Monthly Archives: december 2011

Nytårstale 2011/2012

Nå.

Reklamer

Ikke just lavkarbo på Julecruise

Juleaften kan også staves f-a-m-i-l-i-e.

24. december er årets afgørende lakmusprøve, og der kan være alle mulige farver på papiret efter at det har været dyppet i familiehygge.

I år valgte jeg at prøve noget andet. 

Lillejuleaftensdag stævnede jeg ud med færgen ‘Crown of Scandinavia’ til Oslo, med retur Juleaftensdag. Jeg har i årenes løb været på en hel del smutture på ruten, men denne gang var stemningen ganske særegen. For ca. 1500 kr fik jeg to middage med vin og morgenbuffet begge veje.

Juleaften på havet med DFDS som far og mor.

Hvad sker der lige der?

Skilsmisser gør familiens store julerebus lisså kringlet som udenrigsministerens engelskudtale. Blandt gæsterne er der fraskilte forældre og bedsteforældre, der måske ikke lige har børnene i år.

Der er også familier med børn. Måske orker de ikke al maset med madlavning osv og vil hellere prioritere at være sammen uden en masse praktiske forhindringer. Og jeg er lige ved at tro at det er lige så billigt ikke at skulle købe kød, tilbehør, vin og dessert m.m.

Lillejuleaften var der to retter (laks + oksetournedos) og jeg spiste alene ved et tomandsbord. Søde kommentarer og festlige henvendelser fra de øvrige borde. Sæt dig dog herhen!

Ved firemandsbordet på min venstre side sad en ukrainsk kvinde og hendes unge datter. De fik selskab af to danske gutter i den allerbedste taxfree alder. Det var mændenes fjerde julecruise i træk og de havde endda begge voksne børn hjemme i Danmark. Nærmere forklaring udeblev. 

Måske fik mine landsmænd lidt for tydeligt antydet at de var singler med stort kørekort til alskens julelege. Men det er som om gruppejuleglæden på turen får den slags små flovsere til at gemme sig i de store julekugler i granudsmykningen over de firkantede panoramavinduer. 

Der er nemlig en ekstraordinær stemning. Man er mere tilbøjelig til at smile. Alle medbringer sin egen grund til ikke at befinde sig i familiens skød derhjemme. Vi burde måske ikke være her, men i det mindste er vi “forkerte” sammen. Det giver sammenhold. Personalet har nissehuer på og er både søde og dygtige.

Juleaftenseftermiddag er der gratis æbleskiver med gløgg, varm chokolade, småkager og guf, mens juletræet af børnene bliver lige så pyntet som nogle af gæsterne allerede så småt er ved at tage tilløb til, uden at det dog rokker båden. Der er masser af plads til begejstring.  

Man kunne få lov at sidde på skødet af Julemanden, men jeg turde ikke spørge. Korsbånd er skrøbelige. 

Juleaften fik jeg til middagen (rejeanretning, flæskesteg/and og risalamande) selskab ved mit lille bord af Berit, en meget nydelig dansk kvinde, som for første gang skulle fejre jul alene. Hendes to halvvoksne børn var hos deres far, og da hendes sidste forælder døde i år valgte hun denne friske løsning.

Det var meget provokerende pludselig at skulle spise julemiddag sammen med en kvinde jeg aldrig havde set før. Men igen. Den specielle stemning gør at man tænker: ja, selvfølgelig. Herregud. Her gynger man afsted midt ude på havet. Juleaften. Så bør man kunne ride på toppen af bølgerne. 

Ret hurtigt fik vi gang i en god snak om alt muligt. Hun var både sjov og klog, og selvom jeg fik krampe i lysken under anden servering – så jeg i hast måtte undskylde mig for at halte ud på gangen for at strække ud – så var det en forunderlig ekstra bonus at blive så uventet udfordret, og alligevel komme helskindet og tørskoet i land, midt ude på vandet, og helt uden brug af korkbælte eller hvide løgne.

Hurra for mit olivengrønne jakkesæt og redningshelikopterperspektiv.

Mandelgave? Jo da. Ti mandler til de 150 gæster i restauranten. En fra nabobordet fik en af dem, og modtog en Rosendahl Julestjerne. Sødt.

Juleaften er alle norske familier pr. tradition på kirkegården om formiddagen med en blomst til familiens rødder. Det vidste jeg faktisk ikke, men hørte om det for første gang på denne tur.

I norsk radio hørte jeg – også for første gang nogensinde – en historie om at Jesus slet ikke døde på korset. Han besvimede kun og boede i Indien med de to Maria’er til han var 80 år og døde af glædelig ælde. Det siger de tyve millioner indiske kristne. Angiveligt. Det er et spørgsmål om tro.

Bevars.

Nordmændene sparer gerne på kulhydraterne, når de vil slanke sig. ‘Lavkarbo’ kalder de sådan en kur. Derfor undrer det mig at der ikke er brunost/gedeost/myseost på skibets morgenbuffet, men DFDS er jo også et dansk rederi. Der var selvfølgelig tilbud på smør i Taxfree-butikken.

Jeg kan anbefale denne alternative jul. 

                   H2O + NaCl + HO HO HOOOO = Halleluja

Julen er ikke pappadum, eller?

Otte ud af ti danskere er så stadig så tilpas kristne, at de er medlem af klubben.

Barnetroen handler om noget med J. Kristensen, ophængt, død og begravet – men mod alle odds, og fordi det var en del af planen, genopstod og blev til en hellig hånd, eller noget. 

Fair nok.

Indien kan byde på tyve millioner kristne. De tror også på den dér med korset, men der stopper historien ikke. Nixen von bixen. Med henvisning til et ret tungt kildemateriale påstår vores trosfæller i landet med en millard indbyggere, at Jesus ikke døde på korset, men kun var besvimet. 

I fool you not. 

Jesus klarede sig, fordi han kendte til vejrtrækningsteknikker og andre julelege, således at han kunne smutte ned igen, og bo i Kashmir indtil han døde som 80-årig.

Dette var dagens juleevangelium i mit hoved, mens jeg gik rundt med hellige ørebøffer på og tog billeder af bygninger, sporvogne og huse hvor jeg har trukket vejret meget hurtigt og af helvedes gode og kildende grunde.

En respekteret korrespondent fra Indien fortalte på klingende hjemstavnsmål om den indiske måde at være kristen på. Som sagt er kilderne ret heftige, hvis man lægger dem på en vægtskål, og vejer dem op imod vores udlægning af religionen på den anden.

Jeg troede næsten ikke mine egne ører, men nu var jeg jo så også i en by og i et land, hvor der er en hel del tvivl om hvad det vil sige at være ved sine fulde fem. I dette landet, som vi elsker, brugte en kristen korsfarer ni år på at forberede to aktioner, som fratog 77 medborgere livet og sårede mange flere på krop og sjæl.

Faktisk brød han loven så kapitalt for at redde landet fra en påvirkning udefra, som han mente ville smadre den europæiske kultur på lang sigt.

Jeg var i dag ved stedet, hvor den ene terrorhandling skete, og fik samme følelse i maven som da jeg stod ved gerningspladsen for mordet på Olof Palme i Stockholm.

Det er hårdt at mærke efter, når man prøver. Endnu har jeg aldrig været i Hiroshima. At være i den by er en af mine tilbageværende drømme. Og endnu mere: jeg vil så vældig gerne besøge de japanske byer, som var udpeget som mulige mål for atombomberne, men som slap af diverse grunde.

Kokura, Kyoto og Niigata.

Jeg ved ikke hvad det er, jeg regner med at opleve ved at være i de byer, der ikke blev ramt. Måske forestiller jeg mig, at der vil være en lettelse og optimisme. Det er noget sludder, men sådan har jeg det bare. Jeg tror det.

De indiske kristne fortæller at Jesus var i Indien i den periode, som man ikke hører så meget om. Tiden mellem han var 12 år og til han dukkede op igen. Og så kom æslet, Og Maria. Og Maria. Og tømreren. Alt det jazz.

Jeg ville fanme gerne tro. Alt andet end løftet om, at hvis jeg ikke snart passer lidt på, så er det slut med at heppe på mine elskede hanekyllinger og ostehoveder og drengene fra en egn vest for Valby Bakke.

Jesus brød brødet.

Det var et pappadam.

Amen

Sikre livstegn

Forleden kørte jeg i en lille økorigtig lydløs elektrobus i landets hovedstad.
 
Der er ikke brugt mange penge på affjedring, så det skumpler, brager og drøner når de små hjul hamrer ned i kloakdækslerne ved kantstenen.
 
Det lykkedes mig undervejs at forestille mig hvordan det må være at være død.
 
Forstået på den måde, at det gik op for mig hvor pisseirriterende det er hvis man ikke er bevidst. Man ved ikke at man ikke er der. Man har ingen følelse. Man vil ikke kunne følge med i noget som helst, får ikke flere ture i nogen form for kørende forretning og kan i det hele taget slet ikke forestille sig, forstille sig eller bare noget der ligner.

Tanken huede mig ikke. Slet ikke. 

I aftes kl. 22.32 ville en 46-årig mand krydse fodgængerfeltet ved Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. En 18-årig fører af en sort BMW standsede ikke for rødt. Konsekvensen blev at den gående blev slynget 30 meter hen ad gaden som følge af den voldsomme personpåkørsel.

I morgen aften kan den ene af dem danse rundt om juletræet. Hvis du nu tror at det er den af dem som blev løsladt efter grundlovsforhøret i morges, så har du desværre gættet rigtigt. Den påkørte kæmper for livet.

I eftermiddags ventede jeg på Bus 26 ved Hovedbanegården. Min datter smilede til mig. Jeg glemte helt hvor forædt og fedsommeligt jeg havde det. Snart sprænger jeg vel bugspytkirtlen. Galdeblæren orker ikke længere at spy. Når man er så lidenskabelig som jeg er, så skal der fanme en del ædelse til for at sublimere.

Mens vi sludrer om julen og foråret – hvor hun fylder 18 – og om familiens endnu usmurte tandhjul og udslidte tændrør, kommer en mand sideværts tøffende. Han slikker sin underlæbe fordi han kun har to-tre tænder i alt. De gennemtærede sorte gummisko siger en våd lyd for hvert skridt. Han ligner en på min alder, men er måske kun godt det halve.

Hans blå parcacoat med daskehætte ser ud som om den ikke har været af ham i årevis. Cowboybukserne kæmper for at blive hængende på hans tynde hofter. Håret er en ukontrolleret skovbrand. De blå øjne fokuserer kun på en eneste ting.

Skraldespanden. 

Han rager ned i den og finder en halv fransk hotdog, som han hurtigt gemmer i den venstre frakkelomme. Videre, videre, på højde med Frihedsstøtten. Han har sin faste rute, måske. Han gør det, han skal og må.

Bussen kom. Min datter så ham ikke. Jeg fortalte hende om ham og hans udbytte. Vi krammede. God jul, min egen gode datterpige. 

På sådan en dag er på sin plads at finde taknemmeligheden frem. Glæde sig over at man stadig kan få lov at have drømme. Og bekymringer. Fortrydelser. Begræmmelser.

Jeg har det langt bedre end man skulle tro og meget værre end nogen kan forestille sig.

Og indtil videre er jeg forholdsvis lydløs.

Hilsen til mig selv som 80-årig

Hej du gamle,

Jeg skrev det her over middag en smuk og kold decembersøndag, hvor min datter endnu lå og sov på sit kammer og hvor der er hyggegolf på fladskærmen (de fandtes stadig dengang).

Anledningen til denne hilsen er, at jeg er nødt til at markere et punkt, så jeg senere kan gå tilbage og betragte det med undren og forhåbentligt et lille smil.

Samme alder som vi har når vi læser det her, har en anden mand som jeg har læst store artikler om i netop disse dage. Han er både blød og barsk, og han behersker det danske sprog så formfuldendt, at det rider mange andre skrivende som en stangliderlig marekat.

Han står for respektløshed, men har altid levet pænt og borgerligt. Derfor blev han hægtet af, siger han, under Ungdomsoprøret i tresserne. “Jeg kan godt lide at der er dug på bordet og kniv og gaffel, og derfor kunne jeg ikke gå rundt med langt hår og en strudsefjer i røven.”

Den sprogbeherskelse og blanding af råhed og babynumseagtig blidhed, er jeg og har altid været svag for.

Hvor længe mon han holder endnu? Hans elskede kone gennem tres år er blind pga. af en ondsindet sygdom, og må bo på et plejehjem i den anden ende af hovedstaden. Selv er han flyttet til Nørrebro, og bor alene. 

Jeg vil ikke skrive hans navn, for nu er det mig det handler om, både nu og om 26 år, hvor jeg fylder firs. Han har tre børn. Den ene er oversætter, den anden journalist og den sidste slår på tromme.

Om lidt kommer min datter herud i køkkenet, sikkert med dynen slynget rundt om sig selv. Så lander hun med et bump i den dybe, bløde og drejelige lænestol, som hun møjsommeligt møffer herud inde fra stuen hver gang hun er hjemme fra kostgymnasiet.

Det er den højeste form for lykke, for mig, når hun kommer tøffende og ser på mig med et døsigt eftersøvnsblik.

Mere behøver jeg ikke skrive til dig, gamle mig. Den søndag dengang, var en gave til mit liv. Jeg kan sagtens liste ting op som jeg er utilfreds med, sur over og bange for. Ork ja, men jeg ved at du kun vil ryste medlidende på hovedet af dem.

Så til dig vil jeg sige…godt kæmpet, gamle jas. Tag du bare en kiks til, og skam dig nu ikke over at du må bløde den op for at kunne bide den over. Jeg elsker dig uanset.

Det kan du bide spids på, for det kan du jo stadig, din frækkert.

Vi ses, og jeg skal nok hilse ronkedoren fra dig, hvis jeg når at møde ham inden han letter på kasketten. Det er han ikke bange for, påstår han.

Løgn…men ingen lyver så smukt som ham.

Kunst er en løgn, der siger noget om sandheden. 

Opbyggelig nat

Jeg ville gå fra København til Tølløse.

Ideen var at jeg ville vise min datter, at man kan gennemføre store ting, hvis bare man beslutter sig for det.

Planen var at jeg skulle tidligt op, hvis jeg skulle kunne nå frem inden sent på aftenen. Meget tidligt.

Vanvittigt, ja, men det vidste jeg jo godt. Min form var ikke til 57 km, heller ikke selvom jeg ville gå langsomt, men det misforhold var en del af pointen.

Det var i foråret i år eller sensommeren sidste år.

Min datter kendte ikke til planen. Da klokken var 21.30 gik jeg i seng og satte uret til kl. 04.30. Jeg var spændt, men den spænding kan jeg godt lide. Den skal være der.

Vist har jeg gået lange ture før. Til Roskilde og Køge. Det her var dog den største udfordring nogensinde, og jeg kunne ikke rigtigt falde i søvn.

Jo længere tid, jeg lå der, desto mere urolig blev jeg.

At jeg var så nervøs tog jeg som en slags sceneskræk. Energien skulle bruges til netop at…nå ja: overgå mig selv. Men hvis jeg ikke fik sovet mere end to-tre-fire timer, så var det et spørgsmål om kroppen og især benene kunne klare så lang en tur.

Vejret var en faktor. Hvis det var dårligt, gik det ikke. Så gik jeg ikke. Men det var vist nogenlunde menneskeligt. Jeg vendte mig gang på gang, mens jeg tingede og diskuterede med mig selv. 

Til sidst jeg faldt dog i en slags urolig døs.

Da klokken var 22.45 blev jeg vækket af en SMS fra min datter på efterskolen i Tølløse. Om jeg lige ville ringe? Det gjorde jeg. Jeg husker ikke hvad det drejede sig om, men det var sikkert bare noget med togbilletten til den kommende hjemrejseweekend.

Det var svært at lyde helt almindelig, mens jeg lå og havde ondt i maven. Og det blev værre og værre. Jeg kørte rundt i sengen og begyndte at blive helt bange. 

Pludselig hørte jeg regn på ruden. Det var dråben. Jeg mistede modet, og begyndte at lege med tanken om at droppe projektet.

En stor lettelse bredte sig omgående i mig. Nu var klokken 02.30. Jeg gav mig selv fri og annullerede vækningen på min clockradio. 

Meget hurtigt faldt jeg i en skøn dyb søvn og sov som en bjørn resten af natten.

Jeg tvivler på om jeg kunne have gennemført turen, selv med otte timers søvn. 

Og jeg skal ikke forsøge mig igen. Man må ikke gå over Storebæltsbroen eller gennem tunnelrørene. Hun er jo rykket til Sydfyn på kostgymnasium.

Det går ikke. Længere.

 

Hej

Det var i formiddags.

Jeg var på vej til mit dagjob.

Som sædvanligt formummet og pakket ind som en overdimensioneret blød julegave. Sort skuldertaske på tværs. Flere lag bomuldsbukser i en eller anden syg tilbudsfarve.

To-tre frønnede joggingtrøjer plus den snart historisk gamle vamsejakke, som jeg må have haft på flere tusinde gange. Affarvet hjemløsekasket, enorme nyanskaffede og dejligt varmende sorte hovedtelefoner samt firser-stålbrillerne med glas, der bliver mørke af dagslys. Skrigblå håndboldsko.

Ikke nogen festbeklædning, og når jeg skal hen i lydboksen og give stemme til utroskab, ondskab, voldtægt og bare sådan ganske almindelig hverdagsmodbydelighed, så er mit humør meget kampklart.

Jeg hørte musik med en af mine norske helte fra tiden i Norge. Jan Eggum.

Da jeg passerede stoppestedet ved bebyggelsen med forholdsvis flest beboere på landsplan, der har været i nærkamp med straffeloven, fik jeg øje på en mor og et barn lidt længere henne.

De var lige kommet ud fra en opgang og skulle afsted på en cykel med barnestol. Barnet havde en dejlig varm flyverdragt og en god hue med ørevarmere på.

Moren tog en plasticpose af sædet og hældte en hel del opsamlet vand ud. Barnet gumlede på sin sut, og kastede i ventetiden blikket på den store vraltende mand på fortovet.

Jeg må have set aldeles utilnærmelig og verdensfjern ud. Typisk surhed i en stor by. Alligevel søgte barnet øjenkontakt og formede ordet ‘hej’ med munden. Jeg kunne jo intet høre på grund af rock med nynorsk tekst i hovedet.

Heldigvis opfangede jeg den lille hilsen, og det lykkedes mig i sidste øjeblik at vende mundvigene opad og sige hej ud i luften. Moren viftede videre med våde poser.

Barnet, som viste sig at være en pige med de mest fantastiske smukke mørke øjne, blev glad for min reaktion, løftede en lille hånd til et hurtigt vink og gentog sit ‘hej’ med et kæmpesmil.

Jeg skyndte mig at vinke tilbage, men gik videre uden ophold for at undgå at moren begyndte at se mig nærmere an. Nej tak til et mistænksomt blik fordi jeg kommunikere med barnet. I stedet fortsatte jeg med den mest uventede og meget velkomne glade følelse i maven.

Så let er det at gøre et andet menneskes dag god med garanti.

Et lille hej og et smil fra et uspoleret hjerte.

Vi ville være fortabte uden alverdens børn.

Jeg ville i hvert fald.

Stol på det. 

Halløj i lånte underhylere

Da jeg var mere end halvt så gammel som nu, var jeg måske nok en anelse fastere i kødet, og mere konkurrencedygtig end jeg havde selv den ringeste anelse om.

Sidstnævnte vidnede mine kulsorte ‘jeg-går-tur-i-byen-alene-i-lyset-fra-neonreklamer’-digte om. Tror du mig ikke, så bestil antologien ‘Sjælens Betonklodser’ på biblioteket.

Dette sortsyn fik Grundtvig og Kristen Kold i den grad lavet om på. I hvert fald blev jeg noget så eftertrykkeligt scoret af en supersexet norsk pige på en lille højskole i det sydfynske øhav.

Hun var så ubegribeligt lækker, at jeg fik myoser i nakken af at ryste på hovedet over mit utrolige held.

Da vi efter højskoleopholdet var på toppen af vores lykkekurve, sad vi en kold vinteraften i en hytte oppe i broderlandet. Det var sådan en af træ, og selvom brædderne var tykke og ilden knitrede lystigt både i pejsen og i vores hjerter, så var der gennemgående lidt andre temperaturer end jeg var vant til nede i Centraleuropa.

Ergo havde jeg lånt nogle af min fars aflagte aflange hvide underbukser. Det kunne have været et totalt turn off, men når man er så stram og kødfast som jeg dengang var og blev opfattet som – og brugt til – så bliver man bare endnu mere hot af at flashe den slags.

Stemningen blev bygget op i den lille hyttestue. 

Hede blikke og iskold hvidvin. På et tidspunkt blev det for meget for mig med de lange lune underbukser – og ‘gutter skal engang bli’ menn’ som Lillebjørn Nilsen sang for mit indre øre – så jeg lod dem på den mest sensuelle måde glide ned fra mit muskuløse lårsæt, og med et virilt vip med tæerne sendte jeg dem hen i et hjørne.

Det kunne have virket dybt inspirerende på min norske kæreste, men der var noget galt. Et eller andet fik hende til at holde hånden op for munden og forgæves undertrykke et latterbrøl.

Det viste sig, at de hvide underhylere havde afsat umiskendelige rester af bomuldsfnuller mellem mine ben på et sted som kvinder normalt holder meget af kigge på, og som hun fik øje på, da jeg et kort øjeblik under fodvipningen må have vendt ryggen til hende.

I hvert fald hylede hun af grin og udspruttede på sin skønne norske dialekt de ord, som stadig bor dybt nede i min mandesjæl og som aldrig har tænkt sig at flytte:

“Du har lo i ræva!”

Hvordan resten af aftenen og de følgende tre-fire år forløb husker jeg ikke ganske nøje, men dejlig…det var hun sgu!