En lille glad mand

Jeg løfter blikket og ser en lille mand.

Han er ældre end mig og har gråt hår og skæg. Hvad vil han? Hvor skal han hen?

Jeg er ellers lige i gang med at læse de sidste sider i den bog, som jeg er ved at indlæse som lydbog. Den islandske roman er det vildeste, jeg nogensinde har haft med at gøre, på den gode måde, så forberedelse er nødvendigt.

Storm, snefygning og kulden på højsletten er ved at slå hovedpersonerne ihjel, og hvis jeg skal snakke for meget nu, så dør de fanme inden jeg kigger nedad igen.

Så jeg er en smule småirriteret, men må ikke vise det, for jeg er på arbejde. Det er mit job at hjælpe manden, som nu smiler til mig. På mit spørgsmål om jeg kan hjælpe får jeg et spøjst lille blik retur. Hvad er der med ham? Der er lidt mørkt her i den lange gang.

Han vender sig, og på ryggen af hans mørke heldragt står navnet på hans og min fælles arbejdsplads. Jeg rejser mig. Han er et hoved mindre end mig og spinkelt bygget.

Javel ja. Vi er i samme båd. Dav, dav.

Nu er han tæt på. Vi er udenfor den mellemste af de tre scener i Skuespilhuset. Indenfor er der generalprøve og manden er med i forestillingen som statist. Han skal dog ikke ind igen, så nu kan han hygge og sludre, hvis ellers han kan finde nogen til det. Og jeg skal jo søge øjenkontakt. Han har et levende blik og en blød lille stemme.

På typisk vis er han en smule oppe at køre, efter at have været på scenen. Det er fuldt ud forståeligt. Jeg ville selv reagere på samme måde, men for pokker altså…de er jo ved at dø nede i min bog! Han har meget at berette om sine mange optrædener som statist. Han var sågar med på turne til New York sidste år. Dancer in the dark.

De var blevet advaret om det forvænte publikum i byen. Frygtede modtagelsen. Men de fik hele fire fremkaldelser. Hans øjne lyser. Jeg nikker. Det er en god historie. Good for you.

Så kommer det.

Han har gemt en pointe til sidst og jeg er slet ikke forberedt. Den er også mere usandsynlig end alle de historier og skæbner, der plejer at cirkulere i dette hus.

Han er 83 år gammel. Jeg får det bekræftet tre-fire gange, for jeg tror ikke på det. Det er ubegribeligt. Han er jo både frisk i blikket og bevæger sig med lethed. Jeg vile have forsvoret at han var mere end midt i tresserne.

Han får mit bedste smil til farvel, da hans ordstrøm endelig slipper op. Sikke en. Treogfirs.

Kan jeg være som ham om 29 år?

Reklamer

2 thoughts on “En lille glad mand

  1. Søren…god pointe. Han virkede nemlig sådan tilbundsgående grundglad.
    Den dersens test der….mja, mjo…hmm…vi må se ad :-/

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s