Alt andet end sandheden

Jeg hørte historien i radioen, tror jeg nok, og den blev hurtigt en af dem som jeg fortalte videre, både ofte og gerne. For den var så skøn og fyldt med mod, trods og værdier som jeg går helhjertet ind for.

En engelsk duo indenfor rytmisk musik havde arbejdet sig frem til et højt niveau. Manden biksede med alle knapperne og kvinden sang med indlevelse og følsomhed. Et pladeselskab blev interesseret og ville skrive kontrakt. De var ret vilde med det, de hørte og havde afsikret den store lommeregner. Der var kun en lille detalje som de desværre var nødt til at insistere på. Jo, vist var det lidt pinligt, men forretning er forretning, og køberne er jo så pokkers kræsne, ikke sandt?

Pigen var for grim. Hun måtte for så vidt gerne spille med og synge lidt kor, men manden (som også var hendes kæreste) måtte acceptere at selskabet fandt en anden forsanger som opfyldte markedets krav. Herregud, for så stort et sign on-fee var det vel ikke noget problem – og musikken var jo det vigtigste, ikke sandt?

Nej. Selskabet fik at vide at de kunne rende og hoppe. Duoen udgav sin musik på et lille selskab, og fik et gigantisk hit med et re-mix af sangen ‘Missing’. Og for at give selskabet en ekstra fuckfinger, så ændrede de navn til det helt vidunderlige ‘Everything but the girl’. Åh, hvor jeg elskede den historie!

Men.

Så læser jeg en fremragende artikel i Information, om hvordan et lille engelsk fodboldhold i en del af landet, som man ikke regner med (for nu af sige det meget diplomatisk) pludselig er gået helt amok, og er rykket op i den bedste række og banker det ene storhold efter det andet. Især sejrene over de fine herrer fra hovedstaden gør Yorkshire-tigrene fra taberbyen Hull helt kulrede i kålrabien.

Langt nede i artiklen skriver Martin Østergaard-Nielsen, at Hull ikke er kendt for ret meget – men man kan dog prale af popduoen ‘Everything but the girl’. Aha. Og så kommer det: de har deres pudsige navn fra en stor møbelforretning midt på hovedgaden! A’hva’ har de?? Jeg var klar til at riste journalisten over en buldrende bunsenbrænder, indtil jeg så billedet.

Begge historier er lige gode, synes jeg. At den ene er en skrøne, må jeg så leve med. Det kan jeg godt. Jeg er god til at leve med at ting ikke er som de burde være. Eller som jeg har set dem. Og troet på. “And I miss you/like the deserts miss the rain”.

En god sang, som Henrik ‘Tømrer’ Petersen sikkert har nynnet med på, når han sad i Hull City FC’s spillerbus. Han spillede i et par sæsoner i klubben, men er nu tilbage i Silkeborg, i næstbedste danske række. Den toppes af det danske landsbysvar på Hull City, nemlig Herfølge Boldklub, der blev danske mestre i 2000.

Men det er vel egentlig en helt anden historie. Og ganske vist.

Reklamer

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s