Category Archives: Ikke kategoriseret

Her er godt at være

Med hjælp fra en superbruger af tastatur og koder og alt det her net-noget, så er min gode gamle blog flyttet herhen til WordPress-serveren.

Det bedste er, at alle de fejlkodede gamle indlæg nu igen kan læses uden graverende tekst-fejl.

Om flytningen så betyder at jeg vil blogge igen, er nok tvivlsomt. Tænk, at da jeg begyndte i 2006, var mit mål at skrive en ny post hver eneste dag.

Det kunne jeg ikke holde…men der er vist…er det 1800 indlæg? Digte, tanker og historier.

Det er sgu okay.

Videre!

Reklamer

To væk og en ny at gå på

Så var man i radioen igen og heldigvis nok en gang på P1 i kanalens bogprogram. Det luner jo lidt, når de to “gamle” programmer, jeg var med i, ikke længere kan frempoddes i DR’s arkiv (jeg kan i hvert fald ikke).

De var henholdsvis et VITA-portræt af mig som lydbogsindlæser, og så endnu et bogprogram, der handlede om at være selvudgiver og hvor jeg var den ene af dem.

Men nu er jeg altså sammen med J.D. Salinger, og det er vel ikke det dårligste selskab, man kan være i? Vi må se ad, også selv om programmet ikke er den bedste reklame for mine karakteregenskaber.

Jeg kan dog vældig godt lide at værten, Klaus, provokerer mig til sidst ved bestemt at mene, at jeg ikke får skrevet den bog dér. Jeg tror han siger det med vilje.

Og jeg er kommet i tanke om en ret fristende løsning, hvis nu ikke Gyldendal henvender sig. Så kunne jeg jo skrive den fuldstændig som jeg selv vil, uden at nogen retter i den, og så udgive den selv som e-bog – lissom jeg har gjort med den gamle fodboldkrimi.

Lad os nu se. 

En kold søndag i Leeds

Det er søndag 5. januar 1992 i Leeds.

Per Frimann og jeg skal egentlig kommentere eftermiddagskampen mellem Leeds og Manchester United i FA Cuppen, men på grund af vand på banen bliver opgøret aflyst.

TV 3’s seere skal dog have et eller andet på skærmen, så vi sidder oppe under tribune-taget og venter på at den tidlige kamp mellem Tottenham og Aston Villa bliver færdig. Den skal vi så kommentere forskudt, også selvom vi ingen information har om hvordan holdene stiller op osv osv.

Men det tager vi med et hælspark på det mennesketomme Elland Road, hvor lyset forbliver tændt for vores skyld. Det er meget koldt den dag, så jeg giver fanden i god smag og har mine imponerende grimme joggingbukser udenpå mine jeans. Jeg kan ikke tale i 90 minutter, hvis jeg fryser.

Måske var det Frimanns debut som medkommentator. Det gik ham noget bedre end med mig, hvad den karrierevej angår.

Fra kassettebånd til netlydbog.dk…og e-bog??

Til min store glæde er lydbogsudgaven af min debut-krimi ‘Mord på landsholdet’ blevet opgraderet fra kun at findes i fysisk form med 12-13 kassettebånd på bibliotekerne, til at kunne “downlånes” ganske gratis via nettet.

For at fejre den begivenhed har jeg skrevet til forlaget Forum, som i 2002 udgav bogen, og spurgt om vi så ikke skulle lave det om til en fest – og opgradere den trykte udgave (som er udgået fra forlaget) til e-bog, så man kan købe/downloade den via nettet også. 

SIDSTE NYT: Bogen kan nu også fås både som e-bog og lydbog

Middag nummer 367

Jeg har en ven. Han er ikke rigtig sejler, men han har sandelig været i havsnød mange gange. Heldigvis er han bemærkelsesværdigt søstærk.

Snart skal jeg til middag hos ham. Første gang var i 1976. Der kommer også to andre. Den ene var engang meget mørkhåret. Den anden er måske landets mest stabile medarbejder, selvom han ingen uddannelse har. 

Vi fire gutter har spist så mange middage sammen, at begrebet livsstilssygdom sidder og flæber ude i opgangen. Da vi var unge, var der god tænding på samtalerne. Især den ene af os havde det med at brænde igennem. Ingen nævnt. Det var mig.

Jeg er den yngste. Tror jeg nok. Næsten. To af dem er tres år. Næsten. Eller vent…er de blevet det? Jeg husker det ikke. Mon deres benmuskler er lige så ømme som mine om morgenen? Uanset om de er det, så ved jeg at samværet med dem vil gøre mig så glad, at jeg bliver helt grådmild.

Derfor vil jeg nok undlade at bringe forfaldet på banen. Vi er over toppen. Kan højst nå andet hold skyllevand. Vil gerne have en masse uforpligtende, men orker det ikke – når det kommer til stykket.

Vi har haft biler, huse, hunde, ægteskaber, karrierer, sygdomme, skuffelser, klarsyn, katte, drømme, hemmeligheder, mareridt, marsvin og forbrugslån. Fastnettelefoner. Bedsteforældre. Sorgforløb. Tankemylder.

Vi har børn. Smag. Gode undskyldninger. Ro på. Timing. Erfaring. Resultater. Børnebørn. Buskort. Sukkersyge. Gældssaneringer. Gule tænder. Runde rygge. Fornuftige sko.

Ingen kan lave tomatmad som værten. Ingen kan time en one-liner som ham med selerne. Og ingen kan fange min diabolske lægning som ham den mørke.

Fire liv. Mine tre venner.

Vinen.

Maden.

Musikken.

Tiden.

Døden.

Og kaffen.

O’Learys bord 62 er ikke tilfreds

Sportsbaren O’Leary’s, Københavns Hovedbanegaard, søndag eftermiddag. 

Jeg har lige sagt til Tjener-Anders, at jeg skal have deres Cheeseburger med fritter og cola zero. Han takker og siger:
 
– Vil du have bacon på burgeren?
– Ja tak, gerne.
– Vil du have mayonaise til fritterne?
– Gerne, mange tak.
 
Maden kommer. Den smager godt. Kampen spilles. Den ender godt.
 
Da jeg skal betale bliver det 210 kroner.
 
Lidt mere end jeg havde regnet med, men forklaringen er, at jeg skal give to gange femten kroner for bacon og mayo.
 
Jeg siger til Anders, at jeg næste gang gerne vil oplyses om at de tilbud han kom med, ikke var en del af de 145 kr. for burgeren.
 
Han siger at…aarh, det måtte jeg kunne forstå. Sådan er det når man går på restaurant, smiler han.
 
Han tilføjer at mayoen står i menuen under ‘dips’. Jeg svarer, at vi ikke havde menuen fremme da tilbudene kom. Han mener stadigvæk at jeg bør kunne regne det ud.
 
Jeg kan til nød acceptere det med mayoen, fordi det står i menuen, men det gør baconen ikke. Så jeg kan ikke vide om han har taget for meget eller for lidt for den.
 
I menuen står der til gengæld, at O’Learys har ‘Absolute Costumers Guarantee’ – og at man vil gøre sit yderste for at det er en tilfreds gæst, der forlader resaturanten.
 
Det var det så ikke denne gang, men de tre point var ikke med på regningen.
 
Trods alt.

Var det dig?

“Må jeg godt komme ind og bare kigge lidt?”

Den lille mand foran mig har briller på. Blikket er roligt og køligt, men ikke uvenligt. Håret er mørkt og delt op i små opretstående totter, der peger i alle retninger. Hænderne er i lommen på jeansene. T-shirt under den tynde jakke.

– Jo, det må du da, svarer jeg, som jeg ofte gør på mit job i Operaen på Holmen.

På sådan en søndag eftermiddag får vi besøg af mange turister, og selv om de egentlig ikke må komme ind uden billet, hvis det skal være helt rigtigt, så lader vi ofte nåde gå for ret. Generøst værtsskab. Det har bestyrelsen bestilt, og så kan jeg ikke sige nej til sådan en stille og rolig forespørgsel.

Nu bagefter kan jeg ikke huske om jeg sagde til ham, at han kunne tage turen op på 1. Balkon og så komme ned igen til mig ved de blå bånd. I hvert fald kom han tilbage en tid efter, så på mig med sine vandblå øjne, sagde tak for kigget, og gik ud gennem svingdørene.

– Selv tak, sagde jeg, og fik en helt speciel murren i mellemgulvet.

Jeg havde først lyst til at løbe efter ham for at få min oplevelse bekræftet. Men jeg tog mig i det. Det ville ikke være i orden, syntes jeg. Hellere være i tvivl. Hvis han var den, jeg fik for mig, så ville det være dårlig stil. Historien er bedre med en lille smule tvivl.

Ligesom dengang han i fjernsynet blev spurgt, om det var med vilje at de tre runde kuglelamper i Operaens foyer, set ovre fra modsatte bred af havneløbet, lignede Christianias flag. Tre gule prikker på rød baggrund. Da var der heller ingen ændring i hans ansigtsudtryk.

Samme uudgrundelige og finurlige lille smil, som jeg fik i søndags.

Hvis det altså var ham.

Var det dig, Olafur?

Bare ærgerligt, Taxa Boy

Julefrokost i Holmstrup, vest for Odense, fredag klokken 18.30.

På vej dertil besøger jeg min datter på Østfyn, og jeg beder hende tjekke på nettet hvornår jeg skal afsted for at nå frem i tide til julefrokosten i lydbogsforlaget.

Desværre hører hun det som om jeg skal være der klokken 19.30, så det er allerede for sent, da jeg lige præcis ikke når toget i Svendborg mod Odense på grund af busforsinkelse.

Klokken ca. 18.20 står jeg i Odense. Det næste tog til Holmstrup går ikke før 19.36. Det går jo ikke.

Jeg går ned til taxiholdepladsen og spørger en chauffør hvad det vil koste at køre til Holmstrup. To hundrede. Okay. Jeg må æde den, for jeg vil fanme ikke komme for sent til dette arrangement.

Jeg smider min sportstaske ind på bagsædet af højre bagsæde-dør og er halvvejs på vej ind selv, da chaufføren (en pæredansk mand på cirka tres år med hvidt hår) forlader sin førerplads og står ud.

Da jeg allerede har sat mig ind bagi, opgiver han og sætter sig tilbage på sin plads. Jeg får at vide at han gerne havde set at min taske lå i bagagerummet.

Jeg bliver lidt paf og spørger hvorfor? Jo, lyder svaret: tasken kunne jo være beskidt forneden.

– Nåh, okay…siger jeg, tager tasken og lader som om at det da ikke er for sent at gøre noget ved. Jeg stiger ud, men i stedet for at gå tilbage til bagegerummet,  forlader jeg ham vinkelret.

Da det går op for ham at han lige har mister så god en tur, råber han et eller andet efter mig, som jeg ikke kan høre i vinterblæsten.

Fem minutter efter kører jeg i en anden taxi med en venlig chauffør, der lader mig lægge min taske hvor jeg vil, til en særdeles hyggelig fysnk julefrokost.

Pris for taxituren: 218 kr, som er nogle af de bedste penge, jeg har brugt. At komme til festen, mens de stadig stod med velkomstdrinken, var en stor glæde for mig.

PS. Tasken var ikke beskidt.
PS II. Jeg var selv taxichauffør i firserne.

Med datteren i skole

Hvis en far eller mor besøger sit barn på kostgymnasiet, så forventer lærerne nok at man opfører sig mindst lige så godt som eleverne, i hvert fald i de timer man får lov at overvære.

For mig gik det egentlig ganske godt i den tysktime, jeg overværede, men jeg glemte dog at tage mit halstørklæde og tophue med. Derfor fulgte min datter mig tilbage til lokalet en halv time efter.

– Nu må vi ikke håbe at lokalet er blevet aflåst, siger min datter bag mig.

Jeg kunne på afstand se at døren ikke var aflåst – og for at bevise det, greb jeg fat i håndtaget og flåede døren op med et dramatisk brøl. Det var min sikre og bestemte forventning at lokalet var forladt og tomt.

Det var det ikke.

Der sad 20 elever + en lærer med hver sin opslåede bærbare computer. De havde matematik.

Læreren, som ikke anede hvem jeg var, så på mig. Alle elevhoveder drejede sig på tælling i samme ulyksalige retning.

– Jamen, kom dog indenfor…sagde han roligt, uden så meget som at blinke.

Jeg var nu blevet til en stenstøtte. Min datter smuttede hurtigt forbi mig, og informerede alle om, at jeg kun var der for at hente mine beklædningsgenstande.

En let fnisen tog sin spæde begyndelse i den siddende flok, og jeg retirerede med røde øren og en intens trang til at leve videre uden arme.

Læreren hedder Morten Lindholmer, fortalte min datter bagefter.

Undskyld, Morten Lindholmer.