaleindgangen i August Bournonvilles Passage til Servicekontoret lige indenfor hovedindgangen ud mod Kongens Nytorv.

Og det bliver det eventyr jeg har forestillet mig. Jeg kommer rundt i de mest besynderlige kringelkroge, mest i kælderen, og på et tidspunkt står jeg lige foran den lille åbne dør til orkestergraven som dirigenten kommer ind ad. Med ærefrygt studerer jeg kapellets arbejdspladser. Selvfølgelig forsvinder noget af magien når man står der alene, uden hjælp fra forestillingens sus af musik, bevægelse og strålekastende lys. Himlen er malet.

Jeg passerer også kunstnergarderoberne, hvor der sidder små sedler på dørene med navnene på aftenens sangere. Forestillingen er Mozarts ungdomsopera ‘Lucio Silla’. Jeg kan se på klokken at nu skal jeg vist snart se at finde den rigtige trappe og/eller dør, så jeg kommer hen til foyeren og servicekontoret hvor kontrollørerne mødes en time før forestillingen.

Rundt om hjørner, op ad trapper, ind og ud af blindgyder. Jeg ser mere og mere bister ud. Jeg træder ind på en gang i samme sekund som en kvinde er få meter fra at nå hen til den døråbning, jeg nu udfylder. Hun går i sine egne tanker, og da hun fornemmer at hun ikke er alene mere, ser hun op, og får et chok ved så fælt et syn. Hun tager hånden op til hjertet og er ved at tabe det æble, hun spiser.

Jeg genkender hende straks som værende een af hovedrolleindehaverne i aftenens forestilling, og undskylder straks. Hun er en udenlandsk gæstesolist, og begynder på engelsk at undskylde sin stærke reaktion over for mig.

– I see too many horror movies
, lér hun med sin klangfulde sopran-talestemme – og jeg skynder mig at replicere at jeg godt ved at jeg ligner et spøgelse. Det får hende heldigvis til at more sig endnu mere, hvilket glæder mig. Det kunne lige passe at jeg skulle skræmme livet af hende, inden hun skulle på scenen og kæmpe mod en brutal romersk diktator.

Nå, jeg fandt servicekontoret…og den smukke sopran kom sig så meget over mødet med Gamle Scenes nyeste kældermonster, at hun sang sit parti på smukkeste vis. Det kunne jeg høre fra min vagtpost ved garderoben på Balkonen i Kongesiden under hele forestillingen.

I familiens skød

På Munch-museet i Oslo må man godt til privat brug affotografere de udstillede malerier. Familier kan være mindre eller mere private. De kan være fyldt med tragedier og lykkelige begivenheder. I forgårs var jeg f.eks. til middag på en restaurant i Køge, for at fejre at min bonussøn og hans skønne kæreste har forlovet sig. Det var en god dag. Der kommer andre dage og det hele bliver i familien – med mindre man er kunstner, selvfølgelig.  

3-0 til virkeligheden

Det er nyt for mig at komme så meget ud i byen om aftenen. Hverken på hverdage eller i weekenden har jeg i en årrække opsøgt andre mennesker på diverse lokaliteter. Mest for at spare penge, og fordi jeg havde det sådan at jeg simpelthen ikke ville give penge for at indånde andres udstødning. Rygeloven åbnede en flanke, men jeg blev alligevel hjemme.

Efter at jeg har fået mit nye job, så skal jeg ellers lige love for at jeg får oplevet noget aftenstemning i hovedstaden. Det er en dejlig forandring. Jeg møder nogle mennesker som er i godt humør, både blandt de gæstende publikummer og iblandt mine unge kolleger. Jeg er jo alderspræsident blandt kontrollørerne i Operaen. Men det fungerer fint, synes jeg i hvert fald.

Én ting må jeg dog sige farvel til ved at skulle ud om aftenen. At se sportskampe i fjernsynet. I det meste af mit liv har jeg brugt spændingen i fodboldkampe som erstatning for de følelser, jeg kunne have oplevet i virkelighedens verden, for eksempel ved at turde indgå i relationer med andre mennesker. Men jeg har følt mig mere tryg ved at lade andre udspille en masse dramaer på skærmen, som jeg så kunne identificere mig med på afstand. Lidenskab via stedfortræder. Cyrano.  

Se nu bare i aften: ikke alene spiller mit engelske yndlingshold en meget vigtig semifinale i liga cup-turneringen, men det danske herrelandshold i håndbold skal også ud i en afgørende mellempuljekamp ved EM-slutrunden i Norges land. Ingen af kampene kan jeg komme til at se direkte. Fodboldkampen kan jeg glemme alt om, for den kan jeg ikke optage på det udstyr jeg har, men håndboldkampen kan jeg optage på VHS og se enten sent i aften når jeg kommer hjem, eller i morgen.

Og til min egen forundring, så bekymrer det og plager det mig ikke at jeg går glip af disse direkte transmissioner. Tidligere ville jeg have sat himmel og hav i bevægelse for at få set dem, og helst direkte. Jeg kunne nærmest få abstinenser som en slags fodboldnarkoman. Men ikke nu. Jeg skal jo på arbejde. That’s it. Så må surrogatspændingen værsgo komme i anden række. Jeg skal ud på Holmen, møde nogle levende mennesker og tjene til livets ophold.

At jeg på den måde kan lade den gamle last passe sig selv – og henvise den til at sætte sig hen i en krog og surmule, hvis den gider det, er et herligt hattrick i mit hovede.