Onkel Cigar styrer stemmen

Sidste efterår sad jeg på min trekvarte kvadratmeter og indlæste en norsk kriminalroman, så den kunne blive til en fin lydbog.

Når jeg skriver min trekvarte kvadratmeter håber jeg du forstår at jeg hentyder til det samlede areal i det lille lydstudie og ikke mit bagparti…for det er laangt større.

Nå, men jeg indtalte side efter side af Jo Nesbøs intense drama om kriminalassistent Harry Hole og hans dæmoner og om bankrøvere og sigøjnere og elskerinder og fremmedhadende inkompetente chefer.

På side 199 var jeg tæt på at lave en rigtig sjov fejl.

Jeg skulle læse følgende sætning hvor Harry første gang ser sin nye kvindelige kollegas kontor:

Bortset fra en velkendt potteplante, som han ikke kunne huske navnet på, var kontoret lige så ribbet for kosmetiske genstande som hans eget.

Da jeg havde sagt den første gang fik jeg følelsen af at noget var gået galt. Det er et instinkt. Jeg kan høre at noget lød forkert.

Jeg spolede tilbage (er jo min egen lydtekniker) og hørte til min store forundring at jeg sagde  kosmiske genstande i stedet for kosmetiske genstande.

Vildt…

Jeg lavede det om.

I hver lydbog laver jeg måske to-tre fejl som jeg ikke selv opdager.

I mange romaner er der i førsteudgaven ca. 10-15 tryk- og slåfejl og måske et par alvorlige fejl hvor en person pludselig skifter fornavn eller andre logiske smuttere.

Når man laver fejl påstår gode gamle Sigmund Freud at det a-l-d-r-i-g er tilfældigt og at der a-l-t-i-d er en ubevidst grund til at man laver netop den fejl.

Vist har han også sagt at når det gælder de meget betydningstunge symboler i hans drømmeteorier, så ER der drømme hvor en cigar er en cigar og ikke noget som helst andet.

Men fejlhuskninger, forglemmelser og tanketorsk
kan fortolkes.

Hvorfor sagde jeg så kosmisk?

Well…jeg er meget optaget af kosmos (faktisk lidt bange for stjernehimlen) og jeg er ikke så glad for mennesker der går så meget op i mode og kosmetik at de uforvarende kommer til at sætte lighedstegn mellem udseende og menneskeværdi.

Det er en meget praktisk holdning jeg har der, for så har jeg en god undskyldning for at ligne en hjemløs og alligevel brokke mig over at kvinderne ikke ligefrem slår lejr uden for min gadedør.

En anden fejl jeg flere gange lavede under indtalingen af den norske krimilydbog var at jeg kom til at udtale Harrys navn på engelsk i stedet for norsk/dansk…altså lissom hvis jeg skulle sige: Harry Potter.

Det tænkte jeg lidt over…og så slog det mig at den norske Harry i bogen minder om en anden antihelt med samme fornavn som jeg aldrig glemmer.

Det er hovedpersonen i den engelske tv-serie Harry’s Game (Yorkshire Television, 1982) baseret på en roman af Gerald Seymour om en engelsk officer og undercover agent, der tager til Ulster og prøver at finde ud af hvem fra IRA der har myrdet en engelsk minister.

Harry taler med irsk accent fordi han er vokset op i Nord Irland, og derfor kan han være en perfekt hemmelig agent.

Ray Lonnen spiller Harry som får problemer fordi han forelsker sig i en kvinde, der giver ham husly.

Jeg husker dårligt hvordan den endte, men på typisk engelsk vis med hensyn til kvaliteten af tv-drama, havde man sørget for at give tid og plads til karakteropbygning og ambivalens hos hovedpersonerne.

Og så var der musikken!

Den stod den unge irske folkemusikgruppe Clannad for.

Filmens åbningstema var dystert…en truende dyb grundtone, som brydes af Máire Brennans lyse og intense stemme på snurrende gælisk:

Imtheochaidh soir is siar
A dtainig ariamh
An ghealach is an ghrian

Ikke at jeg aner hvad det betyder…heller ikke selv om Furore Irene ovre på øen forlængst har fortalt mig det – men jeg får den dag i dag gåsehud af at høre det.

Jeg har jo set coveret af The Magical Ring hvor titelsangen var med…så jeg ved at sangerinden er meget smuk som sådan. Hun har siden skiftet kunstnernavn til Moya Brennan.

Efter Máires solostart VÆLDER et svar fra et forrygende produceret kor af stemmer fra de øvrige Clannad-medlemmer ind over og svarer hende:

Fol lol the doh fol the day
Fol the day fol the day

Ståpels!

Så min erindring om Harry og Máire og tanker om krig, strid og offervilje blandede sig i min oplæsning af den norske Harry.

Hvad siger Sigmund til det?

Og hvad tænkte han da jeg for mange år siden på Radio Sydkysten skulle læse et nyhedstelegram om problemerne i det almennyttige boligbyggeri op…og hører mig selv sige det almennyttige boleri.

Det gi’r røde ører, mein liebchen…men de kan jo heldigvis ikke ses i radioen.

Den fejl er dog barnemad i forhold til den bedste freudianske fortalelse, jeg nogensinde har hørt – og som jeg har på bånd:

En P1-debataften om kønsroller hvor redaktionen består af flest kvinder.

Studieværten er kvinde, og produceren i hendes øresnegl er kvinde.

Man mærker tydeligt at redaktionen foretrækker den blødere mandstype, og værten har svært ved at skjule sin sympati for den ene af studiegæsterne: Per Munch fra Politiken.

Den anden gæst er nemlig hademand nr. 1 blandt mange moderne kvinder: Carl-Mar Møller.

Da Per Munch har sagt noget som værten hurtigt vil bruge som ammunition mod Carl-Mar, starter hun et spørgsmål mens produceren skratter regibemærkninger ind i hendes øre.

Det forstyrrer værtindens koncentration så meget at hun siger til Carl-Mar:

“Jamen, Carl-Mar…når nu Per Pik siger, at….”

Produceren hyler af grin i øresneglen og Per Munch fniser og Carl-Mar prøver faktisk at svare videre, mens værten kæmper med latterbølgen som af sig selv er på vej op fra maven.

Det bedste ved den fortalelse er Pers efternavn.

Hjertet kan let flyde over.