cirkelkrøller

og så var hun der alligevel, hende med øjnene og de store bløde krøller, der før i tiden var røde og som jeg i flere omgange forgæves havde cirklet rundt om i den store hal, men der stod hun så pludselig lige foran mig med sit indtagende smil, et af de rareste jeg nogensinde har indoptaget, og spurgte om jeg havde nok at bestille, hvilket er et svært spørgsmål, faktisk så svært at jeg et øjeblik overvejede om jeg skulle sige en hel masse på meget kort tid, så hun for alvor fik med mig at bestille, men så blev hun antastet fra siden af en eller anden som sikkert også var gået rundt om både sig selv og krøllerne, der nu er sorte, og afbrydelsen kom ikke bag på mig, jeg mener, der var mange potentielle smilemodtagere indenfor nikkeafstand, så det intermezzo tog ikke længere tid end at vi kunne samle tråden op igen, og så sagde hun at jeg skulle beslutte mig for hvad jeg ville have og forlange det på forhånd, ikke fordi jeg så nødvendigvis ville få det, selvom hun helt bestemt mener at jeg har den nødvendige kvalitet til at kunne komme med sådan en melding, men det gør jeg simpelthen bare ikke, og det sagde jeg også til hende med det allermest afvæbnende smil jeg overhovedet kan præstere, og det er ikke så lidt, stol på det, men det er udsigelser som den, der er en messe værd, mindst, selv om hun har det med at smigre mig 

4 kommentarer til “cirkelkrøller

  1. Kommentatoren har ved gentagne lejligheder understreget sine manglende kompetencer udi poesiens artificielle, snørklede og ofte finpudsede korridorer.
    Det understreges sikkert også af hans konklusion nedenfor (eller?):
    Hendes signal var, at hun manglede et krølle-JERN….

  2. Erik…ihvorvel min salig fader var sømand, så tror jeg nok han aldeles sofort ville have udbedt sig sine himmelblå, hvis han uforvarende havde slået en fold eller to ind på instituttet netop i dag. Jeg vil dog takke dig for kommentaren, idet det er dejligt at mærke den varmende rødme i kinderne på så ubarmhjertig kold en dag.
    Og forresten…jeg fandt da vist engang en gammel festsang, som min far havde forfattet, eller i hvert fald kopieret, med meget frække ikke-rim i. Første vers lød:
    “Der var mange dyr i haven, alle lagde sig på maven, makkedille makkedulle makke dej, og så mange abekatte som der legede ta’fatte, makkedille makkedulle makkedej”
    Ak ja, Shakespeare har ikke levet forgæves, vel?

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s