Monthly Archives: juni 2011

God Sommer

Min datter og jeg sidder i bus 6A, på det dejlige sæde lige bag chaufføren, hvor man kan hvile fusserne oppe på den skrå væg, og samtidig holde øje med den bagage man har lagt på det lille område på den modsatte side, lige bag solopladsen bag indgangsdøren.

Vi skal i TIGER og købe solbriller. Det andet par danser rundt på en anden(s) næse på Camp East i Roskilde. Hun har lige taget en lille time out fra den altopslugende optakstfest til den egentlige musikfestival. Armbåndet sidder som det skal. Blid After Sun-creme bedøver de røde skuldre. En dosis fadersnak reparerer en smule på den let forstuvede selvfølelse.

Bispebjerg Station. Ind kommer en lille dame på måske 65 år. Først et larmende teatergrin i et lille rynket ansigt, der næsten ikke kan holde til så stor en grimasse. 

Hendes hår er farvet alt for sort. Hun stikker sit månedskort helt op i hovedet på chaufføren, som er af anden etnisk herkomst end Valby, og siger højt ‘VÆRSGO!’.

Han reagerer tilsyneladende ikke. Det skal man bare ikke gøre mod denne festgranat. Hun ser på ham med små mørke tudseøjne. Smilet er stærkere end solen. Ingen skal spolere hendes aggressive livsglæde.

Da månedskortet blev skudt op i fjæset på chaufføren, var det som at se en frø smaske en flue til sig med en meterlang klæbrig tunge. Det er som om indersiden af hendes månedskort var klæbende klæbrigt. At hun snupsede hans ansigtshud med tilbage. 

Hun ser skarpt på ham. Stadigvæk det afsikrede smil.

“Sig mig, er du sur?…træt?”

Ingen reaktion. 

“God Sommer!”

Hun går ned af midtergangen, som om hun har vundet over terrortruslen, stoppet drivhuseffekten og løst Brøndby IF’s problemer i angreb, forsvar og bestyrelse. Og klaret den græske økonomi. Samt løst gåden om fire-fem dødelige sygdomme. Plus det løse. 

Hendes tøj kunne bruges i en film om en sandsigerske. Tørklæde. Små skindsko. Bælte. Spættet kjole med et sort/hvidt albino-leopard mønster.

Min datter og jeg tør ikke se på hinanden. Fra nu af og i al evighed vil vi plage hinanden med denne salut:

“Er du sur?….træt?….GOD SOMMER!”

Kort efter sætter to yndige unge piger sig ind på et dobbeltsæde, midt i bussen, lige foran kvinden. Vi kan ikke se nogen af dem. Men høre dem kan vi godt. Hun afbryder pigernes stille interne samtale, og begynder at afhøre dem. Hvor de skal hen, si’r de? Roskilde??

“Åh ja, så SKAL I passe på jer selv, se nu bare mig, ikke sandt, jeg har været helt alene med mine børn, meget længe, faktisk, for dengang, ja min søn er jo 45 nu, og dengang tog mænd jo ikke ansvar for sine børn, min mand var ellers doktor phil, ikke sandt, jo tak, men man skal passe meget på, og jeg mener, jeg har boet i Mexico i seks år, og derovre, det skal man ikke være i tvivl om, hvis man havde begået en voldtægt eller noget kriminelt, så røg man ud med det samme, ikke, men herhjemme skal vi jo være åhhhh, så forstående, så en mand kan få lov at blive her, selvom han har lavet det mest forfærdelige, jamen, det går galt, det gør det, og det siger jeg også til min datter, det gør jeg, for vi bor i Malmø nu, i hvert fald en del af året, kan man sige….og I skal til Roskilde??”

Vi står af på Rådhuspladsen, og kan se at kvinden har lænet sig så langt frem, at hendes mund er lige ud for den ene unge piges øre. Pigen lader det ske. Hellere det end vende sig om og se på kvinden. Jeg sender en kærlig tanke til kvindens sjælesøster i himlen. Min mor. Hun var præcis lissådan, når hun var i ulyksalig topform. Vippefodshumør.

Bussen kører, og vi når også lige at få endnu et kig på chaufføren. Og det skal siges. Han ser faktisk ret traurig ud. Som om hans taletidskort er udløbet.

GOD SOMMER! 

Reklamer

Spyt ud

Der sad en tyk dreng på en lav mur i Roskilde. Det var på stationen og han var der sammen med en gruppe glade gutter. De var på vej til byens festival. Det vidnede x-antal dåseøl på en sækkevogn ved siden af dem om.

De ventede på noget ved Spor 4. Jeg ventede på toget til København på den anden side af samme perron. Spor 5. Det var en smuk sommeraften, og det må du give mig ret i, for det var i aftes.

Han sad med sit venstre bens lidt for store bagskinke oppe på den øverste del af trappens let forhøjede sidekant. Højre ben hvilede på selve perronen. I den ene hånd dåseøl. I den anden smøg. 

Fra den position kunne han se ned ad selve trappen. Han kedede sig lidt, tror jeg. Et par kilometer sydpå ventede 70.000 unge mennesker på ham og hans kommende rekordbrandert.

Hans ansigt havde regelmæssige træk. Håret sad fint. Hans midtfynske  efterskolesweatshirt med hætte var mørkeblå og klædte ham. Hvis han taber sig tyve kilo, så er han en rigtig flot ung mand på sytten år. Men de andre i gruppen var nu lidt slankere og også mere højtråbende.

Hvad gør man så?

Man spytter.

Mens han sad der, så sendte han hvert tiende sekund en spytklat ned på trappetrinene, men han ramte med sikkerhed også gelænderet. Han var ligeglad. Først nede på festivalpladsen vil han overgå til den mere dyriske måde at markere terræn på: at pisse på hegnet, i hegnet, op af naboteltet – eller subsidiært: i en flaske og/eller i bukserne.

Jeg har aldrig forstået den idé, som nogle mænd har, med at de partout må og skal af med mundvandet. Her og nu, hele tiden, og i alle verdenshjørner. Som jeg ser det, et det en slags aggressivitet. Maskeret og tildels ubevidst, men at spytte på noget er at vise disrespekt. Er det en rygergimmick?

Drengens kammerat viste sig for foden af trappen på vej op fra gangtunnellen. Sikkert efter en tur ovre i kiosken. De skulle sikkert med festivaltoget. Mit tog kom. Jeg kørte.

Hvorfor er det her værd at nævne?

Måske fordi jeg har savnet hele mit liv at tilhøre et slæng, hvor man har det så godt og trygt, at man ikke skænker det en tanke at man pisser og spytter på omverdenen. Den kan man jo snildt klare sig uden?

At føle sig som en del af flokken. Flokmentalitet. Jeg frygter den og savner at være en del af den. Frygten har indtil videre vundet den indre kamp. Jeg har ikke tillid nok. Dårlige erfaringer. Håndsky. Brændt barn lugter ilde.

Videre!  

Jens Christian, min nye tudebuddie

Om fire dage får jeg det årlige brev fra Biblioteksstyrelsen.

Via et kunstfærdigt pointsystem regnes det ud, om jeg får udbetalt kompensation for at bibliotekerne udlåner mine bøger.

I de seneste fire-fem år har jeg ligget lige under minimumsgrænsen og er gået glip af mindst 5-6.000 kroner. Før skat. Jeg er ikke optimistisk i år. Heller ikke i år.

Efter at jeg i foråret fik to gange afslag på ansøgninger om legater fra Kunstfonden og Kunststyrelsen har jeg nærmest lukket ned for min forfatterfølelse. Går rundt med en besk smag i munden. Vender det indad.

Men jeg har fået fornemt selskab i jammerkassen. Jens Christian Grøndahl er blevet stiktosset over ikke at få et arbejdslegat. Nu havde han ellers lige fået Kunstfondens livsvarige ydelse, så nu regnede han måske med at kunne få et legat så nemt som ingenting?

Afslag.

Den livsvarige ydelse giver kun penge, hvis man ikke tjener ret meget i forvejen. Grøndahl sælger godt i mange lande – og i Danmark – så hans tuden og rasen i Politiken finder jeg egentlig en smule pinlig.

Bortset fra at jeg deler hans hidsighed over at se de samme forfattere få legater år efter år efter år. Flere hundrede tusind kroner tre-fire år i træk.

Hele og halve millioner er det på fem-seks år blevet til for forfattere, som måske nok er både gode og kendte og har fået gode anmeldelser og sælger rimeligt og holder mange foredrag landet rundt – men som også får legatpenge oveni. 

Det siges meget højt, at disse legater ikke er sociale ydelser, hvilket er fair nok. Kun kvalitet -og udvalgsmedlemmernes personlige smag – afgører hvem der får og ikke får. Og havde jeg fået tilsagn i år, ville jeg have elsket systemet. Stol på det.

Jeg fik jo et stort arbejdslegat sidste år. Burde jeg så ikke bare holde kæft og søge igen næste år? Og næste år?

Jo.

Plaster på

I 1987 fik jeg en opgave som jeg havde forsvoret at jeg ville turde binde an med. Den kvinde, som jeg begyndte at komme sammen med, havde en lille dreng, og dermed skulle jeg påtage mig rollen som denne her lille stumps fungerende far.

Nu blev det jo så slet ikke så svært. Mest fordi drengen var både sød og nysgerrig og var udstyret med et meget roligt temperament. Når han så på mig med sine to brune øjne og begyndte at afsikre smilehullet i den ene kind, så var jeg solgt til enhver form for lakrids.

Når han faldt og slog sig, så gjorde det ofte så ondt at han satte i nogle gigantiske vræl, der ikke alene fik hans yndlingslivsredskab til at falde ud af munden på ham – men han kunne også græde så kraftigt, at tårerne spulede vandret ud af øjnene på ham.

Alligevel lykkedes det ham at hikste en vigtig melding ud, ind i mellem de enorme hulkende grædeture: “Jeg vil ha’ plaaaaaaster påååååå..!”

Lisså snart plasteret var sat på, så begyndte han at lede efter sin sut. Og når den så var genfundet gik der ofte få sekunder. Så var verden i orden igen med ham.

Kors, hvor var jeg glad for den knægt. Det er jeg stadig. Nu er han lisså høj som en skyskraber, og han har selv påbegyndt det lurmærkede danske familieliv med kone og barn…eller børn, som det jo snart skal hedde sig.

Jeg tænker på ham i aften, fordi han var så god til at sige hvad han havde brug for, når smerten var allerværst og krævede omgående handling. Plaster! Ja tak. Sut! Ja tak. Videre..!

Når jeg betragter ham udefra i dag – uden at have hverken tæt eller daglig kontakt til ham – så virker det på mig som om han har beholdt den gode evne til at handle på vigtige behov.

Han har en håndværkeruddannelse med udmærkelse. Han har en kone som andre vender sig om efter. Han er så stærk at han kan få en gammel gnaven elefant til at sluge snabelen af bar nervøsitet. Eller skræmme løver væk, for eksempel de hvide herinde i hovedstaden.

Hvis han skulle blive syg, så ville jeg regne med at han ville sige hvad han havde brug for. Også fra mig. Hvis jeg så kan levere varen, så leverer jeg. Sådan må det være. Sådan tænker jeg at det er, og det er en god fornemmelse.

Når nogen, man kender rigtig godt bliver syg, så kan man godt blive sådan lidt famlende. Hvad sker der? Hvordan tager de det? Har de brug for hjælp? Skal man nævne at man er der for dem? Eller er det for påtrængende? Der er jo de dygtige læger, plejere og andre professionelle.

Hvis jeg bliver syg (når jeg bliver syg) så ved jeg ikke hvordan jeg vil reagere. Eller jo…det tror jeg at jeg ved. Jeg vil blive pissebange og helt uvenud rasende over at skulle trækkes med det lort. Lige bagefter vil jeg så blive flov, skamfuld og ydmyg. Dernæst opgivende.

Og ingen skal begynde at fortælle mig hvad jeg skal/bør/kan/må/vil. Jo flere formaninger, desto kraftigere modreaktion. Fanme nej. Ingen skal begynde at stille sig op over for mig. Med mindre…

Med mindre at Døden står lige bagved og griner af mig. Jeg synes allerede jeg har hørt en lille fnisen, i ubevogtede situationer. Han er satme så overlegen og sejrssikker. Dumme svin.

Jeg tror også at jeg ville lytte til hvad min dreng ville sige. Ham, som jeg fik lov at låne af livet og af hans mor og hans biologiske far. Jeg tror, at den erfaring gjorde at jeg turde sige ja tak og hjerteligt velkommen, da min datter blev født – otte år efter at hendes storebror kom til verden.

Og hvis hun begynder at sige ting lige ind i sin gamle rystende fars ansigt, ja så ved jeg da slet ikke hvordan jeg ville reagere. For jeg er jo ikke typen, der spuler tårer ud af hovedet. Jeg sender dem indad og nedad. Ned i maven.

Så hvis du synes at min mave er lidt stor, så er det fordi den er et slags saltvandsdepot. Livets kildevand. Det småklukker og skvulper. En spøjs lyd. Jeg bruger ikke sut. Ryger ikke (tak, gud!).

Der er heldigvis heller ikke plaster for munden. Det gør jo herrenas af flå et sådant af, når man har skæg rundt om hele kæften. RITSJ!…det trækker sgu vand! Og man kan altid bide det i sig, og dæmpe følelserne med et par kilo mad. Så går det nok et par måneder endda.

Den metode kan dog have enkelte sideeffekter. Og man har jo også nogle arveanlæg. Alt det dér. Sygdom er hver mands herre. Jajaja…er det mere? Nå. Tak for det.

Jeg har en rask dreng, og jeg er selv sådan nogenlunde rask.

Derfor sender jeg i al hast en kærlig hilsen til alle, jeg kender, som måske ikke er helt så raske som de selv kunne ønske sig det. Hvis I ved hvordan jeres plaster ser ud og helst skal bestå af, så sig det. Højt. Og mens lytteren måber, så tilføj lynhurtigt: “…og min sut!”

Så er der dømt smilehul igen. Døden hader at man driller ham, mens man lever. Sådan en fågging nulbon. Sådan en støvbold. Fuck ham. Børn er han ikke meget for, for de lever jo meget, meget længe. Hurra for mine børn. Så kan han sgu lære det, den latterlige gamle festødelægger.

Livet er nemlig…livligt.

Tak.

Solhverv

Klokken er halv elleve. Det er stadig sådan næsten lyst. Willy og Lars diskuterer forbehold. Så dukker Marlene op. Sikke nogle øjenbryn. Jeg har ikke set lignende siden hende med hjernerne og den lille sportsvogn. Hov. Nu ser jeg så Charlotte, som har et pænt ansigt, for nu at sige det på jysk. Godt garn. Store, men herresmarte briller.

Jesper lytter. Han har åbenstående hvid skjorte under jakken. Lyse skægstubbe. Det kører. Jeg har jo selv været med på vognen. Det var drømmedage. Jeg var lige der, hvor jeg gerne ville være. Andre syntes jeg havde været lidt for heldig. Kaldte mig cykelsmed. Det var et rigtigt grimt ord. Jeg, der ikke kan lappe et dæk.

Jeg kan mærke en nervøs energi. Den ligger lige under huden og småvibrerer. Den var der også, da jeg var dreng og ung. Dengang bed jeg negle. Det stoppede jeg med da jeg var tredive, cirka. Nu bruger jeg de stærke negle til at rive neglerødderne til blods. En slags Cutting Light?

I demokratiets vugge er tusinder af mennesker på gaden i aften. I Spanien har næsten halvdelen af de unge intet job. I Syrien dør de på gaderne. I Libyen presses familierne fra flere sider, og der er rapporter om systematisk voldtægt af kvinder. 

I Japan begynder de forfra for gud ved hvilken gang. I Kina skal du tænke dig godt om før du beder om demokrati. Og i Rusland. Og på Cuba. Her hjemme skal du nok lige vogte dig for børnelæger forklædt som lægekonsulenter, hvis du tænker på at blive førtidspensioneret.

Og vælg dit hjemland med omhu, hvis du tænder på nogen af dit eget køn.

Nu er det godt nok lidt mørkere udenfor, synes jeg.

I Norge sejler Hurtigruten ganske langsomt ind i tv-seernes hjerter. Min far var sømand, ja. Men hvem fanden var han? Og hvem er så jeg? Født for tidligt? Ja, det påstår man. Selv kan jeg ikke huske det. Jeg er en forsigtig type. Håndsky. Lydfølsom. Holder mig selv nede. Der er nok en grund.

Årets længste dag. Masser af lys.

Hej mor.

Fuldkornshjemkomst

Skal hilse fra min Nutana-pose med papkrymmel i.

Den har været på MiniCruise til Oslo og hele vejen hjem igen. Ja, det var jo ellers meningen, at jeg skulle spise myslien med 54% fuldkorn til noget norsk yoghurt som jeg ville købe deroppe, men priserne i supermarkedet??

Du store boreplatform..!

For et halvliters bæger skulle de have 25 kroner. Petrodollars, javel…men alligevel. Ikke på vilkår.

Så den pose fik lov at komme med i muleposen på hele gårsdagens lange gåtur fra Vippetangen op gennem byen til Ullevaal Sykehus, nedad igen over Akerselva ved Kunsthøjskolen til Grünerløkka, og videre ned til Danskebåten igen.

Da jeg så var kommet hjem, så stod jeg i formiddags af Bus 26 ved Statens Museum for Kunst – slæbende på mine to store skuldertasker og et par muleposer og en køletaske – for at fange Bus 6A, der drejer om hjørnet lige dér fra Nørreport med kurs mod Emdrup Torv.

I hovedtelefonerne hørte jeg radioens P1, og da bussen nærmede sig hankede jeg op i alle tasker og poser og satte i gang fra læskærmens bænk og nærmest baglæns ud på cykelstien.

Jeg må have overset den nydelige ældre dame, der samtidigt gik forbi, så vi var lige ved at kollidere midt på fortovet.

Hun sendte mig da også et meget, meget hvast blik. Så tænkte jeg ‘fårk dig, gamle møgkælling’…men hende her er ikke sådan lige at besejre i en blinkekonkurrence.

Ritt Bjerregaard.

Så føler man sig lissom hjemme igen… 

Krøllealfa på Kunsthøjskole

Jeg stod inde i Fyrtårnet fyldt med tandteknikere, men det var også en cafè.

Lige meget hvor jeg vendte mig hen var der grupper af unge mennesker, som så ud som om de havde fuld kontrol over hvad de skulle i dag, i morgen og de næste tyve-tredive år.

Pludselig kunne jeg mærke suget i maven.

At jeg for tredive år siden, da jeg var her mange dage i træk, og ikke kun på træk, ville have haft godt af at have den samme målrettethed som de unge mennesker omkring mig.

Jeg får sådan en lyst til at få en uddannelse. Til at kvalificere mig. Dengang brugte jeg det meste af min energi på at holde sammen på mig selv. Jeg gik rundt med en følelse af at benene kunne falde af i mit næste skridt.

Den måde, jeg bevægede mig rundt i verden på, var retningsløs. Jeg kunne ikke gennemføre at gennemføre noget, der kunne udstikke en kurs mod en sikker havn. Og måske er jeg stadig sådan. At jeg ikke har den nødvendige mængde frigjort energi.

Da jeg kom hertil tog jeg snablen af. I dette område er de ikke så glade for løse snabler. Til gengæld er de glade for krøllede alfa’er. Ikke alfahanner, nødvendigvis, men bare nogle med krøller. Så kan stort set alt lade sig gøre, og de får noget fra hånden. Stol på det.

Jeg tumlede videre, og nåede op til et stort sygehus med helikopterlandingsplads ovenpå parkeringshuset. Vejret var klart og lunt, med mange små nuttede bomuldssommerskyer. Men da det grånede lidt til, så søgte jeg nedad.

Der var et vandfald. Den brusende lyd minder om lyden af morgentrafik hjemme på bjerget, men det her er vist lidt mindre hjernecellefjernende. Jeg krydsede vandstrømmen, og kom ind på en ombygget fabrik, nænsomt moderniseret, og nu kunsthøjskole. Meget smagfuldt.

Og flere bundter og grupper af unge mennesker med projekter og målbare fremtidspunkter. Nu begyndte det at blive for meget af det samme, og jeg søgte hurtigt hen mod udgangen. Næsten baglæns gik jeg ud af den gamle fabriksport, og da jeg vendte mig stod jeg og så på den ejendom jeg boede i her for tredive år siden.

Dengang var fabrikken bare lukket. Nedlagt, tom og indholdsløs. Nu er der liv og udvikling året rundt. Der skulle bare tages en beslutning om det og ressourcer afsættes. 

Bamse er død og branden er slukket. Der går jo så let ild i gamle huse.

Jeg er totalt fortumlet.

Nu vil jeg se at få købt den fiskebudding, og så ellers finde tilbage til det trygge, bevægelige indelukke. Der vil jeg være i fred. Men for fanden da også. Fred er jo ikke liv. Fred er død. Hvil i fred?

Fanme nej. Det går ikke, det her.

Splitte mine bramsejl.

Støt som hun går.

Fuck hende.

Farvel.

 

Tulle og Mulle møder butmuttet mand

”Kongens Nytorv?”, spø’r hun.

Chaufføren nikker og ved, hvad der skal ske.

Kvinden rækker en pengeseddel frem. Han begynder at hakke mønter ned i returburet med de små sidevinduer. Turister spilder millioner af kroner hver sommer fordi de ikke kender til klippekort, men det må de selv finde ud af, tænker han.

På et af klapsæderne ved udgangsdøren sidder en mut og let buttet mand med mørke briller. Han så op, fordi kvinden næsten sagde destinationen korrekt. Kun ordet ‘torv’ kunne hun ikke magte, og der blev også summet lidt for meget på det kongelige s. Hun er tysk, tænker den mutte mand og gransker kvinden medsamt hendes medfølgende veninde.

De to veninder, måske søstre, er af den type som har set godt ud i de unge dage. Derfor vælger de stadig deres indpakning med omhu. Men det gør bare det hele værre. Der er intet så nedslående, synes mutmanden, end det som endegyldigt er væk. Den solbrankede hud hænger på de to slanke kvinder. Al deres tingeltangel, pæne sko, hårbånd og designertøj i velafstemte sommerfarver, kan ikke redde parret fra at se ud som de kører på de sidste klip som sådan.

De hedder sikkert Hannah og Sibylla. Den butmuttede døber dem Tulle og Mulle. Da de passerer ham, efter at have fået hjælp af chaufføren til at udløse byttepengene i returglasburet, bemærker han at kvinderne trods alt ikke har begået bedstemorsynden. I deres slipspor er der kun en behagelig tone af dyr creme. Ikke en ukrudtsfjernende parfumesky. Så meget klasse har de alligevel.

Mutmanden skræver over sine sportstasker og muleposer. Han skal på tur. Egentlig gider han ikke, men han kender sig selv godt nok til at vide, at han heller ikke gider lade være. For ham, der ifølge almanakken og alle anekdoterne er i sin bedste alder, gør synet af de to kvinder ham bare endnu mere muggen. I hvert fald til at begynde med. De ser sure ud.

Nogle timer senere sidder han i sit lille hyggelige aflukke og hører sublimt jazzklaver på det medbragte anlæg. Han har drukket kaffe, som han selv har brygget via den medbragte vandkoger. Han har spist en god ostemad, hentet fra den medbragte køletaske. Senere skal han lægge hovedet på den medbragte hovedpude. 

Han ser ud af vinduet. Omverdenen er nogle gange så dejlig, at det blokerer for hans mørke grundtone. Månen rødmer, men den har jo sin livsrytme.

Han har en god bog med som han er midt i. Datteren har ringet og overtalt ham til at betale for nogle biografbilletter. Han læste numrene på sit dankort op. Hun gentog dem. Et efter et. Den ringlende stemme forlænger hans liv. For hvert ord vinder han en time. Sådan føles det hver eneste gang.

Han tænker tilbage på busturen. Tulle og Mulle sad og vendte og drejede hver deres bykort. Deres mundvige vendte nedad, selv når de smilede. Mutmanden frydede sig over at kvinder ender med at blive så grimme. Det er en dejlig hævn, synes han. Han ved godt at det er helt forkert at tænke sådan. Men tanker er toldfri. Selv ved den endnu usynlige dansk-tyske grænse.

Han trykker Stop.

Mirakel eller madras?

Egentlig er jeg udmeldt af klubben, men derfor kan man jo godt gøre sig sine overvejelser og spekulere i tanker på en eller anden pinsedag.

Nu er han så altså smeltet sammen med sin egen far, som var den der fandt på hele seancen til at begynde med, for i begyndelsen var der ikke engang lys, kun ord. Det må vel så egentlig også give forfattere klippekort til himlen, eller noget.

Men denne tømrersøn som ellers allerede var død, genopstod i påsken, som vel ikke engang var påske dengang, og så svævede han lidt rundt blandt sine homies i fyrre dage inden han tog himmelekspressen hjem til far.

Og nu er han så blevet til sin egen far. Eller rettere: de to har aktiemajoriteten i et verdensfirma, hvor direktøren hedder Helligånden.

Sidstnævnte skal ifølge selskabets vedtægter være den, der viser at det hele ikke er varm luft. Aktionærerne skulle jo gerne have tillid til at driften er solid nok, og at der er vækstpotentiale i produktionsplanen.

Fint nok. Hvis man tror på det.

Jeg har virkelig, virkelig lyst til at tro på det. Man vil jo meget, meget gerne kunne håbe på, at turbåndet ikke en dag smutter af håndleddet. Man elsker jo den karussel, for fanden da.

Ups. Der kom jeg vist til at sige noget, jeg ikke burde. Tungebåndet sidder måske lidt løst. Man kan komme til at gå selv. Danse lidt for sidelæns. Være sig selv nærmest på en måde, der inkluderer andre på den ufede måde. Alt det jazz dér. Violinsnak.

Jeg ved sgu ikke. Sgu er ikke et bandeord. Jeg er ikke forfatter. Ikke nok, i hvert fald. Min far var installatør, har jeg hørt. Lad der blive lys. Hver morgen har jeg ondt i ryggen, når jeg vågner. Og nu beder jeg (for det gør jeg skam stadig) om et godt råd:

Skal jeg satse på et mirakel, så smerterne går væk af sig selv og dermed beviser at Gud findes? Eller skal jeg tage sagen i egen hellig hånd, og købe en ny seng med hårdere madras?

Fred være med eder. Eder er ellers ikke så velkomne. Det er sgu forvirrende.